Kortkritik
22.10.2023

Hypnotisk som lava

Dansk Danseteater/Copenhagen Phil: »Leaning Tree«
© Natascha Rydvald
© Natascha Rydvald

Dans kan virke abstrakt, men den er ekstraordinært specifik – et ultrapræcist instrument for fysisk poesi. Man behøver ikke engang tænke på at tilføje musik, medmindre forbindelsen er som en navlestreng, utvetydig og klar. Der er passager i Leaning Tree – et møde mellem Dansk Danseteater og Copenhagen Phil – som er fuldstændig hypnotisk inspirerede: Når foreningen af ​​det lydlige og visuelle slet ikke er en forening, men en og samme ting. Desværre er der ikke nok af dem.

Koreograf Fernando Melos signaturstil er langsom, legato, urytmisk. Hans gruppe af sammensvejsede menneskekroppe opfører sig ofte som en klat lava, der bevæger sig med en træg sikkerhed. Det er hypnotisk at se på, men absolut umusikalsk. Måske er det derfor, Signe Lykkes score til Leaning Tree så sjældent kanaliserer det, vi ser.

Eller lytter Melo ikke til Lykke? Hun fremskynder eller skifter gangart; han kan ikke. Hendes dunkende, kurrende rumlige orkesterpartitur kan minde om Bent Sørensen uden de skrøbelige melodier. Stykket får liv, når stivnet dyb messing og blæsere presser sig ind i næsten spektrale harmonier. Spændingen skyder i vejret, men det tæller kun lidt på scenen.

Så er der de »lænende« bevægelser – den fantastisk smukke, anti-tyngdekraftlignende koreografiske indbildskhed, som det hele hviler på. Der går cirka 30 minutter, før vi ser en ægte »leaning«. Men wow, det er udsøgt udført og ventetiden værd, selvom det får meget af det foregående til at fremstå som fyld.

Kulminationen, en forestilling om skæve kroppe som svajende siv, når helt ind i Lykkes partitur. Eller måske omvendt. Det er ikke kun glissandoer, vi hører, men elastiske harmoniske bevægelser – musik komponeret med ekstraordinær delikatesse af tekstur, harmonier bygget ud fra de individuelle instrumenters krævende placering og bevægelser. Leaning Tree har brug for mere af den slags.

Kortkritik
31.05.2023

Tak for den mavepuster!

Selvhenter: »Mesmerizer«
© PR
© PR

Det faktum, at halvdelen af en jazzkvartet består af perkussionister – i dette tilfælde Anja Jacobsen og Jaleh Negari – må unægteligt skabe visse forventninger hos lytteren om det rytmiske spil. Disse forventninger bliver heldigvis indfriet. Jacobsen og Negaris samspil væver sig ind og ud af hinanden på en varieret, højenergisk maner, der altid lyder som om, at det er ved at falde fra hinanden, men aldrig gør det. Disse lyttervenligt polyrytmiske grooves fræses, stikkes i og bankes sammen af Sonja LaBianca på saxofon og Maria Bertel på trækbasun. Tilføj både keyboards og synths, samt effekter og forstærkning på horninstrumenterne, og lydpotentialet er næsten uendeligt. Udgangspunktet er jazz, men de fire musikere har ingen intentioner om at blive inden for jazzens ellers forholdsvis brede rammer.

Variationen er da også et af albummets højdepunkter – fra de dubbede horn i åbningsnummeret »Plex« over den støjende skærebrændersynth i »Connoisseur« til den tonstunge doom metal-stemning i »Rundhyl«. Gode ideer, som charmerer på den forfriskende antiautoritære måde. Intet er helligt. Det skaber overraskende, mindeværdige øjeblikke. Kvartetten taber dog lidt pusten i anden halvdel, hvor der skrues ned for både tempo og frekvensen af føromtalte øjeblikke. 

Selvhenter fungerer bedst, når de skruer op for energien. Til sammenligning føles de mere søgende numre halvfærdige, som om de mangler lige netop det farverige indspark, der gør de højenergiske kompositioner så gode. Måske var tanken at give lytteren plads til at trække vejret efter første halvdels sanseangreb, men jeg ville nu have foretrukket flere mavepustere.

© PR

Såforsatan – alias Sofus Bryld – vandt i 2020 DR's KarriereKanon som 21-årig og har siden skrevet sange, der trækker tråde til både rap og soul. Alt sammen på et dansk, han holder fast i, fordi det er sådan, han udtrykker sig »bedst og mest ærligt«, og med en sprogbevidsthed både rundet af litteraturstudier og lyden af Vesterbro, hvor han er vokset op. Hans koncerter er præget af høj energi, hvilket også kendetegner, hvad han selv lytter til. Såforsatan er aktuel på den nye københavnske koncertrække Deer Bodega, som blander musikere og lyrikere. 

Kortkritik
26.05.2023

Læg ørerne ind i de langsomme toners mange smukke lag

Mette Nielsen: »Frozen Moments« 
© HEIN Photography
© HEIN Photography

Mette Nielsens musik er sanselige undersøgelser af toners og klangenes mindste mikroskopiske detaljer. Efter en time i selskab med strygekvartet og klarinet på hendes nye album sidder man tilbage med en følelse af at have været helt tæt på musikkens mindste bestanddele. Når trykket på strengene hos Novokvartetten er tungt, mærker man støjen og de skærende metalliske overtoner, der får trommehinderne til at blafre. Når Jonas Frølunds klarinet sætter an helt fra toppen ud af ingenting, er det atmosfærisk sitren. Men lige meget hvad tæt på. 

