James Black
28
Tårevældende duo-patos
Klang Festival: »Project Home« – Duo Dan/Nie
© Alexander Banck-Petersen
Hvornår har man sidst grædt til en koncert med ny kompositionsmusik? I de eksperimenterende rammer er der sjældent plads til den form for patos, der går i tårekanalerne. Men Fei Nie (klaver) og Sofie Thorsbro Dan (violin) fik det næsten til at ske for mig. Det var James Black-værket Colossi, der gik rent ind. Min sidemand var endda helt grædefærdig.
‘Kulturmøder’ var aftenens tema. Komponisterne havde det til fælles, at de alle er flyttet fra deres hjemland. Selve koncertens opbygning havde også karakter af hjemme-ude-hjemme. Duoen startede og sluttede på deres respektive hovedinstrumenter – overlegent håndteret med et væld af udvidede teknikker.
Aya Yoshidas Decode og Bára Gísladóttirs Prussian Blue var dog komplet væsensforskellige. Decode føltes ivrig, tangerende til det forhastede. Der skulle spilles med omvendt bue, pustes på violinen, og klaveret skulle agere guiro og bordtennisbord. På rekordtid var kortene lagt på bordet. Omvendt var maleriske Prussian Blue mere tålmodig. Særligt var det en fornøjelse at høre Dans vekslen mellem kvalt bariolage og lange toner, der efterhånden åbnede sig nidkært i klangen.
De to værker i midten var også som nat og dag. Selvom det var friskt at orkestrere Xavier Bonfills ambiente 2x2 for de to instrumentalisters stemmer, faldt grebet til jorden. Man savnede bredden i klangrummet af den sfæriske midi-meditation.
Men James Black stjæler overskriften, nok engang. Selv vogtede han, som den mest knuselskelige gudeautor over værket på en storskærmsvideo. Man skal ikke forveksle hans absurditeter med kaos: Black komponerer med en rigid stramhed. Netop derfor bliver hans udtryk ekstra virkningsfuldt, når det giver tegn til følelsesapparatet. Den rørende sidste sats, hvor Dan havde bevæget sig ud i våbenhuset, og duoen spillede en adspredt sus-pop i hver sit rum, imens Black malede sig med læbestift på skærmen, er i hvert fald noget, jeg sent vil glemme.
I bugen på et fremmed klangvæsen
Kali Malone & Leila Bordreuil: »Music for Intersecting Planes«
© PR
Det er to af samtidsmusikkens mest kompromisløse materialetænkere, den amerikanske organist Kali Malone og den franske cellist Leila Bordreuil, som mødes på Music for Intersecting Planes. Malone arbejder med overmættede klangblokke og lydens masse som vedvarende tryk, mens Bordreuil søger friktionen – med celloen som genstridig organisme, der knirker og protesterer.
Fælles er en asketisk opmærksomhed på instrumentets egenart. Orglet og celloen presses ud i deres randzoner, hvor genkendeligheden opløses, og overtoner træder frem som skjulte væsener.
Titelstykkerne »Intersecting Planes I« og »II« præsenterer bølgende opbrud af lyd: dyriske, næsten elefantagtige hvin, der presser sig frem og trækker sig tilbage. Kun sjældent lader klangen sig identificere som orgel eller cello. (»Pilots in the Night« ligger tættest på en forventelig balance mellem orglets tyngde og celloens modstand.) Ellers bevæger musikken sig i et felt mellem det metalliske og det elektroniske, som om lyden hverken stammer fra strenge eller piber.
Det er ikke massivitet, der undersøges, snarere en form for hulhed: en luftighed, der ikke er let, men gennemtrængt af en ubestemmelig resonans, noget urgammelt og ceremonielt. Albummet rummer noget langt mere porøst og åbent end Malone og Bordreuils tidligere værker. Lyden opleves som en konkav form, indadbuende, som et fravær af materiale. Klanglandskabet bærer sin egen opløsning med sig som en indbygget forsinkelse – som om musikken først og fremmest eksisterer som erosionen af noget, man troede, man hørte.
© Esben Aarup
»Musik for mig er rytmen, pulsen og energien i mit liv. Det er det, som driver mig og altid kan give mig energi eller farve min dag på en måde, som jeg har brug for. I et meget travlt, forvirrende og kaotisk liv, som jeg befinder mig i for tiden, kan musik stort set være den eneste ting, som får mit tempo ned, giver adgang til rent faktisk at mærke mine følelser og skabe refleksionsrum. Musik er historie og husker momenter og stemninger – den spejler kulturer og kan være stemmen for en generation eller en hel gruppe, som har svært ved at bryde mainstreamen eller status quo. Musik for mig er en af de primære måder, jeg kan have indflydelse på det samfund, jeg er en del af – om det er ved at understøtte vigtig kunst, som vi kan spejle os i eller samle store mængder mennesker om noget meningsfuldt og fællesskabende. Musik for mig er frihed. Frihed til at danse uden hæmninger, lade tårerne få frit løb og frihed til at spille lufttrommer i topfart på min gule racercykel på vej ned gennem Mejlgade.«
Oscar O'Shea er uddannet fra Kaospilot med fokus på innovation i kultur- og musikbranchen. Igennem SPOT Festival er han projektleder på det internationale projekt Live Incubator og det hyperlokale eventcSPOT i Bowlinghallen. Oscar er filmdokumentarist og er færdiguddanet som dokumentarfilmproducer fra det første hold på Den uafhængige Dokumentarfilmskole DOKTRIN, til sommer. Derudover har han for nylig stiftet det independent aarhusianske agentur Okay Management, som laver artist-management, booking, filmproduktion og udgiver musik for en lang række artister. Igennem agenturet åbner huset Okay i det nye Stenbro kvarter på Nørreport i Aarhus. Stedet skal showcase Aarhus-talent og har fokus på at samle det nye kulturområde og at bygge en bæredygtig musikbranche i Aarhus, fra bunden op igennem vidensdeling, transparens og samarbejde på tværs i undergrunden og vækstlaget. Han har været booker og programansvarlig på Sydhavns Festival, Gemini Festival og en lang række andre events og tiltag i løbet af de seneste par år. Hjertet banker for DIY, indie-kultur, selvstændighed og samarbejde frem for konkurrence. Og selvom Oscar har boet i mange forskellige lande og arbejdet over hele verden, så vender han altid tilbage til Aarhus netop på grund af naboskabet og DIY-ånden i byen.
