Det danske sommervejr minder os – på godt og ondt – om, at det er tid til at holde fri og koble af. Ferien er oplagt til at få læst og lyttet til nogle af de ting, der måske ikke er tid til i en travl hverdag, og her bidrager Seismograf med en god stak indhold til lidt digital sommerfordybelse. Vi holder lukket i juli, men går ikke på ferie uden at sikre os, at der er masser af lytte- og læsestof på både dansk og engelsk til at holde hele sommeren.
Komponister på scenen
Du kan starte med at fordybe dig i vores seneste engelsksprogede fokus, der under overskriften Composer/Performer gennem syv artikler beskæftiger sig med komponister, der går på scenen og tilfører musikken nye performative aspekter såvel som en indbygget udforskning og genovervejelse af komponistens rolle. Fokusset udspringer af et forskningsprojekt anført af Sanne Krogh Groth, der også har redigeret fokusset, og de grunlæggende idéer opridses og diskuteres i hendes egen artikel. Norske Trond Reinholdtsen reflekterer over det 20. århundredes komponister, idet han præsenterer sit énmandsprojekt The Norwegian Opera. Juliana Hodkinson genbesøger en personlig krise i sin tekst, mens Niels Rønsholdt identificerer sig med lytteren, når han positionerer sig som fremmed i forhold til sin egen musik. Den femte artikel er en transkriberet paneldebat mellem Louise Alenius, Kristian Hverring og Simon Steen-Andersen fra Nordic Music Days i Reykjavik. Alenius er tilmed omdrejningspunktet for en artikel af Torben Sangild, som har oplevet en én-til-én-koncert med komponisten i sit soveværelse, der midlertidigt blev omdannet til koncertsal. Musiker, komponist og forsker Henrik Frisk afslutter med at undersøge mulighederne i det amatøristiske aspekt ved komponister, der går på scenen og påtager sig musikalske opgaver, de ikke er skolede til.
Lyt Dybt
Vores podcast Lyt Dybt har netop afsluttet sin første sæson, og der er sammenlagt 15 afsnit om alt fra undervandsoptagelser og hverdagslyd til voksvalser, midi-violiner og lyttemeditation, som du kan give dig hen til, hvis du ikke allerede har gjort det. De seneste afsnit er en del af den serie, vi kalder Lyden af planeten Jorden, som helliger sig fænomenet The Voyager Golden Records – to guld-LP'er indeholdende musik og lyde fra vores klode, som blev sendt ud i det interstellare rum i 1977.
I serien møder vi lektor og kunstner Jenny Gräf, mediearkæolog Jussi Parikka, forfattersaxofonist TS Høeg samt kurator og NASA-buff Jacob Lillemose, der alle forholder sig til dét at sende jordlyde ud i rummet.
Søg på Lyt Dybt i din podcast-app eller lyt med her på siden.
Senest på seismograf.org
»Hvis man præsenterer noget meningsløst vrøvl, sker der ingenting.« Søren Møller Sørensen mødte ved et tilfælde en af sine bekendte på et konditori i Cairo – den egyptiske komponist Bahaa El-Ansary. Det kom der et spændende interview ud af.
»Det umiddelbare indtryk af mødet med værkerne forandredes gradvist, og efter et stykke tid udvikler udstillingen sig i retning mod det, jeg opfatter som kernen i de fleste af Norments værker; arbejdet med materialer og titler, hvor lyd ofte er et grundelement.« Andreas Engström anmelder Camille Norments aktuelle udstilling på Oslo Kunstforening.
»Struer Tracks er på mange måder godt nyt for den danske lydkunstscene. Åbningsweekenden tegner i hvert fald et billede af en forfriskende uformel og særdeles vedkommende formidling af et meget bredt udsnit af lydkunst anno 2017.« Jakob Gustav Winckler har besøgt Danmarks eneste festival for stedsspecifik lydkunst, Struer Tracks.
Fik du vist, hvem komponisten Allan er? »Det er det, jeg er lidt i tvivl om. Derfor ville lidt mere musik have været godt,« siger han. »Men personen Allan var der – for første gang.« Læs Sune Anderbergs portrætinterview med debutanten Allan Gravgaard Madsen.
