I morgen i Reykjavik uddeles Nordisk Råds Musikpris, der samtidig kan holde 50 års jubilæum. Prisen uddeles sammen med Nordisk Råds priser i børne- og ungdomslitteratur, litteratur, musik, film, samt natur og miljø i Kulturhuset Harpa i Reykjavik.

Prisen blev uddelt første gang i 1965, i første omgang kun hvert tredje og siden hvert andet år. Siden 1990 er prisen, der desuden kommer med en check på 350.000 kr., blevet uddelt årligt. Hvert andet år gives prisen til et værk af en nulevende komponist, og hvert andet år går prisen til en solist eller et ensemble. Tidligere er prisen gået til danskere som Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Palle Mikkelborg, og sidste år var det komponisten Simon Steen-Andersen, der løb med prisen for værket ”Black Box Music”.

Blandt de nominerede i år finder man den norske mezzosopran Tora Augestad, det islandske kammerorkester Kammersveit Reykjavíkur, den svenske bassist og cellist Svante Henryson, den finske akkordeonist Kimmo Pohjonen og den færøske doom metal-gruppe Hamferð.

Blandt de to danske nomineringer finder man - som det også var tilfældet i 1997 - den klassiske blokfløjtespiller Michala Petri. Læs mere om Petris vej mod Nordisk Råds Musikpris i Sune Anderbergs dugfriske anmeldelse af hendes seneste to udgivelser.

Den anden danske nominering er faldet på den elektroniske musiker HVAD. Bag navnet gemmer sig 31-årige Hari Shankar Kishore, der gennem det seneste tiår har tittet frem fra den københavnske undergrund under forskellige aliasser som DJ HVAD eller Kid Kishore eller som en del af samarbejderne Faderhuset eller Albertslund Terrorkorps, der i en slags hyldest til Rotterdam Terror Corps har indoptaget den hollandske 90’er-gabber-techno i sin lyd side om side med indiske bhangra beats, rituelle tempelklokker, alverdens glitch-lyde og hyppige vokalsamples af ord som ”perker” og ”hvad?”.

Kishore er heller ikke bleg for at køre den danske kulturarv gennem sin situationistiske dekonstruktionsmaskine af nydanskerslang og ”perker tech”, som det er blevet døbt. Hans tidlige dj-sæt indeholdt ofte brudstykker af John Mogensens ”Danmarks jord for de danske” (oprindeligt en EF-kritisk sang) og Kim Larsen, der pludselig med mussestemme sang "de kylede gas mellem hinduerne" indover helt knækkede beats og guitarfigurer fra ”Midt om natten”.

I 2007 lånte han navnet Trentemøller fra den på det tidspunkt måske mest efterspurgte danske dj, Anders Trentemøller, og fik via det sociale medie MySpace tilbudt dj-jobs i både Berlin og Rungsted, hvor man altså troede, man havde booket hitliste-housemusik.

Til daglig holder Kishore til på Kommunal Dubplate Service på Nørrebro i København, hvorfra han driver pladeselskabet Syg Nok Records og med kommunal støtte servicerer lokalbefolkningen med muligheden for at få produceret vinylplader på studiets nærmest antikke pladeskærer. Indtil videre har maskinen spyttet plader ud med Kishores egne projekter samt andre musikalske hackere som Teppop, Goodiepal eller Nørrebro-rapperen Kidd.

Og snart vil det altså vise sig, om Kishore også er vinder af Nordisk Råds Musikpris på 50-årsdagen. Den uddeles i morgen i Kulturhuset Harpa i Reykjavik. Læs mere om de nominerede og om prisen på dens officielle hjemmeside.

© PR

»Musik er for mig den korteste afstand mellem mennesker, lige efter et smil. Som musiker i et stort symfoniorkester med mange nationaliteter, skiftende dirigenter osv. er musikken det sprog, hvor vi kan mødes i dyb forståelse, selvom forudsætningerne udadtil – sprogligt, generationsmæssigt, politisk – kan synes svære. Musik er også en stor transformerende, manipulerende og forstærkende kraft på stemninger og følelser, og tit har jeg faktisk brug for at sætte musikken på pause i privaten. Jeg bruger gerne musik aktivt til at komme helt ned eller tilsvarende op i gear, men jeg undgår musik som konstant lydkulisse, da det kræver for meget af min opmærksomhed.«

Anna Juuliska Nykvist er fløjtenist i DR symfoniorkesteret, tidligere fløjtenist i Copenhagen Phil. Født og opvokset i Finland, studeret på Sibelius Akademiet i Helsingfors og på DKDM i København.

kortkritikrelease
30.03

Mathias Reumert Group forstår kunsten at lege med lyd

Mathias Reumert Group feat. Anna Caroline Olesen & Hsiao-Tung Yuan
© PR
© PR

Mathias Reumert Group er et legesygt og tæt sammenspillet slagtøjsensemble. Det stod allerede klart, da man trådte ind i KoncertKirken – langsiden af salen var massivt fyldt med et imponerende arsenal af slagtøjsinstrumenter, klar til at vække rummet til live. Først på programmet var en skøn fremførelse af György Ligetis »Síppal, Dobbal, Nádihegedüvel« med sopran Anna Caroline Olesen. Et værk båret af humor og evigt omskiftelige men velplacerede lyde: mundharpe, dommerfløjter, marimba, tubular bells og meget andet. Vi var endda så heldige at høre den sidste sats to gange.