Opera eller eksamensforberedelse?
Mauro Patricelli, Signe Asmussen, Matias Seibæk, Anders Banke, Thommy Andersson, Jessica Lyall m.fl.: »Tarantula«
© Søren Meisner
Tarantula præsenteres som »dokumentaropera«, en genre skabt af Mauro Patricelli. Værket tager afsæt i tarantismen – myten om edderkoppens bid, der udløser vanvid og den ekstatiske dans, der helbreder – og fletter den sammen med Et Dukkehjem og Napoli af August Bournonville. Ambitionen er klar: at spejle kvindelige erfaringer med mani, undertrykkelse og fortolkning gennem historien. Scenografien understøtter det dokumentariske greb. Fem svævende skærme viser tekst, arkivmateriale, en danser og en professor karakter, der didaktisk udlægger værkets kilder. Samtidig står fire musikere og sopranen Signe Asmussen på række.
Musikken veksler mellem lange, nøgne linjer og repetitive, rytmisk komplekse figurer, tydeligt inspireret af tarantellaen. Men netop kompleksiteten bliver en hæmsko: afhængigheden af click-track og noder giver et mekanisk præg, der strider mod værkets påståede dæmoniske og kropslige energi. Det største problem er balancen mellem forklaring og fortolkning. Professorfiguren dikterer konstant læsningen og undergraver værkets egne kritiske ambitioner – ikke mindst når den samtidig problematiserer et »male lens«. Også forholdet til Ibsen fremstår som en forsimplet, næsten fejllæst illustration snarere end en reel fortolkning.
Lyrikken – primært bestående af historiske kilder og akademiske formuleringer – tynger dramaturgien. Når et brev om Ibsens kendskab til tarantismen ophøjes til dramatisk klimaks, bliver det svært at mærke, hvad der egentlig står på spil. At teksten både synges, projiceres og udleveres i librettoform, forstærker følelsen af redundans. Til sidst sidder man tilbage med en fornemmelse af at have deltaget i en forelæsning snarere end en opera. Min sidste note inden tæppefald: Will this be on the test?
© PR
»Musik for mig er et sted at møde både sig selv og andre i følelser. Det er frihed, fælleskab, individualitet, sprog og udtryk.«
Den danske kunstner Alice Ai forener følelsesmæssig dybde med elektronisk slagkraft og en punket energi. Hendes lyd bevæger sig i spændingsfeltet mellem det sårbare og det konfronterende – mellem det menneskelige og det syntetiske. Denne dobbelthed er indlejret i hendes navn: »Alice« refererer til nysgerrighed og eventyrlighed, og »Ai« peger mod det kunstige og teknologiske. Sammen danner de fundamentet for et kontrastfyldt univers, der gennemsyrer både hendes musik og kunstneriske persona. Alice Ai spiller på årets Roskilde Festival.
© Charlotte Lund Mortensen / Tapetown
»Musik er den førsproglige og førlogiske kunstform, der lader os tilgå dele af bevidstheden, der endnu ikke er tænkt. Man kan nogle gange blive bevidst om, hvad en sang betyder flere måneder senere og få en indre problematik til at forløse sig. Musik er også samarbejde og community. Den danske scene for hård musik er et fantastisk sted i disse år, hvor artister støtter hinanden og samarbejder på kryds og tværs. På den måde bliver musik ikke en konkurrence, men et fællesskab om hele tiden at bevæge sig fremad.«
To kræfter på den danske undergrunds-scene, MEEJAH x HIRAKI, har slået sig sammen på udgivelsen INTERWOVEN (Pelagic Records). De to bands tilhører den danske metal-undergrund med fælles referencer som The Body, The Armed, Chelsea Wolfe & Converges Bloodmoon og Death Engine. HIRAKI udgav deres debutalbum Stumbling Through The Walls i 2021 (Nefarious Industries). Fulgt op af ALTERER – Stumbling Through The Walls REWORKED i 2022 og HIRAKI har turneret i Norge, været support for The Armed i Tyskland og har samarbejdet med Kh Marie. Dansk-koreanske MEEJAH udgav Queen of Spring i 2021, som blev nomineret til en Steppeulv, og indspillede en KEXP Live Session under månenytåret i 2024. Meejah har turneret i Sydkorea og varmet op for Blonde Redhead og Jambinai. MEEJAH og HIRAKI har begge spillet på A Colossal Weekend og har også krydset veje i doom-rave-kollektivet John Cxnnor.