Det danske sommervejr minder os – på godt og ondt – om, at det er tid til at holde fri og koble af. Ferien er oplagt til at få læst og lyttet til nogle af de ting, der måske ikke er tid til i en travl hverdag, og her bidrager Seismograf med en god stak indhold til lidt digital sommerfordybelse. Vi holder lukket i juli, men går ikke på ferie uden at sikre os, at der er masser af lytte- og læsestof på både dansk og engelsk til at holde hele sommeren.

Komponister på scenen
Du kan starte med at fordybe dig i 
vores seneste engelsksprogede fokus, der under overskriften Composer/Performer gennem syv artikler beskæftiger sig med komponister, der går på scenen og tilfører musikken nye performative aspekter såvel som en indbygget udforskning og genovervejelse af komponistens rolle. Fokusset udspringer af et forskningsprojekt anført af Sanne Krogh Groth, der også har redigeret fokusset, og de grunlæggende idéer opridses og diskuteres i hendes egen artikel. Norske Trond Reinholdtsen reflekterer over det 20. århundredes komponister, idet han præsenterer sit énmandsprojekt The Norwegian Opera. Juliana Hodkinson genbesøger en personlig krise i sin tekst, mens Niels Rønsholdt identificerer sig med lytteren, når han positionerer sig som fremmed i forhold til sin egen musik. Den femte artikel er en transkriberet paneldebat mellem Louise AleniusKristian Hverring og Simon Steen-Andersen fra Nordic Music Days i Reykjavik. Alenius er tilmed omdrejningspunktet for en artikel af Torben Sangild, som har oplevet en én-til-én-koncert med komponisten i sit soveværelse, der midlertidigt blev omdannet til koncertsal. Musiker, komponist og forsker Henrik Frisk afslutter med at undersøge mulighederne i det amatøristiske aspekt ved komponister, der går på scenen og påtager sig musikalske opgaver, de ikke er skolede til.

Lyt Dybt
Vores podcast Lyt Dybt har netop afsluttet sin første sæson, og der er sammenlagt 15 afsnit om alt fra undervandsoptagelser og hverdagslyd til voksvalser, midi-violiner og lyttemeditation, som du kan give dig hen til, hvis du ikke allerede har gjort det. De seneste afsnit er en del af den serie, vi kalder 
Lyden af planeten Jorden, som helliger sig fænomenet The Voyager Golden Records – to guld-LP'er indeholdende musik og lyde fra vores klode, som blev sendt ud i det interstellare rum i 1977.
I serien møder vi lektor og kunstner Jenny Gräf, mediearkæolog Jussi Parikka, forfattersaxofonist TS Høeg samt kurator og NASA-buff Jacob Lillemose, der alle forholder sig til dét at sende jordlyde ud i rummet.
Søg på Lyt Dybt i din podcast-app eller lyt med her på siden.

Senest på seismograf.org

»Hvis man præsenterer noget meningsløst vrøvl, sker der ingenting.« Søren Møller Sørensen mødte ved et tilfælde en af sine bekendte på et konditori i Cairo – den egyptiske komponist Bahaa El-Ansary. Det kom der et spændende interview ud af.

»Det umiddelbare indtryk af mødet med værkerne forandredes gradvist, og efter et stykke tid udvikler udstillingen sig i retning mod det, jeg opfatter som kernen i de fleste af Norments værker; arbejdet med materialer og titler, hvor lyd ofte er et grundelement.« Andreas Engström anmelder Camille Norments aktuelle udstilling på Oslo Kunstforening.

»Struer Tracks er på mange måder godt nyt for den danske lydkunstscene. Åbningsweekenden tegner i hvert fald et billede af en forfriskende uformel og særdeles vedkommende formidling af et meget bredt udsnit af lydkunst anno 2017.« Jakob Gustav Winckler har besøgt Danmarks eneste festival for stedsspecifik lydkunst, Struer Tracks.

Fik du vist, hvem komponisten Allan er? »Det er det, jeg er lidt i tvivl om. Derfor ville lidt mere musik have været godt,« siger han. »Men personen Allan var der – for første gang.« Læs Sune Anderbergs portrætinterview med debutanten Allan Gravgaard Madsen.

kortkritiklive
20.03.2025

Trancens kraft: En rejse fra Indonesien til Roskilde

Andreas Johnsen: »Cosmic Balance«
© PR
© PR

I 2022 vendte den Indonesiske trup Juarta Putra Roskilde Festival på hovedet og henførte et talstærkt publikum med en trancedans kaldet reak. I dokumentarfilmen Cosmic Balance fører instruktøren Andreas Johnsen os tilbage til tiden lige inden, til Putras hjemby Cinunuk på Vestjava i Indonesien, hvor vi gennem 24-årige Anggi Nugraha introduceres til reak, og til hvordan unge og gamle til lyden af dundrende trommer, forvrænget tarompet (rørbladsblæser, minder om en obo) og reciterende sang, hengives til de forfædre, der besøger dem i deres vilde trancer. Anggi selv, der netop er blevet leder af reak-gruppen, hjemsøges af sin bestemte bedstefar, der giver ordrer til, at traditionerne skal bevares og overholdes.

