Den tyske variant af den elektroniske musik fra omkring 1950 fik hurtigt betegnelsen Elektronische Musik. Den opstod under indirekte indflydelse fra musique concréte-scenen i Paris (se denne) og med Karlheinz Stockhausen som hovedfigur fra 1953.

Betegnelsen tape music er betegnelsen for den New York-baserede udformning af elektronisk musik frembragt ved hjælp af spolebåndoptagere. Betegnelsen er en smule misvisende, da al brug af spolebåndoptageren som kompositionsredskab jo kan kaldes netop det. Men ikke desto mindre er den blevet knyttet til de amerikanske komponister, som nogenlunde samtidig med Pierre Schaeffer i Paris, men uafhængigt af ham, eksperimenterede med frembringelsen af støjlyde frembragt på spolebåndoptagere.

Musique concréte (‘konkret musik’) er betegnelsen for den række af værker, som i kredsen omkring den franske komponist og ingeniør Pierre Schaeffers spolebåndsbaserede eksperimenter begyndte at opstå i 1940’erne. Med en baggrund som avanceret radiolydtekniker med speciale i at frembringe lydspor til hørespil og andre radioproduktioner, begyndte Schaeffer at eksperimentere med optaget lydmateriale sat sammen i collageforløb.

Mange komponister i vesteuropæiske og amerikanske byer, som op gennem 1950’erne havde været pionerer i etableringen af de elektroniske avantgardescener, udvidede i årene frem mod 1960 deres domæne ved at kombinere de elektroniske elementer med mere traditionelle kompositionsteknikker. Mødet mellem elektroniske lydgivere og den gængse, klassiske instrumentation blev kendetegnende for musikken i koncertsituationer, og begrebet live electronics opstod som betegnelsen for dette musikalske møde mellem to vidt forskellige klangverdener, der nu fandt hinanden.