Kortkritiklive
06.03

Alt liv har ret til at leve

Lara Tacke, Alexandra Moltke Johansen, Kirstine Fogh Vindelev, Katinka Fogh Vindelev, Freya Sif Hestnes: »Animal«
© PR
© PR

Det er den voldsomme og vilde tekst, der hænger som et massiv i det nøgterne scenerum på Sort/Hvid efter 80 minutters rasende, raserende monolog i forestillingen Animal. Skuespilleren Signe Egholm Olsen står tilbage som en dyrisk gudinde, der har gennemført sit eget renselsesritual. Et ritual om at være mor og om moral for dyr og mennesker – flankeret af de tre ordløse, klassiske sangere Katinka Fogh Vindelev, Nina Smidth-Brewer og Hávard Magnussen, der fungerer som et kor i en græsk tragedie. De illustrerer og iscenesætter teksten med præcise klange. 

Animal er baseret på Alexandra Moltke Johansens debutroman fra 2022 af samme navn og rummer et stort overskud af betydning, som kyles i ansigtet på publikum fra begyndelse til slutning. Bekymringer, angst, vrede aktivisme, sorg og tvivl, der knytter sig til det at være gravid og blive mor til et »unyttigt« barn med Downs syndrom i en verden med klimakatastrofer, krig, umenneskelig politisk kynisme og grådighed. Alt sammen flyder fra morens indre samtale som en lang moralsk overvejelse og udgydelse i en scenisk tour-de-force fra det klinisk rene og falske i en wellness spa – til et materielt kaos af jord, grene og sved.

Kirstine Fogh Vindelev har komponeret en lydside, som gør, at vi overhovedet kan ånde. Diskrete korklange, små elektroniske passager, lidt barbershop, skrig og en popsang får vi kilet ind i mellem ordene. Det er simpelt og ligetil. Musikken får lov at kommentere og tale med som en slagskygge til de mange ord, men får ikke på noget tidspunkt lov til at være hovedperson eller for alvor skabe sit eget rum i forestillingen. Vi kunne ellers sagtens trænge til en anden form for sanselig refleksion end den, ord og tale kan skabe. 

»Musik for mig er en opdagelsesrejse ind i nye verdener skabt af bølger og drømme. Musik er en forbindelse til livet og til dem, jeg holder af – det minder om at synge ved familiefester, samles rundt om et Sankt Hans-bål eller høre Rihanna i en taxa. Musik er som et usynligt hjem, et sted, jeg flytter ind i hver morgen, hvor jeg kan opløses og blive en del af noget større uden at miste mig selv.«

Karen Juhl er komponist, sangskriver og producer og arbejder inden for den danske eksperimentalscene. Hendes debutalbum Mother Tongue, en sonisk hybrid af eksperimentel komposition, spoken word og folklore, skaber en fragmenteret, men meditativ refleksion over sårbarhed i en hyperglobaliseret verden. I februar spiller hun en række koncerter i København, Aarhus og Berlin. Live blandes klubkultur og kammermusik, når beatfragmenter smelter sammen med midi-harpe-improvisationer i en kompleks performance.

© Martin Funder

»Musik er for mig en særlig form, der kan fremstå helt abstrakt, og på samme tid forstærke det ubetydelige og komplekse.« 

Martin Funder er Seismografs praktikant i februar 2025. Han er cand.mag. i filosofi og videnskabsteori fra Roskilde Universitet (2024) med speciale i sansning, fortolkning og ambientmusik. Funders fokusområder er teknologi, økokritik, film, og postmodernisme. Udøvende musiker i bl.a. Deadpan og Countermarch.

Kortkritik
28.01.2025

Højt at flyve, iskoldt at styrte ned

Jacob Kirkegaard: »Snowblind«
© Nils Strindberg
© Nils Strindberg

På sit nye album, Snowblind, vender Jacob Kirkegaard blikket væk fra afsløringer af vores omverdens skjulte lyde for i stedet at skildre et psykologisk drama. Afsættet: den svenske polarfarer Salomon August Andrée, der i 1897 satte kurs mod Nordpolen i luftballon, en dumdristig færd, der kostede ham selv og to andre livet – forblændet af sne og jagten på berømmelse. 

