© Tuala Hjarnø

»Mit forhold til musik er dybt passioneret. Ud over at spille og arbejde med mange genrer skriver jeg også om musik – for tiden mest i Gaffa og på min egen blog på www.vaering.com. Jeg anmelder især koncerter, fordi jeg elsker at gå til koncerter og mærke både musikken og dem, der spiller den. Jeg har også en podcast, Værings Musiklytteri, hvor jeg med skiftende musik-nørdede gæster dykker ned i forskellige temaer.

Jeg plejer at sige, at jeg lytter til alt fra post-punk til country. Én rød tråd er dog nogenlunde konstant, nemlig at jeg er mest optaget af de mere håndspillede genrer. Der er undtagelser fra den regel, men som regel gider jeg ikke rigtig musik, der – som jeg kalder det – er undfanget i en petriskål.  Det organiske, det taktile, betyder meget for min oplevelse af musik. Jeg vil have levende mennesker, der river i nogle strenge, slår på noget skind og fortæller mig en historie der ligger dem på sinde. Jeg tager også gerne mine vokaler rørende, inderlige eller ligefrem uregerlige, og så vil jeg gerne have tekster med både vid og bid. Hver gang jeg har sat mig ned for at lave denne liste, er jeg gået i stå, fordi det blev for stort at udvælge fem sange til verden. Nu har jeg bestemt mig for at lægge til føje lige nu til opgaveformuleringen. Her er således fem sange/kunstnere, som jeg har lyttet til i netop denne uge – dvs. sange, der er udkommet inden for de seneste to-tre uger, altså mellem 17. januar og 7. februar 2025. Havde I fanget mig i næste uge, havde det været noget andet.«

Trinelise Væring (1965) er en dansk singer-songwriter, tekstforfatter, guitarist og bandleder. Væring debuterede på den skandinaviske jazzscene i 1992. I løbet af sin karriere har hun udforsket flere genrer gennem samarbejder, bl.a. med det norske ensemble Barokksolisterne, som bandleder for indie-jazzbandet Offpiste Gurus og senest for folk/roots-fusionsbandet Tone of Voice Orchestra. På album og turnéer har hun spillet med navne som Alex Riel, Carsten Dahl og Bobo Stenson. I januar udgav Væring sit ottende soloalbum med titlen A Songwriter’s Odyssey.

kortkritikrelease
07.02.2025

Skammens uhyggelige mesterlighed

Ethel Cain: »Perverts«
© Silken Weinberg
© Silken Weinberg

At kalde amerikanske Ethel Cains (Hayden Silas Anhedönia) stilskifte fra debuten Preacher’s Daughter (2022) til Perverts for en ekstrem kovending ville næsten være at tale det ned. For der er langt fra debutens gotiske lo-fi-pop til dette monster af et værk, der kombinerer dark ambient, noise og dystopiske ballader – alt sammen med Cains vanlige opgør med sin religiøse baggrund og kampen for seksuel frigørelse.

Perverts er på papiret en EP, der varer i 89 minutter, men den føles som meget mere end det. Knusende støjdroner, støvede klaveranslag og fjerne prædikantstemmer fra knitrende radioer blandes med akustiske rum. Og selvom pladen også indeholder mere gængse ballader som »Punish« og den smukke »Vacillator« – der endda har et decideret rytmisk forløb – er det de lange, episke ambientnumre, der trækker lytteren ind i det ofte gyselige mørke.

Én ting er, at Cain pludselig laver dark ambient – en anden er, at hun er så god til det. Perverts er ikke blot et dybt skræmmende indblik i gnidningsfeltet mellem seksualitet og religiøs fanatisme, men også en umiddelbar, kreativ og gennemført hyldest til en fascinerende nichegenre. Et nødvendigt album for alle dem, der ikke er bange for mørket.

kortkritikrelease
07.02.2025

Skyggen af et soundtrack

Søren Gemmer & Jessie Kleemann: »Lone Wolf Runner«
© PR
© PR

Som det ofte er tilfældet med soundtracks, navigerer musiker og komponist Søren Gemmer og den grønlandsk-danske billedkunstner Jessie Kleemann på en hårfin balance på Lone Wolf Runner, hvis musik oprindeligt blev skrevet som soundtrack til Kleemanns performances af samme navn i 2023 på Nationalmuseet. Hvor meget af det oprindelige formål (her Kleemanns performances) kan og skal man tage ud af ligningen, for at en udgivelse i albumformat giver mening? 

