Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.
Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?
”Den handler om musik. Simpelthen.”
Hvordan?
”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.
Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.
Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”
Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?
”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”
For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?
”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.
Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”
I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?
”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”
Blood, sweat and Chopin
»They are serious machines. They have been training all their lives. They are like the CIA,« it says in the documentary Pianoforte, which follows a number of pianists up to The International Chopin Piano Competition in Warsaw. The young people experience dramas in the music that they have not yet experienced in real life. One will celebrate a possible victory with a Chopin tattoo. Another films himself endlessly with his iPhone: »The more you look like Chopin, the better«. It’s all about Chopin hair. Tangent equilibrium goes hand in hand with attitude and showmanship, which the sensitive pianistic machines must also control. The ecstasy and revolutions of the Polish-French pianistic guru's super-romantic music also demands étude (»practice«, »eagerness«, »interest«, »occupation«).
How to compete in music? Jakub Piątek’s Pianoforte depicts in a raw and moving way these piano-fighters backstage. While their nerves are sweating under their nice concert clothes. While they articulate that there is no plan B. As much as they love the polonaises and nocturnes they play, as much is their absolute respect, coupled with the fear of experiencing a blackout when it is their turn to – perhaps – write the next chapter in this piano battle, which has taken place since 1927 and is as brutal as fist fighting. But also so damn beautiful. It just sounds so damn good when 17-year-old Hao's delicate piano fingers hit the piano in the kitchen at home in China, while his mother is cooking just beside him. Bread and Chopin – that's life!
Translation from Danish: Andreo Michaelo Mielczarek
Blod, sved og Chopin
»De er seriøse maskiner. De har trænet hele deres liv. De er som CIA,« lyder det i dokumentarfilmen Pianoforte, som følger en række pianister op til The International Chopin Piano Competition i Warszawa. De er unge, de gennemlever dramaer i musikken, som de endnu ikke har oplevet i det virkelige liv. En vil fejre en eventuel sejr med en Chopin-tatoo. En anden filmer sig selv endeløst med sin iPhone: »Jo mere man ligner Chopin, jo bedre«. Bølget Chopin-hår spiller. Tangent-ekvilibrisme går hånd i hånd med attitude og showmanship, som de følsomme pianistiske maskiner også må kontrollere. Ekstasen og revolutionerne i den polsk-franske pianistiske gurus super-romantiske musik kræver også étude (»øvelse«, »iver«, »interesse«, »syssel«).
Hvordan kan man konkurrere i musik? Jakub Piąteks Pianoforte skildrer råt og bevægende piano-fighterne, zoomer ind på deres svedende nerver under det pæne koncerttøj, backstage – mens de udtrykker, at de ikke har nogen plan B. Lige så meget de elsker de polonaiser og nocturner, de spiller, lige så stor er den næsegruse respekt og frygten for at gå i sort, når det er deres tur til – måske – at skrive det næste kapitel i denne piano-battle, som er foregået siden 1927 og jo er lige så brutal som kampsport på næver. Men også så smuk. Det lyder bare så forbandet godt, når 17-årige Haos delikate klaverfingre rammer klaveret hjemme i køkkenet i Kina, mens hans mor står ved siden af og laver mad. Brød og Chopin – det er livet!
Uden filter i Tallinn
Fra filmens begyndelse kastes vi ind i øvelokalet. Den kompromisløse musiker, bandlederen – eller »chefen« som saxofonist Maria Faust selv kalder sig – har taget sit danske band med til Estland, hvor hun blev født, for at indspille albummet Organ i St. Nicholas' kirke i Tallinn. Udover at være en hyldest til orgelet, der er gennemgående på pladen, ser man Faust forklare bandet, at det også skal ses som en hyldest til det kvindelige organ: livmoderen. Hun slår ud med armene, da hun siger det og ler let for at tage brodden af den blodige alvor, hun præsenterer midt i dette mandefællesskab. For Faust har humor, og gennem hele filmen fremstår hun både uhøjtidelig, karismatisk og stærk, men snart finder vi ud af, at vi faktisk følger kunstneren midt i en form for livskrise.
