Det danske sommervejr minder os – på godt og ondt – om, at det er tid til at holde fri og koble af. Ferien er oplagt til at få læst og lyttet til nogle af de ting, der måske ikke er tid til i en travl hverdag, og her bidrager Seismograf med en god stak indhold til lidt digital sommerfordybelse. Vi holder lukket i juli, men går ikke på ferie uden at sikre os, at der er masser af lytte- og læsestof på både dansk og engelsk til at holde hele sommeren.
Komponister på scenen
Du kan starte med at fordybe dig i vores seneste engelsksprogede fokus, der under overskriften Composer/Performer gennem syv artikler beskæftiger sig med komponister, der går på scenen og tilfører musikken nye performative aspekter såvel som en indbygget udforskning og genovervejelse af komponistens rolle. Fokusset udspringer af et forskningsprojekt anført af Sanne Krogh Groth, der også har redigeret fokusset, og de grunlæggende idéer opridses og diskuteres i hendes egen artikel. Norske Trond Reinholdtsen reflekterer over det 20. århundredes komponister, idet han præsenterer sit énmandsprojekt The Norwegian Opera. Juliana Hodkinson genbesøger en personlig krise i sin tekst, mens Niels Rønsholdt identificerer sig med lytteren, når han positionerer sig som fremmed i forhold til sin egen musik. Den femte artikel er en transkriberet paneldebat mellem Louise Alenius, Kristian Hverring og Simon Steen-Andersen fra Nordic Music Days i Reykjavik. Alenius er tilmed omdrejningspunktet for en artikel af Torben Sangild, som har oplevet en én-til-én-koncert med komponisten i sit soveværelse, der midlertidigt blev omdannet til koncertsal. Musiker, komponist og forsker Henrik Frisk afslutter med at undersøge mulighederne i det amatøristiske aspekt ved komponister, der går på scenen og påtager sig musikalske opgaver, de ikke er skolede til.
Lyt Dybt
Vores podcast Lyt Dybt har netop afsluttet sin første sæson, og der er sammenlagt 15 afsnit om alt fra undervandsoptagelser og hverdagslyd til voksvalser, midi-violiner og lyttemeditation, som du kan give dig hen til, hvis du ikke allerede har gjort det. De seneste afsnit er en del af den serie, vi kalder Lyden af planeten Jorden, som helliger sig fænomenet The Voyager Golden Records – to guld-LP'er indeholdende musik og lyde fra vores klode, som blev sendt ud i det interstellare rum i 1977.
I serien møder vi lektor og kunstner Jenny Gräf, mediearkæolog Jussi Parikka, forfattersaxofonist TS Høeg samt kurator og NASA-buff Jacob Lillemose, der alle forholder sig til dét at sende jordlyde ud i rummet.
Søg på Lyt Dybt i din podcast-app eller lyt med her på siden.
Senest på seismograf.org
»Hvis man præsenterer noget meningsløst vrøvl, sker der ingenting.« Søren Møller Sørensen mødte ved et tilfælde en af sine bekendte på et konditori i Cairo – den egyptiske komponist Bahaa El-Ansary. Det kom der et spændende interview ud af.
»Det umiddelbare indtryk af mødet med værkerne forandredes gradvist, og efter et stykke tid udvikler udstillingen sig i retning mod det, jeg opfatter som kernen i de fleste af Norments værker; arbejdet med materialer og titler, hvor lyd ofte er et grundelement.« Andreas Engström anmelder Camille Norments aktuelle udstilling på Oslo Kunstforening.
»Struer Tracks er på mange måder godt nyt for den danske lydkunstscene. Åbningsweekenden tegner i hvert fald et billede af en forfriskende uformel og særdeles vedkommende formidling af et meget bredt udsnit af lydkunst anno 2017.« Jakob Gustav Winckler har besøgt Danmarks eneste festival for stedsspecifik lydkunst, Struer Tracks.
Fik du vist, hvem komponisten Allan er? »Det er det, jeg er lidt i tvivl om. Derfor ville lidt mere musik have været godt,« siger han. »Men personen Allan var der – for første gang.« Læs Sune Anderbergs portrætinterview med debutanten Allan Gravgaard Madsen.
Syntetisk citron i Aarhus
Indvielsen af Else Marie Pades Plads ved Godsbanen i Aarhus skulle have fundet sted i august 2020, men blev pga. corona udskudt. Og 27. maj stod behagelige toner i flydende kontrast til den grå betonplads, da de elektroniske kunstnere Tobias Sejersdahl & Sophia Sagaradze (ALF) åbnede med mixede live optagelser, der sendte øregangene tilbage til 90’ernes konsolspil. Et syntetisk citronduftende pissior, toiletbåsene, foyeren og entréen på Radar udgjorde rammen for HAUMANS lydinstallation Creeper – syv minutters mix af reallyde fra spillestedet blandet med synth og vokal flød konstant frem og tilbage igennem rummenes højttalere i et varierende mønster programmeret af Sophia Sagaradze. Omend værket var spændende, havde det vundet ved individuelle lyde i de forskellige rum.
Sophie Birch brillerede ved langsomt at forme sit blide soundscape af metalliske vindklokker og klarinet i live loops, klangflader og gæsteoptræden fra en saxofonist. Koncerten kulminerede med stærk vokal indhyllet i tunge rytmer a la Björk og Portishead. Intensiteten tog af, og hun sluttede med en enkelt drone og sang på knæ foran mixerpulten.
Men hvor var sammenhængen mellem det udmærkede – omend noget nedskalerede – arrangement og Else Marie Pade?
I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.
Det store ingenting
Det er sundt at kede sig, siger mennesker, som ofte keder sig. Godt nyt, i så fald: for Ensemble Storstrøms portrætalbum af Kasper Rofelt er årets kedeligste udgivelse. Med længder!
Her er alt, hvad den kedsomhedsglade har brug for: generiske værker med etudepræg; musikere, der tæller takter i stedet for at spille musik; dynamik og klanglig opfindsomhed på niveau med en ventetone. Musikalsk æter, simpelthen.
Musikken virker helt befriet for selvkritik, helt ubevidst om sin egen ferskhed. Tag titelværket: først en glidning her, en opbremsning der, et pizzicato, en klynge – idéløsheden sat i toner. Måske et afsæt for en spejling, en dramatisk dikotomi?
Drøm videre. Da kammerværket vender sig om og skal til at formidle sin kontrast, udøver klaverets slæbende skalaløb og tomme morsesignaler den ferskeste dramatik af alle.
Det lyder, som om nogen løfter låget af en osteklokke, der har stået på konservatoriet siden starten af 00’erne. Hører nogen virkelig en kunstnerisk vilje her, et temperament?
»Bank-bank-bank,« lyder det mod slutningen af albummet. Det er ikke skæbnen, der banker på. En harpe kører i rille, klaveret triller monotont. Hvem er det dog, der banker? Ikke nogen, åbenbart. Ingenting. Og lyden kommer indefra.
Nådesløs massage
Da jeg så, at japanske Merzbow og amerikanske Arcane Device havde lavet et album sammen, var jeg med det samme både nysgerrig og lidt overrasket: Nysgerrig fordi både Merzbow og Arcane Device gennem fire årtier har stået bag nogle af støjmusikkens efter min mening mest spændende udgivelser, men også overrasket fordi de for mig at se repræsenterer to vidt forskellige æstetiske retninger inden for genren. Hvor Merzbows musik er overvældede og grænseoverskridende som at befinde sig inde i en mastodontisk, brutalistisk betonbygning imens den er ved at blive revet ned, er Arcane Devices musik ulmende, fremmedgørende og let uhyggelig som at stirre dybt ind i de intenst mørke felter i et Mark Rothko-maleri. Hvordan forener man to musikalske universer, der begge er kendetegnet ved fuldstændig kompromisløshed?