Albummet præsenteres via PR-materiale som bl.a. en postkolonial kritik og en undersøgelse af transkulturelle spørgsmål, hvilket umiddelbart virker meget fængende – ikke mindst pga. den nuværende geopolitiske situation, som Grønland pludselig befinder sig i midten af. På det rent musikalske niveau er udgivelsen ikke så gribende, som man kunne have håbet på. Dertil mangler der en stærkere forankring i en følelse af formål med musikken. Uden at have oplevet Kleemanns oprindelige performance, er det mit indtryk, at netop manglen på dette aspekt har efterladt for store huller, til at den ellers på mange måder spændende musik kan fylde dem ud alene. Lone Wolf Runner er fyldt med henvisninger og antydninger til dramatik og historiefortælling, som ikke kommer til deres ret.

Interessante og spændende øjeblikke er der ellers mange af: Kleemanns digteriske stemme, der skifter mellem ikke bare grønlandsk og dansk, men også tungt præget af vocoder og tilsyneladende ubehandlet vokal. De atonale, tøvende, men flotte klavermelodier som bl.a. »The Dancer« og »Marble«, der skaber rolige øjeblikke iblandet spænding. Den industrielle »The Skin« sår midtvejs gennem albummet tvivl om, hvilken retning, musikken fører lytteren i. Men i sidste ende mangler Lone Wolf Runner netop det, der er blevet skåret fra i albummets tilblivelsesproces: en performance, der kan binde det hele sammen.

kortkritikrelease
04.02.2025

Det dybe åndedræt

Blaume: »excess air«

Den københavnske duo Blaumes EP, excess air, er et feltstudie i vejrtrækningens fælles puls, der beroligende tager et dybt åndedrag. EP’ens luftige lyd er som en cyklisk udfoldelse af åndedrættets fysiske betingelser, og med hæse korstemmer og kvidrende tværfløjte snor de to kunstnere, Laura Zöschg (IT) og Mette Hommel (DK), sig rundt om åndedrættets helende og kunstneriske egenskaber.

Måske er det den underlige varme vinter eller de blomstrende skikkelser på coveret, men det er, som om excess air gemmer på en spinkel forårsstemning. De sparsomme instrumenter famler sig improviserende frem over de tre numre, og de mange korstemmer tilsætter en vedkommende fysisk fornemmelse af musikere, der arbejder, hvilket understreger en fornemmelse af spinkel spiring.

Det elektroniske, i form af vokaleffekter og musikprogrammet Ableton, er en vigtig del af Blaumes udtryk. Vokaleffekter virker ofte meget fremtrædende, men når den processerede vokal på nummeret »vivus tremus« driver over i en hæs raspen, opløses det kunstige skel mellem stemme og effekt, og det elektroniske bliver en åbenlys forlængelse af Blaumes fælles åndedræt.

Blaumes excess air er en dejligt levende EP. Det er musik, der har overskuddet til at strække sig langt fra et enkelt og nærliggende udgangspunkt, og med få simple virkemidler udgør Blaumes debut en kærkommen forårsbebuder.

»Music to me, is solitude’s embrace, lifting me or breaking me, a bittersweet ache like missing someone or something, captured in the melancholia of my Seismograf playlist.«

The Swiss-born Hong Kong native Yanling spent her childhood between Zurich and Hong Kong, where she began her musical journey. She is the founder of Aurora Edition, a concert series known for its visually enhanced soundscapes in archtetural venues, showcasing drone, ambient, and experimental acts which is simultaneously running as a record label.

As a producer, Yanling crafts dystopian sonic landscapes with airy synths and hypnotic rhythms. Her cinematic approach blends ephemeral textures with sinister yet luminous effects, creating a boundary-pushing sound that transports listeners between realms in her experimental productions and immersive live performances.

»Musik for mig er en opdagelsesrejse ind i nye verdener skabt af bølger og drømme. Musik er en forbindelse til livet og til dem, jeg holder af – det minder om at synge ved familiefester, samles rundt om et Sankt Hans-bål eller høre Rihanna i en taxa. Musik er som et usynligt hjem, et sted, jeg flytter ind i hver morgen, hvor jeg kan opløses og blive en del af noget større uden at miste mig selv.«

Karen Juhl er komponist, sangskriver og producer og arbejder inden for den danske eksperimentalscene. Hendes debutalbum Mother Tongue, en sonisk hybrid af eksperimentel komposition, spoken word og folklore, skaber en fragmenteret, men meditativ refleksion over sårbarhed i en hyperglobaliseret verden. I februar spiller hun en række koncerter i København, Aarhus og Berlin. Live blandes klubkultur og kammermusik, når beatfragmenter smelter sammen med midi-harpe-improvisationer i en kompleks performance.