Det tidlige ekstranummer løsnede op i det ellers lidt fortærskede koncertformat; først et værk, så det næste og så fremdeles. I ny-musik ensembler ser man oftere og oftere kuratoriske og konceptuelle rammer for koncerterne. Måske en udvikling, dette nysgerrige ensemble kunne få glæde af? Til sidst var Chiung-Ying Changs »Solar Myth« – et musikteater fæstnet i taiwanesisk kultur, hvor rekvisit og instrument gik ud i et. Tre maskerede væsener spillede sagte på en stortromme, som indledte de et ritual. Men ritualet blev brat forstyrret, da en fjerde percussionist trådte frem og udøvede modstand med marimbaens toner. De tre væsener svarede igen med skarpe, gennemtrængende smæld fra deres knaldrøde vifter – men marimbaen gav ikke efter. Det udviklede sig til et sprængfarligt lydbillede af metallisk slagtøj, der lød lyst, klirrende og dansende. Dramaturgien syntes formet af en dyb forståelse for musikkens væsen. Henrivende. Man forlod KoncertKirken lidt højere, gladere og mere legesyg.

»Musik er sjælens sprog. Den korteste vej mellem mennesker adskilt af afstand, tid eller savn. Udover poesi, er musik det tætteste, vi kommer på kærlighed uden fysisk berøring. Musik er en større energikilde end fossile brændstoffer og musik kan vise os verdner, vi ikke vidste fandtes – inde i os selv. Få ting kan få os til at lette røven hurtigere end musik kan. Og nærmest intet andet kan endelig få os til at holde kæft.«
 
Brian Nygaard er journalist hos Weekendavisen, hvor han skriver om cykelsport og kunst. Der udgiver han også nyhedsbrevet Hjertets Bjerge, der tilbyder en anderledes refleksion over den gamle sport. Han har udgivet flere bøger om samme emne, blandt andet Iltgæld sammen med kunstneren Erik A. Frandsen (Gyldendal 2020). Han arbejder også som ekspertkommentator hos DR under Tour de France. Nygaard har en kandidatgrad i filosofi fra Aarhus Universitet med speciale i semantik og epistemologi, men det teoretiske har ikke tynget hans virke de seneste år, hvor han udover journalistgerningen er begyndt at producere pinot noir fra det kolde klima ved Stillehavskysten i det nordlige Californien under sit nye label, Oceanic.
kortkritikrelease
27.03

Celloen inden for komfortzonen

Josefine Opsahl: »Cytropia«
© Lis Kasper Bang
© Lis Kasper Bang

Der er tolv skæringer på Josefine Opsahls album Cytropia, hver af en rocksangs varighed. Bemærkelsesværdigt nok er der en lige linje fra den første til den sidste – både klangligt, rytmisk, melodisk, i stemningen og i spillet. Ørene omfavnes af en let melankoli skabt af små cellofigurer i lange sekvenser med en langsommelig cellomelodi ovenpå. En del i mol, andet mere åbent. 

Hun får ret meget ros for tiden for sine mange projekter – en opera og en ballet – ved siden af produktionen som cellokomponist, og det må næsten være på grund af den meget tilgængelige, helstøbte, drømmende sound, hun er garant for. Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt skeptisk hen ad vejen. Både for hende som musiker og som komponist vil jeg ønske, at hun udfordrede sig selv med nye tilgange og nye visioner for, hvilke historier hendes musik skal fortælle. På Cytropia nærmer vi os en konstant tilstand af ensartet lyd, der får tankerne hen på new age-komponisternes bevidste inerti. 

Der er ret smukke tilstande undervejs. Nummeret »Cyborg« er glasklart i sin overflade. Et nummer som »Leave« minder i sin mekanik om amerikansk minimalisme, som Philip Glass kan skrive den. Men igen savner man forskydninger og rytmiske tilføjelser, der kan udfordre det statiske lydbillede. De sidste 100 års eksperimenter har udvidet kampzonen for cellospillet. Opsahl bruger nogle af de erfaringer til at skabe sine egne små mekaniske akkompagnementer til sig selv. Alligevel virker setup’et med en sequencer og en cello begrænsende for, at Opsahl kan nærme sig klange og ideer, hvor melankoliens alvor kan mærkes.

»Musik er som et urgammelt mineral, der rummer en historie af visdom, som strækker sig over århundreder, lag på lag aflejret og udviklet til nye former. Den er som et sort hul, der omslutter os og giver os mulighed for midlertidigt at undslippe verdens støj. En følelsesmæssig sikker zone, et sted for trøst, en bringer af lys, en samlende faktor. Det er os.«

NEKO3 er en københavnsk baseret eksperimenterende musikgruppe bestående af Fei Nie, Lorenzo Colombo og Kalle Hakosalo. Gruppen arbejder hen imod skabelsen af et nyt musikalsk sprog og bevæger sig fleksibelt mellem forskellige performancemedier og kunstneriske udtryk. Gennem kontinuerlige samarbejder med komponister og andre kunstskabere søger den at integrere musik og andre kunstformer i én samlet konceptuel helhed.

NEKO3 har optrådt på Festival Internacional de la Imagen, SONICA Glasgow, cresc… Biennale, Time Of Music, Rondò, MINU Festival, Copenhagen Light Festival, Unerhörte Musik og SPOR Festival. De har medvirket som solister med DR SymfoniOrkestret og Aarhus Sinfonietta samt afholdt workshops og præsentationer ved bl.a. Stanford University, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Hochschule für Musik und Theater Hamburg, University of California San Diego og Kungliga Musikhögskolan (SE). Ensemblet har indspillet flere EP’er og udgav i 2024 deres første fuldlængdealbum Angel Death Traps i samarbejde med Alexander Schubert.