Brugen af begrebet "avantgarde" (direkte oversat fra fransk militærsprog: en fremskudt førerstilling) har uklare historiske rødder, men musikalsk er ordet knyttet til den europæiske og amerikanske serialisme efter 1945 - året da Anton Webern, hvis musik i visse henseender var et varsel om serialismen - blev dræbt ved et vådeskud. I dag bruges udtrykket imidlertid langt mere generelt om holdningerne bag alle eksperimentelle, modernistiske, bevidst fornyende tendenser i musik skabt efter Anden Verdenskrig, også uden for den klassiske musiks område.

Begrebet er velkendt i almen sprogbrug, men brugt om musik har det normalt en meget specifik betydning: den udtryksmæssige relation mellem hoved- og sidetema i den traditionelle sonateform. Efter Haydn konfronterer denne dramaturgiske modsætning traditionelt to motiviske verdener eller to forskellige psykiske klimaer, ofte beskrevet som det mandlige og det kvindelige, men også som relationen hårdt/blødt, kraftigt/svagt, lyst/mørkt etc.

I 1800-tallet anså man den "naive" folkelige musik for at være et symbol på nationens åndelige væsen, og folkemusikkens melodik blev set som "ren" og "uspoleret". Og i sidste halvdel af århundredet opfattede man brugen af den slags musikalsk stof som en genvej til det brede musikpublikum.

Kunst beskrevet med denne etikette ses først i arkitekturen, nærmere bestemt i Rusland efter Første Verdenskrig. Konstruktivismen er beslægtet med den senere "socialistiske realisme" (som forlangte at al kunst måtte have bred social anvendelighed) og også med den funktionalistiske "Bauhaus" bevægelse i Tyskland. På musikområdet skrev en gruppe hovedsagelig ukrainske komponister et konstruktivistisk manifest, men de er alle glemt i dag.

Begrebet har et vist sammenfald med stilpluralisme, og som dét, beskriver det snarere en konceptuel indgangsvinkel end en veldefineret stil eller holdning. Med begrebets basis i betydningen "udvælgende" beskriver det en tendens til at blande elementer som ikke normalt optræder sammen, f.eks. både historiske og moderne, både tonale og atonale, både fra klassisk musik og populærmusik etc. Begrebet benyttes også i negativ betydning om kunstnere som menes at savne personligt særpræg eller originalitet.

Vestlige kunstneres bevidste brug af tekniske, stilistiske eller kulturelle elemementer fra orientalsk kunst og musik, på musikområdet oftest fra Østasien. Allerede i 1700-tallet blev "kineserier" populære, og også elementer fra musikken i lande som f.eks. Tyrkiet og Indien blev tidligt i historien vævet ind i vestlig klassisk musik. I Rusland og Østeuropa, hvor man var tættere på Orienten, skete det særlig hyppigt.

Et begreb som på musikområdet blot betegner den æstetiske holdning bag den gennemorganiserede serialisme, nemlig den at komposition i vid udstrækning kan være forudbestemt af rent serielle procedurer og derfor utilgængelig for personbestemt retorik, inspiration, følelsesudtryk etc. Det vidtrækkende perspektiv i denne ultra-rationelle strategi var at kunst ikke udspringer af en kunstners fantasi, men er en eksperimentel proces som forløber uafhængigt af kunstnerens person, og hvis mere eller mindre meningsfulde resultater han først derefter søger at vurdere, tyde eller udvælge.