Anggi er dog usikker på sin nye rolle. Han er ikke i blodlinje med forgængeren Abah eller nogle af de andre i gruppen, men er vokset op i landsbyen blandt musikerne, efter hans forældre af uvisse grunde efterlod ham der. Vi møder også Anggis kæreste, som han gerne vil giftes med, men som han af samme grund ikke har fået forældrenes accept til. Anggi er en følsom og sympatisk ung mand, som man kun ønsker det bedste for. Han selv søger hjælp hos en sandsigerske, der giver ham styrke til at rejse til Danmark, og til at gennemføre et ægteskab med hans udkårne. Hvordan det går med giftemålet, vides ikke, men rejsen til Roskilde bliver en udpræget succes. 

Filmens lydspor fungerer overvejende godt med feltoptagelser og truppens egen musik. Mindre velvalgte er passagerne med lyrisk klaver og strygere som ledsagelse til trance-scenerne fra Cinunuk, der kommer til at fremstå unødigt iscenesatte. Det ændrer ikke ved, at Cosmic Balance giver et sympatisk og fascinerende portræt af en musik, der på den ene side passer perfekt til Roskilde Festivals globale og mangfoldige profil, men som også stammer fra en verden så fjern fra Roskildes inferno, at man næppe kan se, hvor enderne mødes. Men det gør de, den nat på Roskilde. 

© Tuala Hjarnø

»Mit forhold til musik er dybt passioneret. Ud over at spille og arbejde med mange genrer skriver jeg også om musik – for tiden mest i Gaffa og på min egen blog på www.vaering.com. Jeg anmelder især koncerter, fordi jeg elsker at gå til koncerter og mærke både musikken og dem, der spiller den. Jeg har også en podcast, Værings Musiklytteri, hvor jeg med skiftende musik-nørdede gæster dykker ned i forskellige temaer.

Jeg plejer at sige, at jeg lytter til alt fra post-punk til country. Én rød tråd er dog nogenlunde konstant, nemlig at jeg er mest optaget af de mere håndspillede genrer. Der er undtagelser fra den regel, men som regel gider jeg ikke rigtig musik, der – som jeg kalder det – er undfanget i en petriskål.  Det organiske, det taktile, betyder meget for min oplevelse af musik. Jeg vil have levende mennesker, der river i nogle strenge, slår på noget skind og fortæller mig en historie der ligger dem på sinde. Jeg tager også gerne mine vokaler rørende, inderlige eller ligefrem uregerlige, og så vil jeg gerne have tekster med både vid og bid. Hver gang jeg har sat mig ned for at lave denne liste, er jeg gået i stå, fordi det blev for stort at udvælge fem sange til verden. Nu har jeg bestemt mig for at lægge til føje lige nu til opgaveformuleringen. Her er således fem sange/kunstnere, som jeg har lyttet til i netop denne uge – dvs. sange, der er udkommet inden for de seneste to-tre uger, altså mellem 17. januar og 7. februar 2025. Havde I fanget mig i næste uge, havde det været noget andet.«

Trinelise Væring (1965) er en dansk singer-songwriter, tekstforfatter, guitarist og bandleder. Væring debuterede på den skandinaviske jazzscene i 1992. I løbet af sin karriere har hun udforsket flere genrer gennem samarbejder, bl.a. med det norske ensemble Barokksolisterne, som bandleder for indie-jazzbandet Offpiste Gurus og senest for folk/roots-fusionsbandet Tone of Voice Orchestra. På album og turnéer har hun spillet med navne som Alex Riel, Carsten Dahl og Bobo Stenson. I januar udgav Væring sit ottende soloalbum med titlen A Songwriter’s Odyssey.

kortkritikrelease
14.03.2025

Fællesskabet i kollapset

Nausia: »Finding a Circle«
©Astrid Lemmike

Det transcendente er i førersædet på københavnske Nausias seneste album, Finding a Circle. Langsomme opbygninger og intense nedrivninger er bandets grundlæggende form, og et net af saxofonharmonier svæver rundt i et stramt og dristigt sammenspil. Det er ikke alle bands, der kan bevare den intense fornemmelse af en livekoncert på en indspilning. Men på Finding a Circle formår Nausia at banke spændet mellem scene og studie ned til en ligegyldig bagatel, med et fænomenalt og utroligt vellydende sammenspil.

