Niels Rønsholdt
49
Enestående fremtidsflaskepost
Niels Rønsholdt: »Archive of Emotions & Experiences, Book 1«
Niels Rønsholdt. © Kåre Viemose
Jeg er sådan set lige så begejstret for indspilningen af Rønsholdts klaverværk nu, som jeg var efter uropførelsen på Klang Festival 2019. Ligesom med korværket Songs of Doubt rammer han sit udtryk helt rent her: en ligefrem uskyld holdt i stramme tøjler, som oversharingen i ophedede momenter slipper fri af.
Lenio Liatsou, den nænsomme solist, lægger ud med så spredte toner, at førstesatsen lyder som gennemhullede Goldbergvariationer: en slags eroderet kulturhistorie formidlet fra en hukommelsesløs fremtid. Harmonisk set er der lige akkurat nok tonal fremdrift til, at det nært aleatoriske udtryk hele tiden holder sig i bevægelse. Og stofligheden i de kildrende lyse anslag og Liatsous åndedræt hypnotiserer mig som et myggelys.
Grundstemningen er en tristesse, noget er tabt. Men der er hele tiden et drama, som udfolder sig mellem rolige linjer og maniske udbrud med en smag af rådvildhed i dobbelttempo. Meget elegant fungerer de fuglefløjtende triller overalt i værket som en form for ankre: Værkets struktur er helt sin egen, men alligevel gennemskuelig.
Mod slutningen tager repetitionen for alvor over. Enkelttoner hamres ned i klaviaturet, som om noget skal morses eller mejsles i sten for at afværge en nært forestående glemsel. Kompositionen er på mange måder et kommuniké, som inviterer til tematisk læsning om postapokalypse og klimakatastrofe. Men den er også helt ekstremt omsorgsfuld, kærlig, indbydende. Jeg tror simpelthen, det er min favorit i klaverlitteraturen fra det 21. århundrede, voldsomt nok.
© Guy Wasserman
»Musik for mig afslører tomheden i grænser og definitioner – i bevidstheden, i rummet og i musikken selv.«
Idan Elmalem er en oud-spiller og komponist, der arbejder på tværs af verdens- og populærmusik, og præsenterer nu sin debut-instrumentale EP og liveoptrædenprojekt. Efter mange års samarbejde inden for den israelske musikscene vender han sig mod en mere personlig og intim musikalsk stemme, hvor han blander traditionel oud med en moderne sensibilitet. Inspireret af sine studier med mester Nissim Dakwar udforsker Elmalems musik rummet mellem tradition og innovation. Hans debut-EP, Time, indeholder tre live-indspillede stykker, der bevæger sig mellem fortid, nutid og fremtid og kombinerer klassiske arabiske og persiske elementer med jazz, minimalisme og filmisk lyd. Elmalem, der er baseret i Tel Aviv, trækker på sin marokkansk-danske arv i sit arbejde. Han er uddannet fra Jerusalem Academy of Music and Dance og er i øjeblikket i gang med en kandidatgrad i etnomusikologi ved University of Haifa, sideløbende med sit arbejde som musiker og komponist.
© Charlotte Lund Mortensen / Tapetown
»Musik er den førsproglige og førlogiske kunstform, der lader os tilgå dele af bevidstheden, der endnu ikke er tænkt. Man kan nogle gange blive bevidst om, hvad en sang betyder flere måneder senere og få en indre problematik til at forløse sig. Musik er også samarbejde og community. Den danske scene for hård musik er et fantastisk sted i disse år, hvor artister støtter hinanden og samarbejder på kryds og tværs. På den måde bliver musik ikke en konkurrence, men et fællesskab om hele tiden at bevæge sig fremad.«
To kræfter på den danske undergrunds-scene, MEEJAH x HIRAKI, har slået sig sammen på udgivelsen INTERWOVEN (Pelagic Records). De to bands tilhører den danske metal-undergrund med fælles referencer som The Body, The Armed, Chelsea Wolfe & Converges Bloodmoon og Death Engine. HIRAKI udgav deres debutalbum Stumbling Through The Walls i 2021 (Nefarious Industries). Fulgt op af ALTERER – Stumbling Through The Walls REWORKED i 2022 og HIRAKI har turneret i Norge, været support for The Armed i Tyskland og har samarbejdet med Kh Marie. Dansk-koreanske MEEJAH udgav Queen of Spring i 2021, som blev nomineret til en Steppeulv, og indspillede en KEXP Live Session under månenytåret i 2024. Meejah har turneret i Sydkorea og varmet op for Blonde Redhead og Jambinai. MEEJAH og HIRAKI har begge spillet på A Colossal Weekend og har også krydset veje i doom-rave-kollektivet John Cxnnor.
