LYT TIL KBH er et kunstprojekt, der ikke tilføjer byen lyde men i stedet skaber et rum for at lytte til det, der allerede er. Projektet tager sit udgangspunkt i idéen om et stedspecifikt installationsværk, der isolerer og fokuserer på den lyd, der omgiver os hele tiden. Byens auditive spor er et auditivt miljø, som vi sjældent giver fokuseret opmærksomhed, og det er det, som værket gør op med.

Projektet eksisterer både på nettet på denne hjemmeside men primært selvfølgelig i byens mange rum. På hjemmesiden kan du finde følgende simple instruktioner. Idet du følger og udfører dem i Københavns gader på et selvvalgt sted og tidspunkt sættes værket i værk.

- Gå ud i byen
- Placer dine hænder bag ørerne
- Lyt til byens lyde

På hjemmesiden forklares det, hvordan netop disse enkle manøvre hjælper lytteren til at opnå en ”intensiveret auditiv tilstand”.

LYT TIL KBH er udviklet i et samarbejde mellem komponist Kristian Hverring og arkitekt Jakob Oredsson. Du kan finde eksempler på lydbidder optaget rundt omkring i byen på projektets hjemmeside. 

kortkritik
25.10.2020

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.