I samarbejde Goethe-Institut Dänemark, Københavns og Roskilde Universitet inviterer Seismograf/DMT til seminar tirsdag den 3. juni kl 16-18 Teater Repulique i forbindelse med Klangfestivalen 2014.
Ved seminaret " Modernisme, politik og det stedsspecifikke" har vi inviteret Dr. Kersten Glandien, Musikkritikeren Henrik Friis og komponisten Johannes Kreidler. Dr. Kersten Glandien fortæller om lydkunstscenerne i Berlin fra 1970erne og frem til i dag. Musikkritikeren Henrik Friis spørger, hvad der skete den radikale tyske modenisme efter Lachenmann og Spahlinger. Svarene søges bl.a. gennem en analyse af Spahlingers betydning for den danske komponist Simon Steen-Andersen. Den tyske komponist Johannes Kreidler taler om de sidste 15 års udvikling i tysk ny musik og præsenterer sin analyse af periodens æstetiske, tekniske og diskursive forandringer.
Seminaret er arrangeret og ledes af Sanne Krogh Groth (RUC, Seismograf/DMT) og Søren Møller Sørensen (KU). Det afholdes på engelsk og er blevet til i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark.
Abstracts:
Dr. Kersten Glandien (Senior Lecturer, University of Brighton, UK):
"… too wide a field - SoundArt in Berlin"
This comment on the human condition by Theodor Fontane came frequently to my mind while researching the various facets of SoundArt in Berlin. Far from encountering ‘a scene’, I found myself facing a vast labyrinth of activities, artists, works, places, events, organisers and institutions, stretching back several decades.
In my paper I will attempt to give an insight into the extent and hybridity of Berlin Sound Art - from its beginnings in the 1970s under the special conditions of cold-war West Berlin, through the landmark-festivals and lively activities of the post-Wall period, down to its ubiquity and acceptance today. I will examine the main players, institutions, organisers and initiatives, trace the unusual political and cultural conditions that set the agenda in both parts of the city, outline the exciting process of fusion that followed - and examine the very different approaches taken to SoundArt in the city today and the aesthetic clusters they form.
Henrik Friis (Music critique, Politiken, DK):
"What happened to modernism?"
What happened to the strong modernist position in German music after Lachenmann and Spahlinger? Well, maybe it is alive and kicking – living on, for instance, as impossible timbre made by young Danish composers. With a strong advocate in the Berlin resident and Spahlinger student Simon Steen-Andersen.
A place to start is the search for a useful framework for the term modernism. The Spanish philosopher Ortega Y Gasset addresses the modernist position in European Art and Music in 1925 in his essay ‘The Dehumanization of the Arts’. He claims that, opposed to earlier epochs in the history of the arts, modern music is not unpopular, as in ‘not popular yet, but outspoken anti-popular. A search for modernism is in that sense a search for traces of thoughts of intellectual anti-popularism and dehumanization. Helmut Lachenman and Matthias Spahlingers music from the early 1970’s and onwards show some of the same alienating and non-popular characteristics. For instance the ‘Musique Concrete Instrumentale’ focuses the ear at the noise of the music production and continuously stops the listener from forgetting that the musical experience is in fact a musical construction. Or the Spahlinger concept of the endless beginnings. These intellectual traces are pursued in the recent music of Simon Steen-Andersen, i.e. the cd of 2010 ‘Pretty Sound’.
Johannes Kreidler (Composer, DE):
"New Music in Germany in the last 15 years."
Having started to become a professional composer towards the end of the 1990s, not only personally I've made my artistic development, but also in general I can draw an overview now on a period of time of which I think has made quite a shift, aesthetically, technically, discursively.
