Stokastisk musik er musik, der benytter sig af matematisk genererede, vægtede sandsynligheder frem for den aleatoriske ligestilling af alle muligheder (se Tilfældighedskomposition). Denne metode er udviklet af Iannis Xenakis som en slags tredje vej for en formaliseret musik, der undgår både serialismens og tilfældighedens mulige faldgruber. Med stokastiske modeller kan man komponere overordnede bevægelser, fx fra én tilstand til en anden, således at denne bevægelse er markant hørbar, men uden at være gennemkomponeret på detaljeniveauet. Det giver bl.a.

Der er i mindre grad tale om en stilart end om et systematisk, æstetisk fokus på klang. Spektralmusikken tager afsæt i analyser af instrumenters og stemmers klanglige egenskaber (deres spektrum af overtonefrekvenser) og lader disse være udgangspunktet for kompositionen, frem for en tonal eller rytmisk idé. De klanglige egenskaber sættes i spil med hinanden, hvorved avancerede klanglige effekter opnås.

Reallyd defineres her som optagede lyde, der ikke stammer fra musikinstrumenter. Reallydsmusik er musik, der benytter reallyde (eller efterligninger af reallyde) som primært materiale. Det er altså på sin vis snævrere end 'konkret musik', der er bygget op af samples af hvilke som helst optagelser, også instrumentlyde. Men det er på den anden side også bredere, idet det afgørende ikke er, hvordan lydene er produceret, men hvad de lyder af.

Det meste musik, der skabes, er tonal, dvs. diatonisk eller modal med grundtoneformmelse og toneartsorienteret harmonik. Undtagelserne er atonal musik, støjmusik og det meste konktrete musik. Når det alligevel giver mening at tale om "ny tonalitet", skyldes det ikke at tonaliteten nogensinde har været fraværende, men blot at den i en bestemt, centraleuropæisk modernisme og avantgarde blev elimineret til fordel for andre logikker.

Mikrotonal musik er musik, der bevidst komponeres med toneintervaller, som er mindre end et halvtonetrin. I princippet rummer næsten al tonebaseret musik mikrotonale elementer for så vidt som instrumenter sjældent er helt eksakt stemte og fordi både glissando og vibrato resulterer i mikrotonale intervaller. Men den mikrotonale musik søger specifikt de spændinger og effekter, der opstår med mikrotonaliteten, komponerer så at sige direkte med dem. Man finder mikrotoner i de fleste kulturers traditionelle musik.

Melodisk musik er musik, der har en markant melodi som centrum. Melodibåret musik er især udbredt i folkemusik, i klassisk og romantisk musik og i populærmusik. I ny kompositionsmusik finder man det især i neo-klassiske og neo-romantiske værker, men ikke kun. I den elektroniske musik finder man det i den mere popmusik-orienterede del.

En lydskulptur er et lydkunstværk, der er formet som et afgrænset legeme, som afgiver lyd. Enten ved at lave sin egen lyd (som et slags instrument) eller ved at transmittere lyd (via højttalere). Lydskulpturer kan være interaktive, de kan gennemføre et bestemt program, de kan lade sig påvirke af eksterne data eller de kan operere via tilfældighedsoperationer.

Lydkunsten er domineret af lydinstallationer, forstået som fysiske opstillinger af lydapparatur i et rum, der kører af sig selv, og som man kan gå til og fra (modsat koncertopførelser eller værkindspilninger). Der er ikke tale om fonogram-værker, som kan lyttes på hovedtelefoner eller i lyttestationer, men om at værket selv er installatorisk. Lydinstallationer kombinerer ofte en sanselig oplevelse med en undersøgelse af lyd eller den benytter lyden som et middel til at undersøge noget andet.

Der har altid været improvisatoriske elementer i musikken, både den høje og den lave.

Selv om nodesystemet naturligvis også er grafisk, dækker betegnelsen 'grafisk notation' over brugen af visuelle notationer, der repræsenterer kompositionen på anden vis, ofte gennem en kombination af former og farver. Grafiske notationer ligger i et spektrum, som bevæger sig fra alternative typer nodesystemer med relativt faste instruktioner til helt åben grafik, hvor musikerne har den fulde frihed til at fortolke det, de ser. (Der er altså ikke tale om rene lyttepartiturer, men om opførelsespartiturer).

"Glitch" er betegnelsen for en elektronisk fejl, der får et apparat til at køre med nedsat eller problematisk funktionalitet. I den elektroniske musik, blev glitch i 1990'erne gjort til betegnelsen for en stilart, der tog udgangspunkt i de hak og spring, der opstår, når man afspiller en beskadiget cd. Disse lyde blev snart suppleret af andre mislyde og bilyde fra elektronisk hardware (brummen, klikken, knitren, susen etc.) Disse lyde bliver samplet og brugt som råmateriale i kompositioner, der musikalsk spænder fra Ovals organiske fraseringer til Ryoji Ikedas stramme klik-minimalisme.