Niels Rønsholdt
50
Der var engang en westerncellist
»Niels Rønsholdt: »Country«
Jakob Kullberg. © Søren Rønholdt
Lad os bare få fyret konfettikanonerne af med det samme. Carl Prisens hæder som årets komponist 2021 vejer ikke for tungt på skuldrene af Niels Rønsholdt, hvis du spørger mig. Den indspillede udgave af cellokoncerten Country – bestilt af hovedrollen Jakob Kullberg – er så vellykket, at den sagtens kan bære en triumfbue af statuetter og rosende ord.
Den rønsholdtske signatur er ikke til at tage fejl af. Det handler om performerkroppen. Kullberg vender celloen 45 grader, omfortolker den som westernguitar og synger inderligt om en oprindelsesløs tid i det erobrede Amerika. En følsom trubadur omgærdet af bittersøde molklange, der både smager af hjemløs saloonfolklore og fremmedgjort Broadwaymusical.
Rønsholdt vinder ikke nyt land i arbejdet med solistrollen, hvis altså man hører Country som et frigørelsesprojekt. I stedet hører jeg på indspilningen en nøjeregnende sammensætning af autenticitetsmarkører. Trubadurismen gør et godt modspil til institutionssolisten, der pligtskyldigt river og flår i strengene, som vi hører det på »Trees (I)«. På »We Don’t Ride the Same Horse« stivner disneydramaet i refrænet, idet prærieidentitetens blå tone falder på det mest karikerede 1-slag i affraseringen.
Den største fornøjelse er ikke Kullbergs hovedrolle men derimod det birollecast af samplestemmer, som dikterer flowet, klangen og det solistiske fokus i værket. Stemmerne skaber legeringen mellem komponist, orkester og solist: en sammensat krop. Autenticiteten kommer alle mulige steder fra, lader værket til at fortælle os. Den er ikke kun repræsenteret i det oprindelige, nærværende og skrøbelige.
© PR
»Musik for os er den følgesvend, du har gennem livets op-, ned-, druk- og røvture. Der findes ikke den følelse, vi ikke hver især har et indre soundtrack til. Det er så dejligt universelt, at musik trigger stemninger og understøtter følelser.«
Barcode spillede et par hundrede shows rundt i Europa i 90'erne og 00'erne sammen med bl.a. Madball, Agnostic Front og Hatebreed og udgav fem fuldlængde albums. Det aahusianske band spiller sin første koncert i 18 år som headliner på Support Our Scene-festivalen i Fredericia i august.
To enere i tæt kredsløb
Lotte Anker & Fred Frith
© PR
Onsdag aften på 5e var publikum vidne til et møde mellem to musikere, der i deres fremtoning ikke umiddelbart havde meget til fælles. Lotte Anker sad rank på stolen med alt- eller sopransaxofonen hvilende på knæet, mens Fred Frith var foroverbøjet over guitar, pedaler og de mange små objekter, han brugte til at tvinge alskens lyde ud af instrumentet. Stoisk ro over for frenetisk dimseri. Udadtil lignede de hinandens modsætninger. Musikalsk var de derimod tæt forbundne.
De så næsten ikke på hinanden undervejs, men virkede fuldstændig opslugte af den lyd, de skabte sammen. Til tider var musikken knudret og svært gennemtrængelig: uguitaristiske toner, perkussive anslag, næsten rockede passager, hurtige saxofonløb, lange holdte toner, støj og overtoner. Som en gåde, der ikke ønskede at blive løst. Andre gange skabte Frith klare droner, som Anker gled melankolsk henover, sanseligt og smukt. Det lød som en fortælling uden ord om mørke, frygt og usikkerhed, men også om lys, håb og samhørighed. Livets essens skåret ned til træfpunktet mellem to af jazzmusikkens helt store enere.
Koncerten sluttede med aftenens mest direkte gestus mellem de to. En blid tone fra Friths guitar ringede kontinuerligt, indtil han pludselig bankede hånden ned i gribebrættet med et rungende bump og sendte Anker et skælmsk smil. Som en kort anerkendelse af den intense omgang, de netop havde ført publikum igennem.
© Kristoffer Møllegaard
Søren Kjærgaard ved klaveret, Kresten Osgood og Christian Lillinger ved hver sit halve trommesæt, pak choi med shiitakesvampe og ris. Kombinationen af free jazz og kinesisk cuisine er måske ikke den mest oplagte, men onsdag eftermiddag på CC Taste viste den sin berettigelse.
Den franske komponist Erik Satie ærgrede sig efter sigende over, at det parisiske cafépublikum ikke i tilstrækkelig grad ignorerede hans såkaldte møbelmusik. Den slags bekymringer delte Kjærgaard, Osgood og Lillinger næppe på anden aften af deres fem dage lange residency på den kinesiske restaurant på Amagerbrogade. Tværtimod blev der med udpræget showmanship spillet ikke bare på trommesæt og klaver, men også på loftslampe, radiator og Osgoods sko. Der blev råbt, grinet og revet avissider itu.
Fætrene Osgood og Kjærgaard har spillet sammen hele livet, og det kunne mærkes i den selvfølgelighed, hvormed de kastede sig ind i musikken. Sammen med Lillinger brugte de ikke mange sekunder på at finde et fælles niveau af intensitet. Det gyngede, ramlede og knirkede i alle retninger. Musikken buldrede frem, indtil den brat standsede, og Kjærgaards klaver trådte frem i mere rolige og ubestemte passager. Så meldte omgivelserne sig igen: bestik mod tallerkener, linje 5C forbi vinduerne ud mod Amagerbrogade, et æggeur, der ringede inde fra køkkenet.
God mad og god musik har meget tilfælles, men heldigvis gik det ikke op i en mytisk og lidt uinteressant højere enhed. Tværtimod bestod aftenen i friktionen mellem to adskilte sanserum: koncerten og restauranten, lytten og spisningen, den frie improvisation og den dagligdags middagsscene. Satie ville muligvis have vendt sig i graven. Jeg elskede det.
© Mads Smidstrup, Aros
»Musik for mig er medicin, trøst og et spark i røven. Fællesskab, glæde, ventil. Poetisk politisk kompas. Og med årene er musik også blevet til en slags livskapitler, knyttet til bestemte steder, tider og mennesker.«
Marie Arleth Skov er en dansk kunsthistoriker, som har været bosat i Berlin siden 1999. Hun arbejder i krydsfeltet mellem kunst, seksualitet og musik, med et primært historisk fokus på surrealismen og punkbevægelsen i 1970’erne og 1980’erne. Hendes bog Punk Art History blev udgivet ved Intellect Books (UK) i 2023. Helt aktuelt har hun kurateret udstillingen ULYDIG. Kroppen i punk, som kan ses på Aros Kunstmuseum i Aarhus i efteråret 2026. Kataloget til udstillingen er udgivet hos Marrow Press.
© Guannan Kang
自由即兴创作比性爱更好! Eller »Fri improvisation er bedre end sex.« Sådan lyder – ifølge Kresten Osgood – et citat tillagt Konfucius. Om den kinesiske filosof faktisk sagde det, er tvivlsomt. Men udsagnet rammer ånden bag et af årets mest usædvanlige indslag under Copenhagen Jazz Festival.
Fra 7.-11. juli indtager pianist Søren Kjærgaard og trommeslager Kresten Osgood restauranten CC Taste på Amagerbrogade, hvor de hver dag kl. 14-16 giver koncert midt blandt gæster, dim sum og dampende hot pots.