Schönberg beskrev sin tolvtoneteknik som en "metode", og serialismen er en direkte videreudvikling af denne metode. Men hvor metoden hos Schönberg fokuserede på toner, fokuserer serialismen mere generelt på ansamlinger af (ofte også tolv) "værdier" - tonelængder, fikserede registre, dynamik, klang etc. (teoretisk ofte refereret til som "parametre"). Strategien er i princippet den samme som for tolvtonemetoden: en særlig kombinatorik der varierer de forskellige elementers indbyrdes rækkefølge eller placering efter strenge, rent teknisk-talbaserede regler.

Ved afslutningen af Første Verdenskrig, med dens enorme økonomiske og menneskelige omkostninger, stod det de fleste europæiske kunstnere klart at ansvarlighed nu måtte betyde saglighed, realitetssans og praktisk anvendelighed. I 1917 skrev Feruccio Busoni til en ven at "frihedstrangen, der gjorde overdrivelsen til norm, må fremkalde sin egen modsætning.

Anvendt i musikalsk sammenhæng har dette begreb i hvert fald to helt forskellige betydninger.

I almen forstand forbindes ordet enten med en social situation, hvor etnisk, religiøst eller kulturelt adskilte grupperinger interagerer samtidigt; eller den situation at flere forskellige vinkler eller metoder tages i brug for at håndtere et emne eller fænomen. I musikken ses ordet oftest brugt når flere forskellige stiltræk eller stilarter optræder i samme værk (eller hos samme komponist (stilpluralisme). Begrebet har nære forbindelser til begrebet postmodernisme og såkaldt "musik på musik" (musik som i større eller mindre grad genkomponerer eksisterende musik).

Begrebet har historiske rødder helt tilbage til rænæssancen - eller, ved blot at indkredse det ny i forhold til det gamle, endnu tidligere - "ars nova" over for "ars antiqua", som det hed i middelalderen. I 1603 fordømte kritikeren Giovanni Artusi "manglerne i den moderne musik" af f.eks. Monteverdi. I et brev fra 1893 beskriver Mahler sig selv som "moderne".

Midt-60'erne er en meget ekspansiv periode i musikhistorien med et krydsfelt af indbyrdes forbundne bevægelser: åbenhed, stilpluralisme, sprængning af genrer og kategorier sideløbende med forenkling, renselse, afgrænsning, monotoni, abstraktion og anonymitet - med ét ord minimalisme. Betegnelsen anvendes inden for både billedkunst, design og til en vis grad litteratur, men den er særlig udbredt på musikkens område.

I dansk kulturhistorie ses begrebet oftest forbundet med en række tanker fremsat i essayistisk form midt i 60'erne af digteren Hans-Jørgen Nielsen, en revolte imod det borgerlige kunstbegreb og en slags ny, fluxus-lignende dadaisme. Tankegangen betragtede alle aspekter af livet som små, i sig selv sluttede "spil", hvis regler, rammer og struktur måtte afkodes. I 1969 begyndte det tvær-kunstneriske tidsskift MAK at udkomme med Hans-Jørgen Nielsen som redaktør, og her blev "spil" også til "rollespil", dvs.

Betegnelsen ses ofte anvendt om især fransk musik fra begyndelsen af det 20. århundrede. Den var oprindelig en karakteristik af en gruppe franske malere i slutningen af forrige århundrede (Dégas, Monet og Renoir m.fl.), og blev siden overført især på Debussy. Malerne arbejdede med pletter af rene, ublandede farver som gled sammen til helheder, når de blev set på afstand. De ville de skildre virkeligheden som rent sanseindtryk af lys og skygge (fransk: "impression") uden symbolsk eller fortællende betydning.

Fra midt i 1800-tallet og langt op i det 20. århundrede betød æstetiske impulser fra bestemte lande, regioner eller musikkulturer en afgørende udvidelse af europæisk musikkultur, først i form af såkaldt "nationalromantik" (komponister som f.eks. Frédéric François Chopin, Bedřich Smetana, Antonín Leopold Dvořák, Edvard Grieg, Mikhail Glinka, Leoš Janáček 

I 1929 tilkæmpede Stalin sig posten som kommunistpartiets ubestridte leder, og kultursituationen blev næsten øjeblikkelig afgørende ændret. Forfatteren Maksim Gorkijs krav om en disciplineret “socialistisk realisme“ i kunsten blev en kulturpolitisk doktrin – et slagord som ikke forlanger hvad vi i dag forstår ved “socialrealisme“ – kræver en socialt og politisk anvendelig kunst. I 1948 iværksatte centralkomitéen og Andrej Sjdanov (partiets chefideolog siden 1939) en kulturpolitisk vendetta vendt direkte imod alle ikke-realistiske kunstnere.

Begrebet ses i realiteten anvendt lige så tidligt som – og sideløbende med – begrebet modernisme, dvs. allerede før det 20. århundrede, så antydningen af et "før og efter" er i vid udstrækning falsk. Det anvendes bredt om alle kunstformer, men blev efter Første Verdenskrig især brugt som beskrivelse af visuel kunst og musikalske stil-holdninger. Efter Anden Verdenskrig blev det populært som betegnelse for den modernisme-kritiske arkitektur.