Svaret, viser det sig, ligger implicit i spørgsmålet: nemlig ved at fastholde kompromisløsheden. Fremfor at mødes et sted i midten, lyder Merzbow & Arcane Device som produktet af to kunstnere, der, på den bedst tænkelige måde, forsøger at sabotere hinanden: som en slags musikalsk tovtrækning, hvor begge forsøger at hive rebet ind på egen banehalvdel, og ingen nogensinde overgiver sig. Resultatet er en konstant afvekslende musikalsk oplevelse, hvor man som lytter har fornøjelsen af det ene øjeblik at befinde sig i en blidt summende massagestol for det næste at blive nådesløst tortureret med et tandlægebor.
Verden gennem fortættet vanddamp
Antydningens kunst. Er det ikke den, der hersker her? Jeg kigger op mod himlen og ser regnvåde skyer, lukker øjnene og lytter til vindspillet på albummets åbning. Noget sætter sig i bevægelse.
Klokkerne camouflerer sig hurtigt som elektroniske lysglimt, virkeligheden i let forvrængning. Da Pontoppidan træder ind med sin luftige og nære vokal – et blidt kaudervælsk – lyder det fonetiske vemod som et farvel til verden, som vi kender den.
Vi er trådt ind i en drøm. Jeg åbner øjnene og ser lyset skubbe skyerne rundt. I den nye verden mødes jeg af besatte vokalloops og dybe toneklynger i Povl Kristians afmålte klaverspil. En ursuppe. Cirklende akkordbrydninger chanter Pontoppidans længselsfulde, diskante linjer frem.
Hun gisper efter vejret, synger på ind- og udåndinger. Det lyder som en ny verdens fødsel. Og som et blidere supplement til Marcela Lucatellis mere monstrøse, ligeledes ordløse vokalkunst. Tilbageholdt antydning.
Life in Life indeholder kimen til et verdensopbyggende værk i større format. Det er mere interessant, når albummet viser virkeligheden gennem et slør – som på afslutteren »Rise«, hvor man ligesom befinder sig i fjern nærhed af en chanteuse – end når det søger meditativ ro på »Ocean of Bliss«.
Den forunderlige udgivelse er bedst, når Pontoppidan løfter os ind i den urolige drøm. Op i de grå skyer, hvor man ser ned på en forandret verden gennem fortættet vanddamp. Deroppefra ligner alting akkurat ikke sig selv. Sikke et syn.
Betagende båndstøj
Med kun synths og kassettebåndoptagere har Morten Riis skabt et album, der med sine selvpålagte begrænsninger opnår en fascinerende dybde. Et album, der med meget få virkemidler siger virkelig lidt og på samme tid virkelig meget.
Små musikalske bidder driver ind og ud af det hørbare felt. Ringer ind, brummer, hviner, hvisler og ringer ud igen. For det meste støt op og ned som et åndedræt, med lejlighedsvise bratte ophold. Mere eller mindre påvirket af kassetteformatets inhærente båndstøj. Selv de mest tyste øjeblikke er underlagt denne summen. Jeg elsker den tilstedelighed, det afføder. Teksturerne er nærmest fysiske.
Albummet har en meget åben lyd. Den er minimalistisk, sommetider smuk. Men oftest er den der bare. Gør ikke megen væsen af sig på en utroligt tiltalende facon. Det ene øjeblik lyder det meget jordnært, det næste – sakralt. Riis leger med tyngde og lethed, og tyngdens lethed og lethedens tyngde på en måde, der synes at ophæve alle gængse relationer mellem dem. Som for eksempel nummeret »den støjende sol«, der i realiteten ikke spiller meget højere end resten af musikken, rent decibelmæssigt, men alligevel brager gennem højttalerne på hidtil uhørt maner.
Det er betagende, hvor rigt, dybt og bevægende et stykke musik, Riis har sammensat af så undseelige elementer. Hans stille støj er tavs som en skygge i hjørnet af et rum – og kraftfuld som skyggens skaber og ødelægger.