Tårevældende duo-patos
Hvornår har man sidst grædt til en koncert med ny kompositionsmusik? I de eksperimenterende rammer er der sjældent plads til den form for patos, der går i tårekanalerne. Men Fei Nie (klaver) og Sofie Thorsbro Dan (violin) fik det næsten til at ske for mig. Det var James Black-værket Colossi, der gik rent ind. Min sidemand var endda helt grædefærdig.
‘Kulturmøder’ var aftenens tema. Komponisterne havde det til fælles, at de alle er flyttet fra deres hjemland. Selve koncertens opbygning havde også karakter af hjemme-ude-hjemme. Duoen startede og sluttede på deres respektive hovedinstrumenter – overlegent håndteret med et væld af udvidede teknikker.
Aya Yoshidas Decode og Bára Gísladóttirs Prussian Blue var dog komplet væsensforskellige. Decode føltes ivrig, tangerende til det forhastede. Der skulle spilles med omvendt bue, pustes på violinen, og klaveret skulle agere guiro og bordtennisbord. På rekordtid var kortene lagt på bordet. Omvendt var maleriske Prussian Blue mere tålmodig. Særligt var det en fornøjelse at høre Dans vekslen mellem kvalt bariolage og lange toner, der efterhånden åbnede sig nidkært i klangen.
De to værker i midten var også som nat og dag. Selvom det var friskt at orkestrere Xavier Bonfills ambiente 2x2 for de to instrumentalisters stemmer, faldt grebet til jorden. Man savnede bredden i klangrummet af den sfæriske midi-meditation.
Men James Black stjæler overskriften, nok engang. Selv vogtede han, som den mest knuselskelige gudeautor over værket på en storskærmsvideo. Man skal ikke forveksle hans absurditeter med kaos: Black komponerer med en rigid stramhed. Netop derfor bliver hans udtryk ekstra virkningsfuldt, når det giver tegn til følelsesapparatet. Den rørende sidste sats, hvor Dan havde bevæget sig ud i våbenhuset, og duoen spillede en adspredt sus-pop i hver sit rum, imens Black malede sig med læbestift på skærmen, er i hvert fald noget, jeg sent vil glemme.
»Who ever said that music is ‘just’ music? To me, it is anything but that: an urge to understand and explain it all. A piece of jewelry I wear every single day. A joy that can, at times, run deep. An ever-changing imprint of millions of stitches in my heart. A longing to disappear.«
Henrik Marstal is a musician, author, and music researcher. He holds a PhD in musicology, is a senior lecturer at the Rhythmic Music Conservatory, and frequently appears in the media as an expert source on music. His areas of interest include contemporary music, such as electronic music. This winter, he will release both a new album with the pop group ibens and a book about Else Marie Pade, published by the British publishing house Bloomsbury.
»For me, music is at its best when it appeals to both the head and the heart. I love music that plays with language and understands how words create images, while also possessing its own unique sonic quality and mood. It’s an added bonus if the music energizes me during a run, makes me dance in the kitchen, or makes me laugh. Or cry. Music can be like a chocolate-coated marshmallow treat with a surprise inside.«
Lone Hørslev is an author of poetry, novels, and song lyrics, as well as the TV series Den gode stemning. Together with Mads Mouritz, she forms one half of the Mouritz/Hørslev Project, and she recently wrote lyrics for the musical theatre production STOLT in collaboration with Katrine Muff. The songs can be found on the album Jeg ønsker mig.
»For us, music is... magic? Aside from the fact that we are huge fans of silence, the closing line of one of our upcoming singles perfectly captures our relationship with music:
'Music feels like magic to me / A superior art form in a marketplace / Trying to find an empty space'.
That is what it can feel like as a songwriter and performing musician. We try to hold onto an almost childlike infatuation with music, yet the art form we work in – alternative-leaning pop-rock – was created and has evolved 'in a marketplace' driven by powerful economic forces. As a romantic, that can sometimes be a bit disheartening...«
Late Runner consists of Asger Tarpgaard and Tanja Forsberg Simonsen, both formerly of the bands Superheroes and Private.