Rudy was here!
Rudy bliver kun få dage gammel og dør længe før den dag, hvor James Joyces Ulysses udspiller sig. Alligevel har han en betydelig tilstedeværelse i den enigmatiske roman. Komponist og instruktør Lasse Schwanenflügel Piasecki vækker ham – næsten – til live igen i forestillingen Rudy.
I Piaseckis hænder er Rudy blevet til et lillebitte, flimrende hologram, der kravler ud af en guitar, hvorpå størstedelen af forestillingen foregår. Sammen med sin far – en forpjusket hånddukke – gør Rudy guitaren til en legeplads: Strengene er et sjippetov og armen en form for hinkerude. At man med en tydelig forsinkelse kan høre danseren Paulina Šmatláková lave Rudys muntre og barnligt spjættende bevægelser et sted bag bagtæppet, bidrager kun til den knugende melankoli, der fylder stykket: Som i romanen er det kun som en uvirkelig hallucination, at Rudy kan træde frem.
Melankolien bliver om muligt endnu mere massiv af musikken, der består primært af klimprende guitar og et orgel så diskret som den lette summen fra et køleskab. Også musikken flimrer et sted mellem tilstedeværelse og fravær.
Stykket varer godt og vel en halv time, og er på den måde hverken kvantitativt eller kvalitativt et kæmpe værk. Mindre kan også gøre det: en gammel historie, en simpel ide, en simpel udførelse. Få romaner har som Ulysses en aura af utilgængelighed og urørlighed, men Piasecki insisterer på at finde frem til en skrøbelig kerne af menneskelig ømhed midt i det mastodontiske værk. På en måde kunne jeg have ønsket lidt mere at sætte tænderne i. Samtidig virker det som et greb, at selve forestillingen er som et minde, der aldrig rigtigt materialiserer sig. Selvom Rudy hurtigt forduftede, sad jeg ikke uberørt tilbage.
Der er nogen, der vil os noget
Kassettebåndets cover er håndlavet, musikken er et sjovt mix – middelalderinspirerede, rurale vokaler i lange, flydende melodier køres gennem elektroniske, spacede filtre.
»I know I should know better but I desire a new kind of intimacy,« siger robotstemmen på nummeret »Body Farm«. Vokalgruppen Ilinx, som består af de tre komponister, sangere og producere Laura Marie Madsen, Anna Sophie Mæhl og Amanda Appel, ryster stemmer og maskiner, så nye, spændende intimiteter opstår – helt efter køns- og teknologiteoretikeren Donna Haraways teser i A Cyborg Manifesto.
Holly Herndons folkemusikalske minimalisme anes i de syv satser, fra »Amen« til »Moon«, og trommebeatet i »Emotions« lyder dovent som en lungemaskine, der er ved at løbe tør for strøm.
Sådan swinger Ilinx’ Memory – et debutværk – på sin egen fedt underspillede og electrofolkede måde. Som bimlende talebeskeder, der er rejst fra middelalderen og fra fremtiden. På én gang. Der er nogen, der vil os noget.
For kontrolleret, trods sivskosolo
»Velkommen,« er en præindspillet stemme begyndt at messe i forskellige tonelejer og intonationer et kvarters tid inden koncertstart.
Haxholm, stemmens ejer og ene person på eftermiddagens program, spiller på mange tangenter. Hans sæt spænder over alt fra field recordings og droner til tætklippede vokalsamples, recitation af lyrik og et knirkende, ASMR-agtigt intermezzo opført på uakkompagneret sivsko.
Der er mange idéer. Måske for mange, for det føles sjældent, som om de sammen vokser sig til noget større end en sekvens af mere eller mindre stillestående lydbilleder.
Musikken er pæn. Den vover ikke meget, og med nogle få undtagelser – blandt andet de føromtalte, nær polyfone vokalsamples – bevæger den sig i den lidet fængende mellemgrund, hvor selv de støjende elementer, der nu og da indfinder sig, føles sært kontrollerede. Alle bestanddelene er der, men trods Haxholms ihærdige forsøg på at få mig til at føle mig velkommen, følte jeg mig desværre aldrig rigtig draget ind i hans univers.
En stille triumf
Dreyer havde klangligt begrænset sit univers til sinustonen og dens umiddelbare naboer i instrumenter som vibrafon og lidt fjernere i harmonium, og universets visuelle side var – i form af glødepærer på stativer placeret med sirligt jævne mellemrum – tilsvarende afdæmpet.
Omend ukomplekst var det enormt virkningsfuldt at knytte en pære til en tone og således synliggøre lyden i lyset, hvad jeg flere steder oplevede ægte synæstetisk – særligt én pære så jeg som enormt ‘dissonant’.
I sidste værk, Bølger, blev det gule lys udskiftet med projektørlys på en storskærm, først så svagt, at det lignede krusninger på lærredet, og kort efter så hypnotiserende, at jeg ikke kiggede væk, før koncerten var forbi.
Med stoisk ro og fattet langsomhed kunne Dreyer bevæge sig fra simpel monofoni over konsonans til skarp dissonans, uden at man opdagede hvordan, men det var særligt det mesterligt afstemte forhold mellem hans auditive og visuelle udtryk, der gjorde, at hans debut også blev en triumf.
Mere Kraftwerk, Kubin
Det er svært ikke at blive i godt humør af Felix Kubin, som han står på scenen og danser mellem sine utallige synthesizere, omgivet af tegneserieagtige visuals og klædt omtrent som en steward fra Polish Airlines.
Koncerten bød på en slags overdrevet hektisk funk: Tunge, dansable grooves fik selskab af forvrænget støj og plastiske synthfigurer, der lød som taget ud af Hot Butters ikoniske »Popcorn« fra 1972. Når altså ikke Kubin fortalte rablende vittigheder, spillede luftklaver eller genopførte badeværelsesscenen fra Psycho iført en maske lavet af mundbind.
Kubin bliver ofte sammenlignet med Kraftwerk, men han besidder ikke deres kølige og elegante tilbageholdenhed. Ikke at alle elektroniske musikere i Europa nødvendigvis skal lyde som Kraftwerk, men jeg må indrømme, at jeg til tider savnede denne tilbageholdenhed i en koncert, hvor jokesene fik lige så meget plads som musikken.
Det var som at overvære en gal videnskabsmand i sit laboratorie, men for trofaste fans er det selvfølgelig en del af appellen.
Kommunalsatirisk syrerock
Støjflader fra Jørgen Tellers guitar og Ida Bach Jensens tordnende kontrabas danner, i bedste monotone syrerockstil, en bund, som Rehné Christensens fortællerstemme folder sig ud over, og hans vekslen mellem metaforiske refleksioner, new public management-lingo og maleriske beskrivelser af midaldrende mellemledere i kommunen fremstiller et genkendeligt univers af floskler.
Kombinationen af elektronisk syrerock og litteraturoplæsning er absurd, ligesom emnet: At kommuner flytter de syge til efteruddannelse – for så er de i statistikkerne ikke længere syge, men under uddannelse – er lige så håbløst, som det er tragikomisk.
Stemmen lægger kraftigt ud, men som musikken skrider frem, bliver den lavere, og som publikum fokuserer man langsomt på noget andet end ordene og fortaber sig i klangfladerne. Præcis som til et møde i kommunen, hvor alle har tabt fokus, indtil stemmen pludselig skærer igennem på ny og alle bliver lidt forlegne. Aldrig har jeg grint så meget af at høre en femårsplan læst højt!