I morgen i Reykjavik uddeles Nordisk Råds Musikpris, der samtidig kan holde 50 års jubilæum. Prisen uddeles sammen med Nordisk Råds priser i børne- og ungdomslitteratur, litteratur, musik, film, samt natur og miljø i Kulturhuset Harpa i Reykjavik.

Prisen blev uddelt første gang i 1965, i første omgang kun hvert tredje og siden hvert andet år. Siden 1990 er prisen, der desuden kommer med en check på 350.000 kr., blevet uddelt årligt. Hvert andet år gives prisen til et værk af en nulevende komponist, og hvert andet år går prisen til en solist eller et ensemble. Tidligere er prisen gået til danskere som Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Palle Mikkelborg, og sidste år var det komponisten Simon Steen-Andersen, der løb med prisen for værket ”Black Box Music”.

Blandt de nominerede i år finder man den norske mezzosopran Tora Augestad, det islandske kammerorkester Kammersveit Reykjavíkur, den svenske bassist og cellist Svante Henryson, den finske akkordeonist Kimmo Pohjonen og den færøske doom metal-gruppe Hamferð.

Blandt de to danske nomineringer finder man - som det også var tilfældet i 1997 - den klassiske blokfløjtespiller Michala Petri. Læs mere om Petris vej mod Nordisk Råds Musikpris i Sune Anderbergs dugfriske anmeldelse af hendes seneste to udgivelser.

Den anden danske nominering er faldet på den elektroniske musiker HVAD. Bag navnet gemmer sig 31-årige Hari Shankar Kishore, der gennem det seneste tiår har tittet frem fra den københavnske undergrund under forskellige aliasser som DJ HVAD eller Kid Kishore eller som en del af samarbejderne Faderhuset eller Albertslund Terrorkorps, der i en slags hyldest til Rotterdam Terror Corps har indoptaget den hollandske 90’er-gabber-techno i sin lyd side om side med indiske bhangra beats, rituelle tempelklokker, alverdens glitch-lyde og hyppige vokalsamples af ord som ”perker” og ”hvad?”.

Kishore er heller ikke bleg for at køre den danske kulturarv gennem sin situationistiske dekonstruktionsmaskine af nydanskerslang og ”perker tech”, som det er blevet døbt. Hans tidlige dj-sæt indeholdt ofte brudstykker af John Mogensens ”Danmarks jord for de danske” (oprindeligt en EF-kritisk sang) og Kim Larsen, der pludselig med mussestemme sang "de kylede gas mellem hinduerne" indover helt knækkede beats og guitarfigurer fra ”Midt om natten”.

I 2007 lånte han navnet Trentemøller fra den på det tidspunkt måske mest efterspurgte danske dj, Anders Trentemøller, og fik via det sociale medie MySpace tilbudt dj-jobs i både Berlin og Rungsted, hvor man altså troede, man havde booket hitliste-housemusik.

Til daglig holder Kishore til på Kommunal Dubplate Service på Nørrebro i København, hvorfra han driver pladeselskabet Syg Nok Records og med kommunal støtte servicerer lokalbefolkningen med muligheden for at få produceret vinylplader på studiets nærmest antikke pladeskærer. Indtil videre har maskinen spyttet plader ud med Kishores egne projekter samt andre musikalske hackere som Teppop, Goodiepal eller Nørrebro-rapperen Kidd.

Og snart vil det altså vise sig, om Kishore også er vinder af Nordisk Råds Musikpris på 50-årsdagen. Den uddeles i morgen i Kulturhuset Harpa i Reykjavik. Læs mere om de nominerede og om prisen på dens officielle hjemmeside.