© PR
Efter Brexit: Lyden af et splittet rige
Manchester Collective: »Series of Four #2«
© Caroline Bittencourt
Hvordan lyder Storbritannien i dag? Som et land, der længes efter idealer og mening, efter at have opgivet enhver form for fælles sag eller erfaring. Brexit-katastrofen kaster stadig lange skygger.
Men talent er der stadig. Manchester Collective er et af de smidige ensembler, der er opstået i et britisk kunstlandskab, hvor gamle infrastrukturelle sikkerheder ikke længere gælder. Det er en fleksibel, strygerbaseret gruppe, der spiller med hjerte, sjæl og en bemærkelsesværdig teknisk finesse. Deres gehør for detaljer, sans for svævende lethed og sikre komponistvalg vakte også opmærksomhed hos Danish String Quartet, som havde inviteret ensemblet til at præsentere deres undersøgelse af nutidig britiskhed under Series of Four-festivalen.
Fælles for de medvirkende komponister er, at de tænker ud over innovation forstået som et spørgsmål om tonalitet. De vilde hockets og reels i »Muttos« fra Christian Masons Sardinian Songbook trækker på en karakteristisk engelsk omgang med folkemateriale – det samme gør Dobrinka Tabakovas Insight og Jonathan Doves Out of Time. Disse værker, sammen med Andrew Hamiltons absurdistiske musikalske puslespil In beautiful May, taler lige så meget om tab, som Anna Merediths Tuggemo skriger en form for plastisk optimisme ud.
Aftenens højdepunkter var de halvmørke erindringsglimt i Jocelyn Campbells 3AM og Edmund Finnis’ String Quartet No. 2. Hos Finnis foldes en markant, indadvendt form for britisk minimalisme ud. Tredjesatsen, spillet uden vibrato, synes at udtrykke en længsel efter at eksistere hinsides de rammer, værket selv har sat. Meget britisk.
Lige så britisk var den særlige charme, der strømmede gennem hele koncerten fra Manchester Collectives medstifter Rakhi Singh, som sammen med sine kolleger spillede det hele med en forbløffende, sart skønhed.
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek
To stemmeløse ironikere vs. folketingsvalget 2026
The Ensemble That Loves You: »2026 Election Special Soundwalk Public Broadcast Service Municipal Event«
© PR
James Black og Connor McLean, de to komponister bag skæmtforetagendet The Ensemble That Loves You, kan som tilflyttere endnu ikke stemme ved tirsdagens folketingsvalg. Til gengæld kan de intervenere, og det var, hvad de med en god, gammeldags podwalk gjorde for en udvalgt skare i lørdags.
I løbet af tre timer kunne man komme forbi de to, der havde taget opstilling på nordbredden af Sortedams Sø i København. Her fik man en QR-kode, blev ledt hen til nærmeste valgplakat og efterladt med et link til SoundCloud. »Alright, vi ses om 16 minutter,« sagde Black, og så stod jeg ellers der foran statskundskaberen Thomas Rohden fra Radikale Venstre og hans sære, tandfri plastiksmil.
»Det er vigtigt at connecte med valget, så kig kandidaten lige ind i øjnene,« fortalte en syntetisk kvindestemme, da jeg trykkede afspil. Det gjorde jeg så. Stod stille, lyttede, stirrede. Blev vel selv et værk, lignede i hvert fald en idiot. Og mens voiceoveren sendte mig videre til nye plakater, arbejdede Black og McLean for at fuldende fremmedgørelsen med korte lydklip.
Stemmen fik først et let ekko, satte sig så i rille – »stem-på-mig-stem-på-mig-stem-på« – og blev afløst af kortsluttet 8-bit-elektronik, svigtende museorgel og blafrende monologer over livejazz, der mimede en absurd medievirkelighed.
Langsomt blev plakaternes blanke, troskyldige øjne et udtryk for, hvor kunstigt valget er. »Personen, du kigger på, er ikke ægte,« sagde den syntetiske stemme så til sidst, relativt oprevet af en computer at være. »Partiet vil erstatte dig med en robot.«
Okay, okay. Fra de stemmeløse skal man høre sandheden, pakket ind i britisk politisk sarkasme og MIDI-jingler: en let – og nok også letkøbt – anretning, men hvem orker mere efter fire ugers valgkamp? På vej tilbage til Black og McLean så jeg en dame pege op på en plakat af 26-årige Maria Georgi Sloth, også hun fra liste B: »Hende der gav mig et tyggegummi nede på stationen.« Så er det valg afgjort.