Fakta
Seminar. Klangfestivalen
Tirsdag den 3. juni kl 16-18
Teater Repulique, Østerfælled Torv 37, 2100 København Ø
The computer has been feeling
Jeg ved ikke, om det nogensinde lykkedes at finde følelserne i maskineriet, men det lader til, at det er det, Mads Krue Bugge forsøger på sin nye ep Haptic Feedback, under navnet Skarv. En ep, der måske ikke finder nyt terræn i sin blanding af enormt minimalistisk glitch og ambient, men alligevel tager udgangspunkt i et specifikt koncept, hvor kunstneren skaber sig et scenarie, som har avlet de fem soundscapes frem på pladen.
Som et øjebliksbillede – måske af ensomheden under de sidste års ufrivillige isolation – leger Skarv med elektroniske flader og opbrudte, warpede lydforløb. Som den fremmedgjorte stemme på »Realistic Touch« eller det iturevne synth loop på »Computer Love«, der trods sin lånte titel fra genrens gudfædre, synes at søge efter en varm følelse af nærhed i de manipulerede loops, indtil den når hektiske, rytmiske tendenser i kompositionens anden halvdel.
Egentlig er det kun »Computer Love« og den ildevarslende »Lonely Again« – der lyder som en computers gråd – der fanger min opmærksomhed fuldt ud. Ellers bliver et par af sekvenserne en anelse for søgende og navlepillende. Men når Haptic Feedback er bedst, formår Skarv at få den rå maskine til at opnå store og triste følelser, hvilket er enormt bemærkelsesværdigt.
Ocean af fjer
Jeg tænker ofte på det underlige faktum, at alle kan se på en hvilken som helst overflade og med det samme forestille sig, hvordan det ville føles at slikke på den. Måske skyldes det en særlig intersektionel forbindelse mellem kroppens forskellige sanser? Måske fortrængte minder fra Freuds orale fase? Ikke desto mindre tror jeg, vi alle ved, hvordan det ville føles at slikke på en murstensmur, et rustent rør eller reolens øverste, mest støvbeklædte hylde.
Jeg kom igen til at tænke på dette forhold, da jeg så Tobias Holmbecks afsindigt smukke cover til Frederik Sandfelds debutalbum Fractionations. Et abstrakt landskab, der på en gang ligner en blyantsskitse og et fotografi. Skummende bølger? Et ocean af fjer? En kornmark? En gletsjer? Længe har jeg stirret på det uden at komme til anden konklusion, end at det nok ville føles som bark, hvis jeg slikkede på det.
Også Sandfelds droneunivers består af langstrakte teksturerede flader. For eksempel forestiller jeg mig, at min tunge ville blive mødt af langsomt dryppende, klistret harpiks, hvis jeg kunne slikke på den melankolske guitarkomposition »An Unpromising Beginning«, der lyder som et fjernt, solbleget minde om The Beach Boys. Dens modstykke findes i den ni minutter lange »Havoc«, hvor en insisterende industriel rytme – symmetrisk placerede jernbolte i en betonmur – får selskab af en saxofons kalkagtige porøsitet. Således kommer sanserne på arbejde i mødet med Sandfelds både smukke og meget varierede Fractionations.
Enestående fremtidsflaskepost
Jeg er sådan set lige så begejstret for indspilningen af Rønsholdts klaverværk nu, som jeg var efter uropførelsen på Klang Festival 2019. Ligesom med korværket Songs of Doubt rammer han sit udtryk helt rent her: en ligefrem uskyld holdt i stramme tøjler, som oversharingen i ophedede momenter slipper fri af.
Lenio Liatsou, den nænsomme solist, lægger ud med så spredte toner, at førstesatsen lyder som gennemhullede Goldbergvariationer: en slags eroderet kulturhistorie formidlet fra en hukommelsesløs fremtid. Harmonisk set er der lige akkurat nok tonal fremdrift til, at det nært aleatoriske udtryk hele tiden holder sig i bevægelse. Og stofligheden i de kildrende lyse anslag og Liatsous åndedræt hypnotiserer mig som et myggelys.