Der er noget ved en saxofons fysiske betingelser, der gør, at det er nemt at fornemme musikerens tilstedeværelse. Ventilernes klappen og den intense vejrtrækning gør det let at danne et indre billede af mennesket bag messingen. På nummeret »E.D Interlude« sørger saxofonernes luftige pusten og mekaniske flappen for, at jeg som lytter opfører mig med samme stille beundringsværdighed, som hvis jeg var til koncert. Så når næste nummer, »Eco Death«, sparker stilheden til dørs, er det svært ikke at blive nærmest fysisk begejstret over albummets intense kontraster mellem nærvær og smadder.

Titler som »flowers grow through concrete too« og »Eco Death« sætter det vokalløse album i et dystert lys af klimakollaps. At finde et fællesskab i en kaotisk verden – om det er til koncert, på et album eller andetsteds – er essentielt for livet i en krise. Finding a Circle er et fornemt eksempel på netop dette.

»Jeg kan ikke undvære at lytte til musik, og jeg kan ikke undvære at spille musik. Jeg hører aldrig musik, mens jeg laver noget andet. Eneste undtagelse er, når jeg kører bil. Der hører jeg til gengæld mest musik, der aldrig ville være genstand for mit arbejde som klassisk anmelder. Jeg har spillet tværfløjte, siden jeg var teenager. Efter jeg for nogle år siden opdagede, hvor fedt det er at spille på traversfløjter, som de så ud i 1700-tallet, gør jeg i øjeblikket kun det.«

Thomas Michelsen har anmeldt klassisk musik ved danske dagblade i tre årtier. Først ved Information, derefter på Politiken, hvor han er musikredaktør. Han er uddannet cand.mag. i musikvidenskab og filosofihistorie, har arbejdet som redaktør på Carl Nielsen Udgaven og udgav i 2022 den første biografi om komponisten Vagn Holmboe, Det dybe og det rene, på forlaget Multivers.

kortkritikrelease
07.03.2025

En dristig vision for fløjte og stemme

© Samantha Riott
© Samantha Riott

Så dygtig en musiker er fløjtenisten Laura Cocks, at deres instrument ved optrædener for øjet forekommer som blot en forlængelse af kroppen. Cocks er en kraftfuld New York-baseret samarbejdspartner og fortolker inden for nyklassisk og eksperimentel musik – særligt som leder af det avantgardistiske ny musik-ensemble TAK Ensemble. Nu udgiver Cocks deres første soloudgivelse med improviserede kompositioner, FATHM, en akrobatisk sammenfletning af fløjte og stemme, der nikker til mærkelige og flygtige visioner – blandt andet fugle, tråde, frø mellem tænderne. På FATHM bringer Cocks al deres kunnen som fortolker af bestilte værker – senest udforsket i deres soloudgivelse fra 2022, field anatomies – i spil for at udvikle et uhæmmet, men særdeles fokuseret musikalsk sprog.

Hvis albummets mystiske trackliste fremstår som en form for kryptogram, så bliver lytteoplevelsen af FATHM en proces med dekodning, hvor grænserne mellem vokal og instrument udforskes. Åbningsnummeret, »A thread held between your fingers«, præsenterer Cocks som sin egen flimrende skygge, idet de samtidig spiller fløjte og udsender skrigende toner kun en anelse forskudt i tonehøjde. »Illinois« rives ud af Sufjan Stevens’ jerngreb og bliver til en rasende mumlen af halvblæste toner med underliggende rystelser af stemme. Cocks eksperimenterer videre med disse hæse klangfarver på de tre stykker: »To beget« og de senere variationer »To outstretch« og afslutningsnummeret »To fly«, der afspejler udviklingen af et danselignende tripletmotiv.

»FAVN«, som tilsyneladende er en tro skildring af en elefant med svær søvnapnø, kan måske forsone sig med den følsomme lytter gennem sin rene hengivenhed til det groteske, mens »A seed sucked between your teeth«, der kredser dovent omkring en stor none, inviterer til mere himmelske overvejelser. »A marsh wren« kunne tage den titulære fugl som sit udgangspunkt, men forestiller sig hurtigt en ny art, der synger en sang med travlhed, smæld og knips. På »YARN« antyder Cocks endnu en form for dyresang ved at skabe en kontrapunktisk dialog af miaven og knurren. Fløjtenistens evne til at balancere disse særegne hybrider er i sidste ende med til at definere FATHM lige så meget som Cocks’ glubske energi; dette er et album, der lige så gerne råber, som det snor sig.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek