28.04.14

Fødselar i godt selskab

CD-Anmeldelse af Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Mixed Company

I 2012 fyldte Pelle Gudmundsen-Holmgreen 80 år, og det blev fejret med en koncert, hvor London Sinfonietta, Theatre of Voices og Paul Hillier spillede musik komponeret af fødselaren. Der er der nu kommet en cd ud af med titlen Mixed Company. Nikolaj Strands anmelder.

Mixed Company, som er titlen på den nyudgivne cd med musik af en af dansk musiks grand old men, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, henviser i første omgang til det blandede selskab af engelske og danske musikere i ensemblerne Theatre of Voices og London Sinfonietta, der spillede til fejringen af komponistens 80-årsfødselsdag i 2012; men det kan også fra et lytterperspektiv ses som en passende beskrivelse af det musikalske materiale fra koncerten, der nu foreligger i indspillet form. 

Hvis man kigger på tracklisten, ligner det ved første indtryk et sammensurium af stykker for forskellige ensembletyper, komponeret i perioden 2010-12. De syv musikstykker synes ikke oprindelig tænkt som et samlet værk, men er dog her præsenteret, så de alligevel fremstår sådan. Det overlades til lytteren at afgøre, i hvor høj grad han eller hun vil lytte efter et samlet hele eller høre musikken som enkeltstykker med forskellige grader af forbindelse og røde tråde imellem sig. Har man som jeg en forkærlighed for store former, fremstår cd’en afgørende som en helhed, omend en sådan lyttemåde også problematiserer eller bliver problematiseret af musikken. Mere om det senere.

Den første af de syv ”satser” med korte prægnante titler hedder Run og er et stykke for ti musikere præget af en hektisk, nærmest aggressiv stemning med fokus på slagtøj og de dybe blæsere. Det lidt kuriøse slagtøjsinstrument vibraslap (eller ”æselkæbe”) går igen med sin raslede lyd, og såvel basklarinet som trækbasun får lov til at udfolde de instrumentale muligheder. I musikkens jungleagtige lydvirvar og brutale fremdrift blander sig nogle jazzklubagtige stemninger af mere melodisk og harmonisk karakter, der dukker frem uden dog for alvor at træde i forgrunden.

Stykket Turn II (en udbygning af et stykke fra 90’erne) har en ganske anden nedtonet karakter og er skrevet for de fire vokalstemmer samt fløjte, harpe, guitar og slagtøj (igen med den insisterende vibraslap som gennemgående effekt). Stemmerne blander sig gradvist i den instrumentale tekstur, der indleder stykket, og trækker musikken i en nærmest meditativ retning med meget smukke passager imellem. Den måde stykkets sidste halvdel nærmest cyklisk blander harpens akkorder med guitarens og slagtøjets perkussive effekter samt stemmernes ind- og udfletning, minder om stemningen hos Björk, når hun er mest æterisk. Selv med sine næsten 15 minutter fremstår stykket velafbalanceret, særligt hvis man, som jeg, holder af musik, der balancerer på det tonales knivsæg.

Med Song indledes hvad Paul Griffiths i cd’ens liner notes kalder ”Flow my tears”-cyklussen, hvor Gudmundsen-Holmgreen tager udgangspunkt i en sang (”ayre”) af den engelske komponist og lutenist John Dowland, der virkede i Danmark på Christian IV’s tid. Song er et rent vokalt stykke og kan måske bedst beskrives som en slags omvendt dekonstruktion af Dowlands musik, hvor stemmerne ud fra fragmenterede og halvkvalte lyde og udbryd gradvist samler sig i længere og mere homofone passager for til sidst at fremstille Dowlands ”Flow my tears” i en krystalklar sats. Den gudmundsen-holmgreenske humor og flerstemmighed fornægter sig ikke i montagen af den melankolske renæssancestemning med vokale teknikker og udbrud såsom ”nå!”, ”næ!” og ”ja?”.

Play har jeg skrevet begejstret om andetsteds, og som midtpunkt i denne sammenhæng fungerer stykket også fint, idet det stemningsmæssigt korresponderer godt med begge de to første stykker, men samtidig også med sine 14 instrumenter formår at markere en slags tyngdepunkt i cyklussen. 

De to følgende vokale stykker Sound I og II eksperimenterer igen med materiale fra Dowland uden dog at gå så direkte i dialog med ”originalen” som i Song. Små fragmenter bliver vendt og drejet og brugt i vokale eksperimenter, hvor Sound I har fokus på konsonanter og stødlyde i et rytmisk fletværk, mens Sound II fokuserer på langstrakte toner med små udsving, glissandi samt transformationer af vokallyd. For mig bliver disse to vokalstykker lidt for stillestående og etudeagtige, men det er helt sikkert smag og behag og afhængig af, hvor meget man interesser sig for det vokaltekniske. Der er i hvert fald ikke en finger at sætte på udførelsen fra de fire sangere i Theatre of Voices.

Til gengæld fremstår den sidste sats, Company, som lidt af en genistreg i sin sammenkomponering af de to forudgående satser, Song og Play. Ikke alene formår komponisten på interessant vis at realisere instrumentale teknikker vokalt og omvendt, det lykkedes ham også at montere de to stykkers meget forskellige karakter, pulserende fremdrift og melankolsk ro (stadig med vokale benspænd), succesfuldt oven på hinanden. Hermed placeres allerede kendt materiale i en ny sammenhæng, som giver en flot afslutning på cyklussen. 

Særligt den sidste næsten klassisk opsummerende gestus giver cyklussen et helhedspræg, der er svært at ignorere. Hvis man som jeg synes de vokale stykker falder en smule uden for, kan man enten opfatte det som et ”brud” i værket eller simpelthen ignorere sammenhængen. Man kan også bare nyde de stykker, der virkelig fungerer, de vellykkede montager og de forbindelseslinjer, der trækkes mellem stemmer og instrumenter, nutid og fortid og forskellige stemninger. Man kan håbe, det ikke er sidste gang de to ensembler sætter hinanden stævne, og at vi, der gik glip af fødselsdagskoncerten, får mulighed for at høre cyklussen live i nærmeste fremtid.

Paul Hillier, dirigent
London Sinfonietta
Theatre of Voices
Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Udgivet på Dacapo (8.226114), marts 2014