Man kan formentlig henføre fremkomsten af lydbiografen til den såkaldte krig mod opmærksomheden, vi hele tiden hører om. Mens techvirksomheder finjusterer deres midler til at holde os fanget i dopaminafhængighed, fjerner universiteterne lange klassiske tekster fra pensum. Ingen kan længere koncentrere sig om noget som helst, og modbevægelsen bliver disse fællesskaber, hvor man mødes for at sidde i mørket og hengive sig til en plade, berøvet muligheden for at gøre andet end lige præcis det.
Allerede i 80’erne og 90’erne, dengang vi stadig var optimistiske på teknologiens vegne, havde den finske producer og lydkunstner Mika Vainio (1963-2017) gang i noget tilsvarende. I sin lejlighed i Oslo afholdte han lytteseancer for sine venner, og blev efter sigende voldsomt irriteret, hvis nogen foretog sig noget som helst andet end at lytte i koncentreret tavshed.
Derfor er det logisk nok en lydbiograf, man har stablet på benene i Kunsthal Charlottenborg, hvor man hylder Vainio gennem seks playlister under den lidt bombastiske titel Museum of Sound. Vil man høre det hele, skal man afsætte omkring 7,5 time, hvilket nok er i overkanten for de fleste. Projektet er snarere lagt an på, at man dumper ind et tilfældigt sted og bliver hængende i mørket så længe, man lader sig indfange.
