kortkritikrelease
21.05

Kunstig intelligens på autoplay

Slopcore: »Simon Littauer«
© PR
© PR

Automatiseringens logik har længe været del af moderne musikproduktion. Men hvad sker der, når den ikke længere blot assisterer, men overtager selve den kreative proces og udfoldelse? Simon Littauers Slopcore er et af de seneste bud. Lyden af det AI-drevne projekt er ikke som sådan radikal, men interessant fordi Slopcore er flere ting på én gang: både et konkret take på en kunstnerisk praksis fremtvunget af de seneste års AI-udvikling og et symptom på de altomsiggribende datamodeller, der diskuteres voldsomt i disse år.

Slopcore mimer en velkendt streamingplatform-logik, men hvor musikken her genereres i realtid og lydstrømmen løbende tilpasser sig lytterens adfærd, idet man proaktivt kan like output’et eller skippe videre, når man vil. Det simple interface med play, pause og *heart* akkompagneres af en pointillistisk bølge som visuelt understreger, hvordan Slopcores udtryk genremæssigt snor sig gennem genkendelige elektroniske landskaber af house, 00'er-electronica, IDM, techno, drum'n'bass, ambiente synthflader etc. etc. For det meste rytmisk, harmonisk og melodisk konsistent, ikke alt for eksperimenterende. 

Som en AI-boostet forlængelse af Littauers øvrige musikalske praksis – der allerede har stærke iboende aleatoriske og algoritmiske elementer – giver det hele god mening. AI forsvinder ikke som teknologi, og parallellen til fx Spotifys voksende AI-satsning eller en platform som Suno er oplagt nok. Littauers afsenderposition som etableret elektronisk musiker vikles ind i en dybt kommerciel og uigennemsigtigt data-arkitektur (læs: Googles). Og valget af titel refererer åbenlyst (ironisk?) til »AI slop«-begrebet, som dækker over den generiske, sjælløse overproduktion af billeder og lyd, der oversvømmer alle digitale platforme. Foruden at være en sjov lytteoplevelse, kan Slopcore ses som et relevant – måske i disse tider, ligefrem modigt – partsindlæg i en forvirrende, verserende debat om kunstnerisk integritet og autenticitet i en kulturverden, der ikke kan beslutte sig for, om den vil kæmpe imod eller bare logge ind. 

kortkritik
28.06.2023

Fremtidens identitetskrise

Teater I DER: »Hvem er du, når verden går under?« 
© PR
© PR

Hvem vil vi være i fremtiden? Det er det temmelig obskure spørgsmål, Aarhus-København teatergruppe I DER har valgt at stille i deres hørespil præsenteret på Institut for X i Aarhus. Dekorationen er minimal, hver tilskuer/lytter sidder alene i et aflukke, omgivet, men alligevel isoleret, fra de andre. Der bliver delt høretelefoner ud til hver af os, og vi sidder med front mod væggen eller en anden tilskuer. Historien udfolder sig, understøttet af atmosfærisk musik: Synthesizere, Rhodes-klaver, computerlyde. Tre karakterer – altså stemmer – rammer vores ører: »produceren« af lyd-»dokumentet«, en kvinde uden navn eller identitet, en A.I., som lever af informationen transmitteret af den kvindelige karakter, da hun opdager de på hinanden følgende jordkloder, hver genfødt efter en katastrofe.

Historien er ligetil science-fiction med et eksistentielt twist: Kan en A.I. blive »nogen« ved hjælp af en andens oplevelser og minder? Kan menneske og maskine leve sammen i fremtiden, uden at den ene erstatter den anden? Selvom oplevelsen er lidt begrænset af formatet – lydeffekterne er ret basic, og måske mere eksperimentelle effekter kunne have forbedret historien endnu mere – er den behagelig og tankevækkende, idet den omformulerer den klassiske Descartes-sætning, »jeg tror, ​​derfor er jeg« til »jeg tror, ​​derfor kunne jeg være det.«

kortkritik
28.06.2023

Future Identity Crisis

Teater I DER: »Hvem er du, når verden går under?«
© PR
© PR

Who will we be in the future? It is the rather obscure question the Aarhus-Copenhagen theater group I DER has chosen to pose in their sound-only play presented at the Institut for X in Aarhus. The set is minimal, each spectator/listener sitting alone in a cubicle, surrounded, yet isolated, from the others. Earphones are distributed to each of us, and we are sitting, facing the wall or another spectator. The story unfolds, supported by atmospheric music: Synthesizers, Rhodes-piano, computer sounds. Three characters – hence, voices – reach our ears: the »producer« of the sound »document«, a woman without a name or an identity, an A.I. which feeds on the information transmitted by the female character as she discovers the successive Earths, each reborn after a disaster.

The story is straightforward science-fiction, with an existential twist: can an A.I. become »someone« using another's experience and memories? Can man and machine live together in the future, without one replacing the other? Although slightly limited by its format – the sound effects are quite basic, and maybe more experimental effects could have enhanced the story even more – the experience is pleasant and mind-teasing, reformulating the classic Descartes sentence, »I think, therefore I am« into »I think, therefore I could be.«

kortkritik
22.06.2023

Metalguitar vs. strygekvartet: 3-0

 David T. Little: Black Lodge
© PR
© PR

Renskuret »nu metal« med pæne, halvtunge guitar-riffs møder spinkle strygere på albumversionen af operaen Black Lodge. Det er den amerikanske grænsegænger-komponist David T. Little, der har skabt den sære fusion. Han har fundet fællesnævneren mellem hård rock og melodisk, klassisk musik – og det er åbenbart storladen, lidt skinger sang med kraftige vibrationer og mod på at gå efter de mest teatralske, højtidelige øjeblikke hele tiden. Det er en horroropera med hilsener til William S. Burroughs opklippede tekster og David Lynchs uhyggelige univers fra Twin Peaks – the black lodge – hvor de døde opholder sig i en slags forgård til helvede. 

Helt konkret sidder glamrock-sangeren Timur i den sorte hytte og synger sin desperation ud som operaens eneste medvirkende. I selskab med glitterbandet The Dime Museum og strygekvartetten Isaura. En time tager det, før albummet kulminerer i monstrøs falsetsang og alle former for heavyrock-klicheer i lydbilleder, hvor de medvirkende strygere og deres små klangfigurer taber stort til guitarens hvide støj og stortrommens tunge bund. 

Det store problem her er, at musikken ganske enkelt ikke er uhyggelig eller vild. Oprindelig er projektet både en mørktonet film og en opsætning på Opera Philadelphias festival O22, og måske kunne værket faktisk noget med sin visuelle side. For sig er musikken ret uinteressant, og man tager sig selv i at overveje, om man har misforstået det hele? Er det egentlig en rock/opera-parodi? I det tilfælde er det måske meget sjovt. 

© PR

Komponist Line Tjørnhøj bygger sin musik op ud fra tanken om, at den menneskelige stemme er et af de mest basale elementer i vores lydunivers – den har en umiddelbar adgang til ører og følelser. Når hun skaber musikalske fortællinger, fokuserer hun på at udforske de beroligende kvaliteter og jamrende skønheder ved instrumenter, stemmer, industrielle betonlyde samt de intime lyde, der er relateret til vores daglige menneskelige aktivitet. Tjørnhøj er kendt for at beskæftige sig med universelle temaer og tidløse problemer gennem nutidige scenerier – og især for sit mod til at tage fat på menneskelig grusomhed og magtmisbrug.

kortkritik
19.06.2023

Statiske vibrationer

Irma Hünerfauth: »Speaking Boxes«
© GRAYSC / Irma Hünerfauth / Simian
© GRAYSC / Irma Hünerfauth / Simian

Om det er ironisk eller passende, at Irma Hünerfauths mekaniske skrotmaskiner fra 70’erne og 80’erne, som lige nu udstilles på Simian, ikke længere virker, må være en smagssag.

Tyskerens Sprechende Kästen er en satirisk legesyg og spiddende kritik af det accelererende varesamfund, skabt af overflodens egne affaldsprodukter: sammenloddede computerkort, tøjknapper, metalspiraler. I én kasse bræger et får fanget under jorden, i en anden flyver en eroderende sommerfugl af metal hen over en nedbrudt pistol.

Oprindeligt skulle publikum få de ekspressionistiske tableauer til at bevæge sig. »Helft mit!« stod der dengang på udstillingerne. I dag står der, at kunsten ikke må berøres. Så nu står Hünerfauths åbenbart sarte Vibrationsobjekte stille som et unheimlich og melankolsk gravmæle over en socialt indigneret samfundskritik.

I stedet sættes de tilhørende lydspor i gang af sensorer, når man nærmer sig dem hver især. Hurtigt myldrer den gamle cykelkælder derfor med lyde, der bekriger hinanden: en diskant kakofoni af cikader, sfærisk klang, pistolskud og kunstnerens utydeligt hvislende messen om krig, forbrug og tabt natur – det hele oven i hinanden.

Men den tynde lyd er lige så nedslidt som mekanikken, og end ikke en stramt minimalistisk opstilling kan redde udstillingen fra at virke uskarp, uengagerende og en smule meningsløs. Hvor kasserne engang lokkede til interaktion og fordybelse, inviterer de i dag til at stryge direkte ud af det lydlige kaos og over i Field’s.