Begrebet elektroakustisk musik er en fællesbetegnelse for musik, der involverer elektronisk forstærkning af instrumenterne, herunder live electronics (se denne), som den også er mere eller mindre sammenfaldende med. Dog anvendes begrebet elektroakustisk musik særligt til at beskrive ældre eksperimenter med elektroniske lydgivere, om end det i de senere år også er blevet anvendt om ny, elektronisk kompositionsmusik.

Som princip er rytmeparametret komplet uundværligt for enhver musikfrembringelse og ikke mindst musiktilegnelse. Hvis ikke det musikalske materiale benyttede sig af fraser eller motiver med en vis rytmisk identitet, ville mennesket såvel kognitivt som emotionelt og kropsligt have langt vanskeligere ved at tilegne sig den. Rytmik er så indlejret et musikalsk princip, at det ikke ville give mening at beskrive i forhold til nyere kompositionsmusik, hvis ikke lige det var fordi begrebet skulle antage nye, radikale anvendelsesformer i løbet af 1900-tallet.

Begrebet remix hører egentlig hjemme i populærmusikken, hvor det siden omkring 1980 har været en betegnelse for en dj’s eller elektronisk musikers ‘genskaben’ af et allerede eksisterende nummer. På den måde kunne et kort nummer remixes til dobbelt længde eller længere, så det gjorde sig bedre på dansegulvet. Snart vandt remix-begrebet også indpas i den mere seriøse del af populærmusikken, hvor det bidrog til at brede et nummers målgruppe mere ud ved at udkomme i fx ambientversioner eller danceversioner.

Horisontal collage er en kompositionsteknik, hvor det musikalske forløb består af flere lag, der optræder samtidigt, men tilsyneladende uafhængigt af hinanden. Ofte vil der være en musikalsk forgrund, som følges af en eller flere musikalske baggrunde bestående af væsensforskellige lydbilleder eller klange – lige fra reallyde, fjernorkestre eller musikalske forløb i andre tonearter eller tempi.

Vertikal collage er en kompositionsteknik, hvor det musikalske forløb undertiden bliver pludseligt afbrudt i kortere passager af en musik, der er væsensforskellig fra den i forvejen klingende musik. Den indsatte musik giver en oplevelse af brud eller diskontinuitet og kan afvige fra den i forvejen klingende musik på adskillige måder: Ved at være i en anden toneart, i et andet tempo, med en fundamentalt anderledes besætning, ved at være et musikalsk citat eller stilcitat, eller ved på anden vis at afvige markant.

Et musikalsk citat vil sige, at der i et værk indgår et enten præcist gengivet, forvrænget eller på anden vis parafraseret musikalsk fragment. Eftersom et sådant citat altid vil henvise til en konkret virkelighed udenfor værket selv, kan det altid forstås som værende et objet trouvé (se denne). Af samme årsag forudsætter anvendelsen af et musikalsk citat, at lytteren er i stand til at erkende det som et fremmedelement i sammenhængen. Er lytteren ikke det, falder hensigten anvendelsen til jorden.

Begrebet ambient music betegner den tankegang, at den klingende musik intentionelt indgår som en del af omgivelserne, eller at den optræder som en musikalsk baggrund. Begrebet er beslægtet med vindharper og klokkeinstrumenter ophængt i naturen, som via vinden konstant klinger som ét langt baggrundsværk. Det er også beslægtet med brugen af fjernorkestre, som har været kendt siden romantikken især i dramatiske værker.

Begrebet process music er amerikansk og er blevet brugt til at betegne noterede eller ikke-noterede musikalske forløb, hvor musikken forløber processuelt efter en på forhånd fastlagt retning. Begrebet er især knyttet til den amerikanske minimalisme, hvis langsomme ændringer af tilsyneladende repetitive figurer har en processuel karakter. De mest prægnante eksempler regnes for at være Steve Reichs tidlige værker såsom klaverværket Piano Phase (1967) samt de elektroniske værker It’s Gonna Rain (1965), Come Out (1966) og Pendulum Music (1968).

Begrebet objet trouvé stammer fra kunsthistorien, hvor malere som Pablo Picasso og George Braque i årene omkring 1910 begyndte at indsætte konkrete genstande på lærredet i form af avisstumper, postkort eller andre elementer, som ikke havde nogen kunstnerisk karakter i sig selv, men som fik det i den kunstneriske kontekst. Disse genstande brød med motivets illusion ved ikke at være en motivisk repræsentation, men derimod et stykke ‘virkelighed’, der eksisterede i forvejen uafhængigt af den kunstneriske kontekst, det indgik i.

Anvendelsen af droner er et af de ældste og mest alment forekommende musikalske fænomener. Det betegner den omstændighed, at der under et givet musikalsk forløb høres en konstant liggetone, som i den givne sammenhæng næsten altid vil blive opfattet som en grundtone, som det anførte forløb harmonisk og melodisk forholder sig til. Sådan foregår det fx på en drejelire, en sækkepibe, en sitar eller en tambura, og det gør det også på droneinstrumenter som jødeharpen eller didgeridoo’en, hvor der spilles på tonerne i overtonerækken.

Nært forbundet med begrebet afsubjektivisering (se denne) er den kompositoriske systemtænkning, der i løbet af 1900-tallet vandt frem ad i flere omgange. Det er et karakteristisk træk ved perioden, at flere komponister fandt det nødvendigt at formulere selvstændigt udformede kompositionssystemer, som de mere eller mindre stringent kunne komponere ud fra.