Begrebet har historiske rødder helt tilbage til rænæssancen - eller, ved blot at indkredse det ny i forhold til det gamle, endnu tidligere - "ars nova" over for "ars antiqua", som det hed i middelalderen. I 1603 fordømte kritikeren Giovanni Artusi "manglerne i den moderne musik" af f.eks. Monteverdi. I et brev fra 1893 beskriver Mahler sig selv som "moderne".

Midt-60'erne er en meget ekspansiv periode i musikhistorien med et krydsfelt af indbyrdes forbundne bevægelser: åbenhed, stilpluralisme, sprængning af genrer og kategorier sideløbende med forenkling, renselse, afgrænsning, monotoni, abstraktion og anonymitet - med ét ord minimalisme. Betegnelsen anvendes inden for både billedkunst, design og til en vis grad litteratur, men den er særlig udbredt på musikkens område.

I dansk kulturhistorie ses begrebet oftest forbundet med en række tanker fremsat i essayistisk form midt i 60'erne af digteren Hans-Jørgen Nielsen, en revolte imod det borgerlige kunstbegreb og en slags ny, fluxus-lignende dadaisme. Tankegangen betragtede alle aspekter af livet som små, i sig selv sluttede "spil", hvis regler, rammer og struktur måtte afkodes. I 1969 begyndte det tvær-kunstneriske tidsskift MAK at udkomme med Hans-Jørgen Nielsen som redaktør, og her blev "spil" også til "rollespil", dvs.

Betegnelsen ses ofte anvendt om især fransk musik fra begyndelsen af det 20. århundrede. Den var oprindelig en karakteristik af en gruppe franske malere i slutningen af forrige århundrede (Dégas, Monet og Renoir m.fl.), og blev siden overført især på Debussy. Malerne arbejdede med pletter af rene, ublandede farver som gled sammen til helheder, når de blev set på afstand. De ville de skildre virkeligheden som rent sanseindtryk af lys og skygge (fransk: "impression") uden symbolsk eller fortællende betydning.

Fra midt i 1800-tallet og langt op i det 20. århundrede betød æstetiske impulser fra bestemte lande, regioner eller musikkulturer en afgørende udvidelse af europæisk musikkultur, først i form af såkaldt "nationalromantik" (komponister som f.eks. Frédéric François Chopin, Bedřich Smetana, Antonín Leopold Dvořák, Edvard Grieg, Mikhail Glinka, Leoš Janáček 

I 1929 tilkæmpede Stalin sig posten som kommunistpartiets ubestridte leder, og kultursituationen blev næsten øjeblikkelig afgørende ændret. Forfatteren Maksim Gorkijs krav om en disciplineret “socialistisk realisme“ i kunsten blev en kulturpolitisk doktrin – et slagord som ikke forlanger hvad vi i dag forstår ved “socialrealisme“ – kræver en socialt og politisk anvendelig kunst. I 1948 iværksatte centralkomitéen og Andrej Sjdanov (partiets chefideolog siden 1939) en kulturpolitisk vendetta vendt direkte imod alle ikke-realistiske kunstnere.

Begrebet ses i realiteten anvendt lige så tidligt som – og sideløbende med – begrebet modernisme, dvs. allerede før det 20. århundrede, så antydningen af et "før og efter" er i vid udstrækning falsk. Det anvendes bredt om alle kunstformer, men blev efter Første Verdenskrig især brugt som beskrivelse af visuel kunst og musikalske stil-holdninger. Efter Anden Verdenskrig blev det populært som betegnelse for den modernisme-kritiske arkitektur.

Oprindelig en sammenslutning af kunstnere dannet under Første Verdenskrig i Zürich. Ved et tilfældigt opslag i en ordbog ramte de ordet "dada" – barnesprog for "kæphest" – og valgte dette navn. De fleste var billedkunstnere (folk som Marcel Duchamp, Max Ernst, Francis Picabia og Kurt Schwitters), men de skrev også lyd-digte og satte lyde på udstilling. Efter krigen spredtes dadaismen til bl.a. Berlin og Paris og blev en supersatirisk, værdinihilistisk bevægelse som latterliggjorde alt etableret, især etableret kunst.

"Støjkunst", støjmusik, tydeligt beslægtet med - og til dels en fortsættelse af - futurismen. Udtrykket opstod i Tyvernes Paris, hvor grænserne mellem musik og støj energisk blev afsøgt i værker af en række af tidens mest fremsynede og omdiskuterede komponister.

Nøgleværker: George Antheil: "Ballet mécanique" (1924), Alexander Mosolov: "Jernstøberiet" (1927)

Komponister: Luigi Russolo, Alexander Mosolov, George Antheil, Arthur Honnegger, Edgard Varèse, Igor Stravinsky, Sergei Prokofiev.

Danske: tidlig Knudåge Riisager 

En kunstnerisk bevægelse som opstod i Italien i 1909, især med udgangspunkt i musik, og som snart fik et decideret russisk modstykke. Som ordet siger, var forestillinger om fremtiden i centrum - maskiner, støj, industri og fart, men desuden en forkærlighed for anarki, brutalitet og absurditeter. Tankegangen bredte sig hurtigt til digtning, billedkunst og film, endog til f.eks. mad og mode. Futurismen spillede tankemæssigt en rolle som baggrund for såvel bruitisme (støjkunst) som for surrealisme og dadaisme. Og også senere fænomener som f.eks.

Udtrykket opstod i det tysksprogede område i begyndelsen af det 20. århundrede. Det blev først anvendt om billedkunst og litteratur og til dels musik, men ses senere i århundredet hyppigt anvendt om en lang række forskellige, kunstneriske udtryksformer med efterhånden stærkt skiftende betydninger.