James Black
28
Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.
Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?
”Den handler om musik. Simpelthen.”
Hvordan?
”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.
Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.
Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”
Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?
”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”
For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?
”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.
Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”
I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?
”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”
Bæredygtig debut
Monika Szpyrka: »Sustainable Music«
Hvordan gentænker man »koncerters, instrumenters og kunstneres roller« i en klimakrise? I min optik bør svaret ikke reduceres til Zero Waste. For den naturfarvede, antiforbrugeristiske bloggerbevægelse feticherer ofte bare en anden form for forbrug: Køb bambusbestik og red verden!
Men det er svært at ændre en kreativ industri underlagt et økonomisk system, der ødelægger verden for profit. Så jeg kan dårligt bebrejde Monika Szpyrka for at starte ved de velkendte r’er (Reduce, Reuse, Recycle m.fl.), der blev et udtalt budskab for hendes debutkoncert Sustainable Music fra Det Jyske Musikkonservatorium. Dette titelemne blev lydkompositorisk kompetent og virkningsfuldt udforsket både med NJYD-kvartettens fløjte, guitar, saxofon og perkussion – og med de musikalske muligheder i metaldåser.
Undervejs blev også oversvømmelser, skovbrandes flammehav og flygtninge i hundredemilliontal eksplicit nævnt. Derfor skurede det, da jeg, fra min publikums-yogamåtte, i sidste værk, så en lyskædeglimtende kollektion af grønvaskede livstilsprodukter.
Så jeg følte budskabet runge hult – men det kan ikke siges om det rige lydbillede, der nu lød fra hvert sit patentglas: Bobler skvulpede fra et stålsugerør, akkompagneret af klar klirren fra tørrede bønner, der hoppede på en glasbund. De fyldige luftstrømme pustet på kanten af et resonerende glas blev skarpt brudt af skramlen fra genbrugeligt bestik. Alt sammen anderledes og aldeles vel sammensat.
Kort sagt: Kontraproduktivt klimaudsagn, men umiskendeligt kyndig komposition.
Der var den igen, apokalypsen
Klang Festival: »Nerverne er galere end jeg« – Ly Tran
Marcela Lucatelli forstår at gøre en entré. Stampende med et mandshøjt plakatrør koder hun en rytme i gulvet, mens et ensemble af flossede nerver finder hen bag fløjter, elguitar, slagtøj, Moog, kontrabas og harpe. Tre, to, en, støj – og Ly Trans druknede vokal over digte af Olga Ravn.
Her hersker en helt anden vildskab end i Mette Nielsens mere dramatisk reciterende komposition over Asta Olivia Nordenhofs poesi forinden, hvor Ly Tran aldrig helt fik formidlet den tekst, der egentlig var centrum for værket. I Lucatellis absurde feberdrøm kommer sopranen langt bedre til sin ret som desperat forpustet, monstrøst grinende formidler af et sammenbrud. At teksten også her forsvinder, gør mindre.
Hvor Nielsen, med en vis charme og elegance, tæmmede sit materiale med afbrydelser og små motorer af melodiske fragmenter, lyder Lucatellis tilstandsmusik som et flystyrt uden ende. Musikerne blæser og saver løs, inden de rituelt performer en spasme og griser Ly Trans hvide kjole til med smør og rødvin. Kontroltab, besættelse, forsvarsløshed … og en smule humor.
Endnu en gang er Jorden kortvarigt gået under i selskab med Marcela Lucatelli. Apokalypsen kan kun blive et antiklimaks nu.
Moog til folket
Klang Festival: »The Minimoog Project« – Sebastian Berweck
© Alexander Banck-Petersen
En bedaget døs af musikhistorisk revisionisme meldte sig i Musikhusets forgyldte lokale: Nu skulle Minimoogen skrives ind i den klassiske kanon med koncerten The Minimoog Project. »Synthesizernes Stradivarius«, som hovedpersonen Sebastian Berweck varedeklarerede.
Der gik Darmstadt i den: Skulle vi nu til alt det med de »nie erhörte Klänge« én gang til? Ikke rigtig. Futurisme var ikke en del af startopstillingen. I stedet havde man sat retromani på banen i form af Dorit Chryslers theremin-tryllerier i værket Fracture 22. Magien udeblev i det forudsigelige plot, hvor instrumenterne startede i hver sit frekvensland men til sidst fandt sammen i fælles filtrering.