Værsgo, et nyt værested til dine ører
Normalt er de alle frivillige på Roskilde Festival. En stor gruppe mennesker fra Socialpsykiatrien, den lokale bryderklub og andre foreninger. Nu aktive deltagere i projektet Resonerende Rums performance, i gule veste og slidt hverdagstøj. Og ja, hele træpavillonkonstruktionen begyndte at vibrere let. For lydkunstneren Lars Greve havde »præpareret« Platform-scenen med transducere i 20 bænke, i gulvet og i loftet. Performerne raslede og knitrede på diverse instrumenter. I starten var rummet akustisk, klokker og horn, langsomt blev rummet elektrisk, rummet voksede og bølgede et sted mellem ambient og mere hakkende dronelyde. Greves klarinet mødte saxofontoner fra en mand, der måske ikke er vant til at stå på en scene og blive kigget på på den måde.
Hele tiden kørte et soundscape med lyde, som de medvirkende havde optaget på steder, de holder af. Stemningerne var mangfoldige – fra hård industri til den blødeste natur. Hør, var det ikke lyden af blade i en lækker skov?
Det var svært ikke at holde af denne formiddagsseance, som sluttede med, at hele gruppen mødtes i midten til den spinkleste lyd, som en spilledåse. Også instrumenter kan være udsatte, men de har stemmer, og hvis man giver sig tid, kan man høre dem sige noget vigtigt. Der kan opstå resonans. Værsgo: Et socialt instrument, en højttaler, et nyt værested til alle slags ører.
Vidunderbørn på slap line med sportsjazz
Domi & JD Beck har på grund af en umulig flyvetur til Danmark sammenlagt sovet en time før deres optræden. Søvnberøvelsen virker dog ikke til at hæmme duoen. Legende tager de hul på en koncert, hvor musikken flyder ubesværet. Rhodes-lydende toner klinger blødt fra Domi Lounas keyboards, mens JD Becks synkoperede trommespil leverer en myriade af lynhurtige beats.
Domi & JD Beck spiller sportsjazz, en type musik, hvor musikerne agerer atleter i en særlig spillestil, de mestrer til ærefrygtindgydende perfektion. Med deres purunge alder fremstår de som vor tids svar på Mozart-lignende genier og bevæger sig teknisk overlegent gennem et groovy sæt bestående af et par Wayne Shorter-kompositioner og en vild udgave af Madvillains »All Caps«. Men de er ikke virkeligheds-Mozarter, men derimod som fiktionsversionen fra Milos Formans Amadeus: Urørligt virtuose i deres musikalitet og langt under bæltestedet i deres omgangstone mellem musikken.
De filosoferer over lufthavne og flytrafik, »Ryan Air can suck my cock and lick my balls«, og om en »succesfuld« kontakt til fusionslegenden Herbie Hancock på herbiehancock@gmail.com. Virtuositet møder røvballehumor. Har jeg som festivalgænger rollen som Amadeus-filmens gammelmandsbitre Salieri, hofkomponisten, der hader Mozarts barnlige geni, eller den åbenhjertige Constanze, Mozarts unge kone, der knuselsker både det geniale og det groteske. Jeg vælger at gå full Constanze på Domi & JD Beck.
Orange Healing
Fuglene pippede under hele Sofie Birchs koncert. Vel at mærke fuglelyde, der kom fra en sampler. De var lystige og gjorde komponisten og sangerens nye numre endnu mere luftige, end de i forvejen er. Birch, som optræder på den alternative musiks store festivaler, kommer fra en ambient verden med bløde synthesizere. Selv Ned Ferm, der kan sende de kraftigste saxofonudladninger, spillede blødt og sart og repetitivt. For ellers bliver man ikke lukket ind i Birchs univers, hvor naturen bestemmer tempoet, udtrykket og åndedrættets udskejelser.
På Roskilde mødes flere lydverdener og skurrer mod hinanden som poppede paranoide engle. Derfor har festivalen også zoner til afslapning. I starten blev man forstyrret af lyden fra andre scener, men efterhånden blev man suget ind i Birchs mikrokosmos. Hun sang om spiraler, der drejer. Ellers fik jeg ikke fat i, hvad der var på færde i hendes naturhymner. Men det virkede som sande historier, der skete lige i dette øjeblik. Mens vi sad og lyttede. Mens den store verden derude var ved at gøre sig klar til bombastiske orange følelser ved Lizzo, Rahim og Weyes Blood. I sidstnævntes koncert var også fuglelyde, musikken var også skønhedssøgende og lukkede naturens små lyde ind. Men de store popmusikalske dramaer eksisterer ikke hos Birch.