Titlen på filmen, Machina Faust, er udover at være en reference til hendes album fra 2018, sigende for det menneske, den portrætterer – en skaberkraft med et overlevelsesinstinkt uden lige. På den ene side ruller hendes karriere endelig ud over stepperne, hvilket et helt bord fyldt af prisstatuetter vidner om. På den anden side sørger hun over at have fået konstateret, at hun ikke kan få børn, mens hendes ægteskab er i vanskeligheder. Faust er dog vant til at kunne arbejde sig ud af det meste: »Any kind of pressure from someone, makes me do the opposite,« siger hun. Men konfronteret med sin egen fortid som offer for et seksuelt overgreb, både i hendes helt nære relation, og i suiten, hun er ved at skrive om vold mod kvinder, Mass of Mary, oplever vi også hendes skrøbelighed.
Machina Faust fremstår som et ærligt og alsidigt portræt af en kvinde og kunstner, der gennemlever mange af livets paradokser. Politiske spørgsmål antydes, men filmen er hverken for privat, dømmende eller moraliserende. En vigtig og interessant dokumentarfilm, som giver lyst til selv at skabe.
Højspændt totalteater
Befinder man sig pludselig i lysdæmpet selskab med en snes performere fra Hotel Pro Forma og SMK’s samling af nordisk kunst fra guldalderen og det moderne gennembrud, er her et godt råd: Smid, hvad du har i hænderne, og følg efter Loré Lixenberg.
Det er den britiske mezzosopran, der agerer livgivende kaoskraft i den kultiske videnskabsperformance Elektricitet. Så jeg finder hurtigt ud af at stalke hende, mens hun defilerer fra rum til rum og obstruerer de andre medvirkende, måske fordi hun misunder dem deres veldefinerede roller.
I ét rum taler en hvidhåret H.C. Ørsted og bryder ud i en gendigtning af »Bjørnen sover«, men Lixenberg intervenerer med kaudervælsk og kraftfuldt resonerende improarier. Halvt mimer hun det fremmede sprog, fanger enkeltstavelser og gør dem til løbske koloraturer. Tænk at have et hjemme, at høre til et sted.
En omvandrende sangerkvartet med lommelys i munden får samme behandling, da de forsøger sig med »I Danmark er jeg født«. Lixenberg søger det sprog, der findes i andre mennesker, men også i videnskabelige artefakter: Hun gør besat kur til en kulbuelampe, et Faraday-bur. Hør mig, svar mig.
I andre rum hersker knitrende kvadrofoni, harmoniske nordlysdroner og kymatiske klangborde akkompagneret af overfræsende livesampling. »Fremtiden er elektrisk,« udbryder en vandrende ånd, der siden messer om utopisk fusionsenergi.
Det er den blanding af dystopisk kaos og lysende utopi, der gør Elektricitet til både gribende og oplivende totalteater, som slår gnister.
Cello over bord!
Stålsat sætter Jakob Kullberg retningen helt fra begyndelsen i Thomas Agerfeldt Olesens kontrastrige cellokoncert nr. 2, som blev uropført torsdag aften af Sønderjyllands Symfoniorkester og nu kan streames på P2 – heldigt nok for de af os, der havde forvildet os til åbningen af Pulsar Festival på DKDM i stedet.
Små, huggende anslag fra resten af orkestret får ikke Kullberg ud af kurs, han fortsætte sin klare, vibrerende linjeføring. Indtil det altså ikke går længere. Solisten standser op, lytter til de let kæntrende udsagn i hornene, og så sætter manien ellers ind: Pludselig lyder celloen hektisk flimrende, mens et mørke af klynger og ekspressiv atonalitet åbner sig omkring den.
Blomstrende træblæsere og et idyllisk strygerhav tilbyder et fromt helle i dur, men stressen har sat ind, og det uundgåelige sker: Tunge helvedesbrøl bryder frem med skæbnesvanger messing og intrigante strygere, mejslet fast med distinkte metalslag.
Den vægtige førstesats ender med solistens endeligt. Celloen filer sig ihjel, ledsaget af en sympatiserende piccolofløjte; med nådesløse staccatodrøn skubber orkestret dem helt ud over kanten. Og så følger altså den korte andensats, en melankolsk himmelfærd, hvor Kullberg med det yderste af sit register svæver op mod lyset.
Trendsættende toneskrift? Måske ikke, men slet ikke dumt. Sådan lyder vistnok en fuldblodsromantisk komponist anno 2023. Kæntring og frelse, værsartig. Med lejlighedsvis slagside mod et historisk udtryk, nuvel, men det kan vi vel nok rumme. Reb sejlene, der er storm i sigte!