Heldigvis blev der skiftet ind med værker, der rent faktisk havde noget på hjerte. Juan David Perez’ støjende tandrodsbehandling i Abstraco Model – Ducil Artefacto gjorde nas. Misha Cvijovics filmiske granatchok Iktuarspok var – trods den slidte symbolisme – en smagfuld drone, som smidigt mixede Moogens bløde og hakkende kurver.
Befriende var det, da Kirstine Lindemann stødte til og førte synth-æstetikken væk fra sig selv og ind i kroppen. Værket TRIO fascinerede i sin telepati mellem de to performere, der – med lukkede øjne – virkede introspektive og forbundne på samme tid. Hænderne bevægede sig op og ned som scannere i penduler med den opkoblede vejrtrækning. Hvad viste Lindemanns røntgenbillede? En nysgerrig forløsning af Minimoogen som en del af et kropsligt ritual.
En bittersød perle af elegant pastiche
Nick Martin: »Bittersweet«
© Dacapo
Så uhildet klagende har den ny musik ikke lydt i fem hundrede år. Og hvor havde det da været let for Nick Martins 20 minutter lange værk for mezzosopran, akkordeon og marimba at lyde virkelig usmageligt. Men det gør Bittersweet så absolut ikke. Elegancen stråler ud af renæssancepastichen, det samme gør oprigtigheden; det er Niels Rønsholdt uden fiduserne.
De to musikere – Jónas Ásgeirsson på akkordeon, Katerina Anagnostidou på marimba – forstærker indfølt Þórgunnur Anna Örnólfsdóttirs fængslende klagesang. Tilsammen lyder de i Garnisonskirkens rum som meget mere end en trio (skud ud til producer Ragnheiður Jónsdóttir!).
Bittersweet veksler effektivt mellem nænsomme gentagelser, eftertænksom stilhed og pludselige udladninger af smertelig skønhed. Bevægelserne er mådeholdne, fordybelsens ro får akkurat tilpas modspil af marimbaens tremolo og akkordeonets omhyggelige spændingskurver af intensitet.
Det er simpelthen en lille perle, Martin og Kimi-trioen har begået. Lad os endelig få flere af disse korte, men komplet meningsfulde digitaludgivelser fra Dacapo; det slidte portrætalbumformat savnes ikke.
Tårevældende duo-patos
Klang Festival: »Project Home« – Duo Dan/Nie
© Alexander Banck-Petersen
Hvornår har man sidst grædt til en koncert med ny kompositionsmusik? I de eksperimenterende rammer er der sjældent plads til den form for patos, der går i tårekanalerne. Men Fei Nie (klaver) og Sofie Thorsbro Dan (violin) fik det næsten til at ske for mig. Det var James Black-værket Colossi, der gik rent ind. Min sidemand var endda helt grædefærdig.
‘Kulturmøder’ var aftenens tema. Komponisterne havde det til fælles, at de alle er flyttet fra deres hjemland. Selve koncertens opbygning havde også karakter af hjemme-ude-hjemme. Duoen startede og sluttede på deres respektive hovedinstrumenter – overlegent håndteret med et væld af udvidede teknikker.
Aya Yoshidas Decode og Bára Gísladóttirs Prussian Blue var dog komplet væsensforskellige. Decode føltes ivrig, tangerende til det forhastede. Der skulle spilles med omvendt bue, pustes på violinen, og klaveret skulle agere guiro og bordtennisbord. På rekordtid var kortene lagt på bordet. Omvendt var maleriske Prussian Blue mere tålmodig. Særligt var det en fornøjelse at høre Dans vekslen mellem kvalt bariolage og lange toner, der efterhånden åbnede sig nidkært i klangen.
De to værker i midten var også som nat og dag. Selvom det var friskt at orkestrere Xavier Bonfills ambiente 2x2 for de to instrumentalisters stemmer, faldt grebet til jorden. Man savnede bredden i klangrummet af den sfæriske midi-meditation.
Men James Black stjæler overskriften, nok engang. Selv vogtede han, som den mest knuselskelige gudeautor over værket på en storskærmsvideo. Man skal ikke forveksle hans absurditeter med kaos: Black komponerer med en rigid stramhed. Netop derfor bliver hans udtryk ekstra virkningsfuldt, når det giver tegn til følelsesapparatet. Den rørende sidste sats, hvor Dan havde bevæget sig ud i våbenhuset, og duoen spillede en adspredt sus-pop i hver sit rum, imens Black malede sig med læbestift på skærmen, er i hvert fald noget, jeg sent vil glemme.