»Det er godt med lidt fugle, ik?« sagde Birch. Jo! Mere kantet blev det, da en elbas satte et jazzet beat ind, og Birch forvandlede sig til en jazzsanger. Vi var på klub, men kortvarigt. Naturen tog over igen. Koncerten endte med en nynnen. Ingen grund til at forstyrre naturens orden mere end højst nødvendigt.
Det utopiske sted hinsides forståelsen
Nu, hvor endnu et Roskilde er forbi, kan jeg ikke lade være at tænke tilbage på festivalens allerførste koncert i år. Under sit glorificerede vejskilt af en roterende installation på Camping Vest, Understanding, stod den britiske kunstner Martin Creed på åbningssøndagen med guitar, mundharpe og et lapset jakkesæt påsyet dartpile.
Hans rablende tekster, basale akkorder og skramlede, men hurtige folk-spil var så karikeret vagabond-avantgardistisk, som man kan forestille sig. Men han ramte alligevel noget essentielt med sin gakkede performance. For hvor hans installation lignede et generisk opråb om forståelse, kæmpede han her aktivt for at nå hinsides forståelsen.
»Stop thinking!« udbrød han og legede sig helt ind bag sprogets egen logik med remser om hellere at ville præstere et »bad hi« end et »good bye«. »Let’s be vague!« fortsatte han og slog guitaren an så langt oppe på instrumentets hals, at akkorderne lød som klangsmat i de to små højttalere, der kæmpede med adskillige lejranlæg om opmærksomheden.
»All songs are glove songs,« bedyrede Creed og saboterede sin næste protest-muntre tossesang ved at spille iført skriggrønne handsker. Det rum, han med sin minikoncert åbnede for en henført lille skare under installationen, var vel netop det, årets festival i sine bedste øjeblikke præsterede at skabe: et rum uden tankens forurening af oplevelsen.
Et utopisk sted, hvor musikken tog styring over krop og sind, så man sent om natten lå under en teltdug, forelsket i verden, og spekulerede over, hvad pokker der var sket.
Trance Thursday
Why Gabber Modus Operandi from Bali was booked for Roskilde's »avant-garde scene« Platform, which my 20-year-old son called the »boomer« scene, is a mystery. In 2018, when they made their European debut, it was at the seminal Berliner festival CTM at the club Berghain. Since then, they have traveled around the world and were featured on Björk's new album in autumn 2022.
The music and the trance party, on the other hand, went straight in – a mix of new and previously released tracks, all produced by Kasimyn and spiced up by Ican Harem with his wild performance. The tracks provide the foundation to the trance, but it is Harem who controls it with song, recitation and growl and with an insistent audience address primarily in Indonesian.
It was loud and intense, and the trance-happy festival audience, who had turned up in large numbers, had plenty of opportunity to dance. The individual character of the tracks is found in characteristic and slower pentatonic themes played by samples that sound like slompret (Javanese wind instrument, as in the track Sandikala), bonang (small gong) and synth (Genduwuro), and Indonesian song/speech (Hey Nafsu). A local Indonesian jumble woven into a global borderless music machine.
Jathilan is the name of an Indonesian ritual dance in which knights on reed horses travel out to defend the sultan, but along the way are possessed by the spirits of the forest. Jathilan is currently particularly popular in Java in local contexts in city and countryside, where both dancers and the audience can get in trance, which is led by a "fusion gamelan" consisting of Indonesian gamelan, drum set, synthesizer and whatever else is in the neighborhood. Everything is electrically amplified and blown out through distorting speaker towers – preferably with over 110 DB. The aesthetics are breathtaking and something quite unique.
Gabber Modus Operandi precisely finds, among many other on- and off-line curiosities, inspiration in jathilan. They too have travelled out, however, without reed horses, classic Indonesian dance costumes and instruments. Instead, they have brought us high-tempo electronic dance music (EDM). Hard pumping metallic noisy beats here reaching 120 DB. Towards the end, they invited us to sit on the floor. The trance now took form as a call to prayer, meditation and contemplation.