De seks stykker på Frozen Moments er melodiske og skramlende på samme tid. Rester af musikalske minder bliver til knitrende, iscenesatte salmer, hvor klangene får karakter som objekter, der hænger i luften en ad gangen. Et stykke har kun en tone, men formår alligevel at vise masser af nuancer. Andre, som solostykket »Apart«, kommer vidt omkring med rene klarinettoner, interferencer, multiphonics, sang og growl – men stadig med grundig langsommelighed.

Hun har en fascinerende evne til at skrive rigtig smukt uden patos. Klangskønt, elegant og sart og kun med en lille smule af den slags højtidelighed, der opstår, når man giver tid og rum til klangenes egen poesi. Og selvom hun søger støjen og det bøjelige og ufikserede, når hun udforsker tonernes randområder, bliver hendes musik aldrig grim eller for meget. Den får bare lov at være sig selv med sine mange naturlige, akustiske lag. 

Kortkritik
22.05.2023

Beruset af storbyen

XYZ Sound Collective & KU.BE: »Lydfelter på cykel – en lydrejse gennem Frederiksberg«
© PR
© PR

Lydkollektivet XYZ Sound Collective og kulturhuset KU.BE inviterede på en musikalsk cykeltur på Frederiksberg med intet mindre end fem koncerter. Vi kom vidt omkring – ikke kun fysisk. 

Lydkunstneren Julie Østengaard bød på trafikal musique concrète under Bispeengsbuen, mens Lola Ajima hypnotiserede med engleagtige vokalloops, fuglesang og græsslåmaskine i Landbohøjskolens have. Performancekunstnerne Absurdum Temporary Art bød et absurd-komisk retssalsdrama tilsat techno og pantomime foran retsbygningen på Skyggens plads, og musikerne Ingvild Skandsen og Arash Pandi tegnede en arabesk af små cirkulære melodier med pibeorgel og persisk daf i Frederiksberg Hospitalskirke. Under en gylden aftensol afsluttede lydkunstnerne LuN/A og Tanja Schlander turen med en nærmest ASMR-lignende forstørrelse af de mikroskopiske lyde, der gemmer sig i alt fra en spand vand til en bunke spillekort til træernes grene på en bakketop bag KU.BE. 

Særligt begejstret var jeg for Julie Østengaards koncert, der på støjende og storslået vis gjorde Bispeengsbuen til en brutal, stærkt trafikeret, sekssporet katedral, og som fremstod som en kærkommen kærlighedserklæring til en berusende storbyfølelse, der nok er på vej væk: I 2027 begynder nedrivningen af Bispeengsbuen; bilerne, larmen, forureningen og kaosset skal ud af byen; beton og asfalt skal erstattes af lysegrønne områder, og idealet er en kompulsivt behagelig forstadsidyl. Man kan jo ikke stritte imod udviklingen, men Østengaards koncert var en destilleret påmindelse om den energi, den sanselighed og den skønhed, der er til stede i alle de ting, vi ihærdigt forsøger at rense byen for. 

Kortkritik
13.05.2023

Funky Jeanne d'Arc

Marcela Lucatelli, Lars Bech Pilgaard og Anders Vestergaard: »Necromancy«
© PR
© PR

Hvis der er én ting, komponisten og vokalisten Marcela Lucatelli dyrker, er det det uendeligt flertydige. Jeg tænker på det hver gang, jeg hører hende synge: Er hun en slave af sangen? Er hun indespærret i den og kæmper for at komme ud igen? Er hun i en romantisk, måske erotisk relation til den? Prøver hun at slå den ihjel? Eller er hun en slags sangens Jeanne d'Arc, der stiller sig foran den med sværd og skjold for at beskytte den mod fjender? Det er umuligt at sige, men flertydigheden – eller endda: utydeligheden – er det konstante anker, der fastholder mig og får mig til at lytte igen og igen. 

Det gælder også det nye album, Necromancy, en sangcyklus på ti sange, der hver er dedikeret til en orisha fra den afro-brasilianske yoruba-religion, og hvor Lucatelli har allieret sig med guitaristen Lars Bech Pilgaard og perkussionisten Anders Vestegaard. Resultatet er Lucatellis hidtil bedste album – et lille mesterværk fristes jeg til at kalde det – hvor de tre musikere med en blanding af kompositorisk elegance og punket fandenivoldskhed kombinerer en form for støjende, psykedelisk rockmusik med ritualistiske polyrytmer, et free-jazzet tonesprog, synthflader, der er som taget ud af 70'ernes b-horrorfilm, og en energi, der nærmest er funky på den helt beskidte Betty Davis-agtige måde. Det er i mødet mellem musikkens kropslighed og den spirituelle aura, at magien opstår. 

Og så er der Lucatellis stemme, som skal nævnes selvom den er hinsides det, der kan beskrives i den sproglige orden. Famlende får jeg lyst til at prøve med matematikken (den berømte formel i2 = −1 må tages i brug for at beskrive kompleksiteten) eller en række entusiastiske udråbstegn (!!!!!!!).