Niels Rønsholdt
51
Enestående fremtidsflaskepost
Niels Rønsholdt: »Archive of Emotions & Experiences, Book 1«
Niels Rønsholdt. © Kåre Viemose
Jeg er sådan set lige så begejstret for indspilningen af Rønsholdts klaverværk nu, som jeg var efter uropførelsen på Klang Festival 2019. Ligesom med korværket Songs of Doubt rammer han sit udtryk helt rent her: en ligefrem uskyld holdt i stramme tøjler, som oversharingen i ophedede momenter slipper fri af.
Lenio Liatsou, den nænsomme solist, lægger ud med så spredte toner, at førstesatsen lyder som gennemhullede Goldbergvariationer: en slags eroderet kulturhistorie formidlet fra en hukommelsesløs fremtid. Harmonisk set er der lige akkurat nok tonal fremdrift til, at det nært aleatoriske udtryk hele tiden holder sig i bevægelse. Og stofligheden i de kildrende lyse anslag og Liatsous åndedræt hypnotiserer mig som et myggelys.
Grundstemningen er en tristesse, noget er tabt. Men der er hele tiden et drama, som udfolder sig mellem rolige linjer og maniske udbrud med en smag af rådvildhed i dobbelttempo. Meget elegant fungerer de fuglefløjtende triller overalt i værket som en form for ankre: Værkets struktur er helt sin egen, men alligevel gennemskuelig.
Mod slutningen tager repetitionen for alvor over. Enkelttoner hamres ned i klaviaturet, som om noget skal morses eller mejsles i sten for at afværge en nært forestående glemsel. Kompositionen er på mange måder et kommuniké, som inviterer til tematisk læsning om postapokalypse og klimakatastrofe. Men den er også helt ekstremt omsorgsfuld, kærlig, indbydende. Jeg tror simpelthen, det er min favorit i klaverlitteraturen fra det 21. århundrede, voldsomt nok.
© Kåre Viemose
»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«
Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.
© Aria Leth Schütze
»Musik for mig er muligheder for transformation.«
Aria Leth Schütze er bosat i København og står bag musikprojekterne Alto Aria og Samler På Dig. De er medstifter af pladeselskabet Rhizome og medredaktør på musikmagasinet Passive/Aggressive. I deres praksis mødes elektronisk og akustisk musik i en undersøgelse af transformation.
© PR
»Musik er for mig den kunstform, der – hvis man gør det op i timer og minutter – fylder suverænt mest i mit liv. Jeg kan ikke synge, jeg kan ikke spille noget instrument, men jeg kan lytte, som en glad amatør, på cyklen, på dansegulvet, men især: på kontoret. Jeg arbejder, dvs. skriver, nærmest altid til musik.«
Mikkel Krause Frantzen (f. 1983) er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, litteraturanmelder på Politiken, og forfatter til en række bøger på engelsk og dansk, såsom En fremtid uden Fremtid (2018), Klodens Fald (2021), Slutspil (2024).
© Mads Nissen
»Musik er det, der sætter gang i mine tandhjul. Får både min krop og mit hoved i bevægelse, på en god dag endda i fart. Mine lyttevaner er 100 procent farvet af mit humør ... og mine to børns musiksmag, der skifter hvert ottende minut ... så anlægget herhjemme bliver udsat for lidt af hvert. Det er jo på sin vis lige, som det skal være. Plads til alt og alle.«
David Dyrholm (f. 1990) er mad- og musikanmelder på Politiken – med fokus på mere eller mindre moderne jazz og avantgardemusik. Har sideløbende arbejdet for festivalen Modern Jazz Days, siddet i juryen ved DMA Jazz og i sin tid udgivet en række plader med hiphopkollektivet DoktorDoktor.
Et orgel i tvivlens mørke skov
Calum Builder: »Although Changed, I Arise the Same«
© PR
Sidste år udgav Builder Poor_in_Spirit, et album hvor han på egen hånd udforskede de soniske muligheder for sit eget, hjemmebyggede orgel. Det var et album præget af denne søgen, men i sidste ende også af de begrænsninger, orgelet repræsenterede. På Although Changed, I Arise the Same finder komponisten en vej ud af dem.
Orgelet bakkes nu op af tre tilføjelser: Builders egen altsaxofon samt Zola Mennenöh og Johanna Sulkunens sangstemmer. Det gør en verden til forskel, da det giver den diversitet i instrumentering, som Builder netop så mange gange før har bevist, at han mestrer at komponere for. Skiftevis falder orglets bas under sangstemmerne og saxofonen som et let dis og omhyller dem som en tung tåge. Det tuder, som vinden i træerne og brøler som et tog i natten. Mennenöh og Sulkunen synger, messer og udånder simple, repetitive fraser om spirituel usikkerhed og søgen, som er de fortabt i tvivlens mørke skov. Det er en spartansk fortællestil, der giver lytteren nok lyrik og atmosfære til at sætte hjernen i gang, men ikke så meget, at man overmættes. Heri ligger Builders styrke: Hans musik udspringer tydeligt af hans liv og erfaringer, men han komponerer på en sådan måde, at lytteren med sin fantasi inviteres til at deltage i den fortælling, der skabes.
Builder bestemmer farverne, men overlader en del af billedet til lytteren. Det er et album, der er langt mere sparsommeligt i sin dramaturgi end tidligere udgivelser. Men ikke desto mindre smukt og inspirerende.