I løbet af 11 isnende tableauer tegner Kirkegaard et portræt af den ængstelighed og tvivl, svenskeren må have følt, da ballonen styrtede ned på pakisen øst for Svalbard. I to måneder fortsatte de tre til fods, inden de nåede den øde ø Kvitøya – og døde få uger efter, muligvis forgiftet af underkogt isbjørnekød. Da havde naturen for længst afsløret sin fjendtlighed.

Det hører man på Snowblind. Først letter ballonen i en luftstrøm, der balancerer elegant på kanten af omklamrende mørkesynth og hjertebanken, mens en metallisk skurren a la heroisk elguitar subtilt signalerer tvivlen: Var Andrée helt eller skurk? Kort efter lander vi så i et stort ingenting af strøget metal. Granatchokket bliver til skælmske, svampede fodspor af synth, mens desperationen og hallucinationerne vokser: Var det et skibshorn, jeg hørte, en redningskrans?

Men nej, stilheden vinder, isvandet rasler som et sultent uhyre, det hårdkogte psykologiske drama levner ingen plads til håb, kun en chance for at stirre sit endeligt i øjnene. Havde Kirkegaard været en rigtig grum portrættør, kom vi endnu længere ned i mørket og desorienteringen, men hans letsvævende ambiens sætter nu også spor i sneen.

© PR

»Musik for mig er lyd i sin stærkeste og mest fokuserede form. Når lyd bliver til musik, arbejder alle lyde som en samlet enhed, der bestræber sig på at opnå et højere stadie. De harmonerer, temponerer og amplificerer med høj præcision for at stimulere hjernens belønningssystem og skabe en dybere, næsten spirituel oplevelse.« 

Magnus Hansen er en dansk lyddesigner. Til efteråret præsenterer han udstillingen Atomic Echoes på World Stage Design i Sharjah. Udstillingen skal skabe bevidsthed om atomvåbens destruktive kraft og gøre emnet mere nærværende gennem en sanselig oplevelse.

Kortkritikrelease
25.01.2025

Vanedannende elegance

Rune Glerup: »Perhaps Thus the End«
© Caroline Bittencourt

En strygekvartet består af fire musikere, og en klarinetkvintet af fem, men den danske komponist Rune Glerups (f. 1981) nyindspillede værker for begge ensembler får en til at tro, at deres antal er talt forkert, for lidt. Glerup, som sidste år modtog Nordisk Råds Musikpris for sin violinkoncert Om lys og lethed, skriver kammer- og orkesterværker, der ofte er præget af flerdimensionalitet: En klangidé gentages vedholdende i ændrede fremtoninger, hvilket giver fornemmelsen af, at komponisten udforsker forskellige facetter af en fysisk form. De to værker på Perhaps Thus the End – fremført af den fremragende Quatuor Diotima og klarinettisten Jonas Frølund – er dog lige så meget en demonstration af det ekspansive indre som af overfladens udstrækning.

De syv satser i strygekvartetten (som har givet navn til albummet) er opkaldt efter linjer fra Samuel Becketts sene prosaværk Stirrings Still. Lange toner og galopperende motiver skifter gnidningsfrit mellem ensemblets medlemmer og skaber en klang, så gruppen synes fordoblet i størrelse. Tonesproget er til tider mekanisk, men aldrig automatisk, og ligner snarere ballettens former. Glerup er en omhyggelig mester i tekstur, der finder elegance i utraditionelle lyde gennem ferm lagdeling – eksempelvis, når en harmonisk pizzicato i en senere sats bryder strygernes knirkelignende klang, inden ensemblet pludselig bevæger sig ind i stilheden.

På den overraskende vanedannende »Still Leaning Towards this Machine« – sandsynligvis en af de få gange, en nutidig klarinetkvintet har opnået denne betegnelse – forstærkes ensemblet af elektronik gennem en subtil, hakkende resonans. Hvilket resulterer i, at orkesteret i tre lystige satser lejlighedsvis forvandles til en slags paranormal harmonika. Det er en vidunderligt sær effekt, som partituret, på en lige så sær måde, leverer med en næsten alvorsfuld mine – endnu én af mange givende overraskelser på denne fremragende udgivelse.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek