Musikhistorien har altid udfoldet sig som et væv af traditioner, vaner, konventioner og gængse handlingsmønstre, uden hvilke opbyggelsen af musikmiljøer såvel som en musiklyttende offentlighed næppe ville have været mulig. For al musik står på skuldrene af anden frembragt musik. 

Vi må antage, at musik gennem alle tider blandt andet er blevet anvendt som redskab til at udtrykke og formidle sorg, vel at mærke både af musikkens skabere og brugerne af den. Store dele af kirkemusikkens passioner og rekviemmer er markante eksempler på det, og hertil kommer utallige folkeviser og popsange, som tematiserer ulykkelig kærlighed eller anden sjælesorg med en musikalsk iscenesættelse, der underbygger det tekstlige indhold. 

En særlig omstændighed ved musikken i 1900-tallet er dens muligheder for at kunne blive lagret. For den blev til i en tid, hvor man havde gjort den mageløse opdagelse at kunne lagre lyd, det vil sige indspille et musikstykke og efterfølgende afspille det på en fonograf eller en grammofon, helt uafhængigt af tid og rum. Opfindelsen fik allerede i 1890’erne stor kommerciel udbredelse og ændrede for altid relationen mellem musik og lytter.

Arnold Schönbergs realisering af dodekafonien gik ud på, at alle toner var ligebyrdige og ikke underlagt noget hierarki, forstået på den måde, at de ikke forholdt sig til et defineret tonalt center (som i al tonal musik). Realiseringen blev senere kendt som ‘dissonansens frigørelse’, et slagordsagtigt udtryk, som Schönberg selv benyttede sig af i et essay fra 1926, få år efter at den dodekafone metode var blevet til.