© PR

Pernille Andersen is a Danish actress, screenwriter, and singer. In the Pandemic lockdown she and her partner, British John Garrison, founded the band GlassEar. For years they had traveled apart pursuing their separate careers. But with all work cancelled for both, this new found time together gave the necessary time needed to try something new. A means to connect creatively. They recorded six songs about loneliness, love, family, career and the meaning of life as a new musical duo. They have just released their debut EP Nobody will get out alive. Pernille also stars as an actress in the upcoming season of the TV2 series Hvide Sande 2 and writes a film script in collaboration with The Global Ensemble Drama. The duo’s name GlassEar refers to their many years of communication in a digital time: Glass (screen) / Ear (phone).

kortkritik
15.12.2023

Orglet er lydkunstens kreative motor

Organ Sound Art Festival: Amina Hocine, Sandra Boss, William Kudahl, Mads Kjelgaard
© @_francoadams_
© @_francoadams_

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der keder mig i kirker, når organister halvdovent taster løs uden at få melodierne til at leve. For på orglet kan musikeren ikke forme tonernes klang med anslaget. Den er givet. 

Eller hvad? De unge lydkunstnere får i disse dage meget mere klangfølsomhed frem med deres hjemmebyggede orgler i Koncertkirken, end mange musikere kan producere med en klavertangent.

Torsdag åbnede de fire dages smuk, smuk festival med fire værker. Her fik vi lov til at zoome helt ind i William Kudahls sindssygt lange orgeltoner optaget i en islandsk kirke og filtreret live til fire højttalere med alle mulige små impulser, interferencer og farvede overtoner som resultat. 

Vi fik også oplevelsen af at sidde rundt om Sandra Boss’ smukke, hjemmelavede orgel af fugleformede lerkander med vand, der peb, fløjtede, piblede, hvinede og trillede, når luftslanger blæste vind igennem dem. Svenske Amina Hocine åbnede endnu en dimension med sin fantastiske opfindelse – en slags akustisk synthesizer. Hun kunne sidde på gulvet og gradvist åbne ventiler til otte lodrette plastrør rundt om sig og langsomt og minutiøst forme pulserende, harmoniske, sfæriske klange med ren, sammenpresset luft. 

Jeg nåede ikke aftenens sidste værk, men fik i stedet Mads Kjeldgaards installation i krypten med i lyttehatten: en mørk kube med to virtuelle orgler, en sofa og fire højttalere, der under hele festivalen genererer musik med de besøgendes bevægelser. Heller ikke den skal man snyde sig for, hvis man kan komme forbi Nørrebro de næste dage. 

© Kasper Muusholm

Komponist og guitarist Emil Palme har lige udgivet sit solo-debutalbum Ripen. På albummet stryges sten som buer mod elguitarens strenge, der i messende og klagende mønstre frembringer en dystopisk og ceremoniel urlyd i grænsen mellem komposition og improvisation. Ripen handler om at fuldende og modne – men også om at betræde de forræderiske stier, som naturen dikterer, at alt levende skal gå, og den uundgåelige opløsning af formål, der opstår efter en opnået fuldkommenhed.

»Jeg oplever musik som noget magisk, som en kraft der kan kommunikere via energier, der ikke nødvendigvis kan forstås eller måles på. At skabe musik er for mig at have kontakt med den kraft.«

© PR

Iku Sakan is an electronic musician from Osaka, Japan. his music focuses predominantly on the potential of emotional developments through the repetitive rhythmic patterns, rotating harmonics, and resonating melodies. The decades of collecting constantly shifting sound materials, melding improvisation, and DJ'ing practices, has led him to create his own unique niche of organic music in the late 2010s. His most recent works incl. a remix for the French composer Yann Tiersen (via Mute Records) and the forthcoming musique-concrete-inspired tone poem LP OMNITOPOEIA. When you ask Sakan what music is the answer is short: »Music is the healing force.«

© Andre Hansen

»To me, music is about everything else.«

Mike Sheridan has been a part of the Copenhagen electronic musicscene since the mid 00’s. He entered the scene, barely in his teens, with his landmark debut album I Syv Sind (In Two Minds, 2008). Sheridan traced an ambient and dreamy approach, and with limited tools at hand, he constructed a teenage masterwork that few could have predicted. Among the first in his generation, Mike Sheridan launched his career to high acclaim, effectively crossing over to mainstream audiences.

Recent projects includes featuring on techno artist KÔLSCH’s album Isopolis (2021) and performances in Nicolai Howalt’s exhibhition A Journey: The Near Future at Gallery Martin Asbæk (2022). Yesterday Sherian released the album Atmospherics