Grundstemningen er en tristesse, noget er tabt. Men der er hele tiden et drama, som udfolder sig mellem rolige linjer og maniske udbrud med en smag af rådvildhed i dobbelttempo. Meget elegant fungerer de fuglefløjtende triller overalt i værket som en form for ankre: Værkets struktur er helt sin egen, men alligevel gennemskuelig.
Mod slutningen tager repetitionen for alvor over. Enkelttoner hamres ned i klaviaturet, som om noget skal morses eller mejsles i sten for at afværge en nært forestående glemsel. Kompositionen er på mange måder et kommuniké, som inviterer til tematisk læsning om postapokalypse og klimakatastrofe. Men den er også helt ekstremt omsorgsfuld, kærlig, indbydende. Jeg tror simpelthen, det er min favorit i klaverlitteraturen fra det 21. århundrede, voldsomt nok.
Natklub ved verdens ende
Hermed en kort rapport fra verdens ende. Et sted indhyllet i teaterrøg, katastroferødt neonlys og metalliske tordenbrag druknet i betonekko. Her herskede en poetisk kult, som havde indrettet sig under stilladser, hvor de sov, spiste, mindedes tiden før katastrofen og brød ud i rituel dans og sang. Sidstnævnte en overleveret kanon, et varsel komponeret i en fjern fortid af Clarissa Connelly.
Sort/Hvid er blevet til musikdramatikkens laboratorium i København, og instruktør Madeleine Kate McGowans to døgn lange sci-fi-performance Solastalgia viste, hvor fantastisk store perspektiver satsningen rummer. Mest af alt mindede oplevelsen om at træde ind i et dystopisk computerspil, hvor man kunne interagere med de programmerede indbyggere; deres ordforråd var begrænset, men viljen stor, og pludselig sad man og stablede sten sammen med en pjaltet fremtidskvinde, mens grænsen mellem performer og publikum sløredes.
Fragmenter af samtaler – har du vandet planterne, den saks har jeg ledt længe efter, tak for din tillid – blandede sig med søgende blokfløjte, cello, elguitar, synthdroner og det industrielle lyddesign skabt af Soho Rezanejad og Cæcilie Trier. Lugte: tørrede blomster, kanelte og grøntsagssuppe fra køkkenet. Terninger blev slået, trin genlød fra stilladset, en mezzosopran vokaliserede lydord. Alt var en tåge, et syn fra en tid med stærk drift og hulkende sorg. Det fjerne midt iblandt os. Og så et banner: »A different end of the world can be sung.«
Jeg tjekkede ud igen efter en times sondering, midt i en ørkenstorm af brølende basstøj, med en klar fornemmelse af at have set og hørt noget afgørende.
Overraskende ordinært
Drømmen om Berghain, der møder Miles Davis i et crossover af sfæriske og grænseløse eksperimenter, blev erstattet af en aften på en jazzklub for det pænere borgerskab, som aldrig har stiftet bekendtskab med kunstnere som Nils Frahm, Trentemøller eller Bjørn Svin.
»That’s cool«, har Jean-Michel Jarre efter sigende udtalt, da han hørte om aftenens NLD IJC jazz-take på fransk elektronisk musik, hvor der med interpretationer af Jarres »Equinox part 4«, »D.A.N.C.E.« (Justice), »Love is Gone« (David Guetta), »Sexy Boy« (Air), »Alone in Kyoto« (Air) og »Genesis« (Justice) var lagt op til en aften ud over det sædvanlige. Arrangementerne var skrevet med stor respekt for de oprindelige kompositioner – og måske lidt for stor respekt. Få var overraskelserne og eksperimenterne i løbet af koncerten, der bød på fantastisk musikalsk håndværk og fremragende soloer fra samtlige musikere. Hvad Dokys forbindelse er til netop fransk elektronisk musik, udover hans mange år i Paris, står dog stadig hen i det uvisse.