»Jeg læser forskrifterne. Jeg multitasker. Jeg præsterer uanset højden.« Mathias Monrad Møller forstår at sælge sig selv som færdiguddannet sanger/komponist i en tid, hvor en global pandemi har ændret alle spilleregler og fundamentet under kultursektoren er under opløsning. I anden del af hans afgangsdiptykon The Combat (Takkelloftet, 7.-8. oktober) indtog han samme fastfrosne positur som en astronaut, der gennemlever den ultimative selvisolation om bord på en rumstation. Ordene gentog han som et mantra. Langsomt, men uvægerligt, formede han universet efter egne anskuelser, i takt med at hans tanker drev stadig længere væk fra ethvert tyngdefelt. »Kærlighed er en dødvægt,« konkluderede han.

Nu må jeg vist hellere blande mig – både fordi den verserende debat om musikteori omhandler lige netop funktionsteori og schenkerteori, de to enormt indflydelsesrige musikteorier, som er omdrejningspunktet for den ph.d.-afhandling, jeg netop har forsvaret, og også fordi jeg nu implicit er blevet en del af debatten, idet Daniel Torlop Norstrøm i sin kommentar henviser til en af mine publikationer, et ‘extended abstract’ over et paper, jeg afholdt ved 9th European Music Analysis Conference i Strasbourg i 2017.

Det er en lun og mild sensommeraften, da Institut for Dansk Lydarkæologi midt i september afholder deres allerførste lydarkæologiske lytteklub på det københavnske spillested Alice. Det er en af de aftener, der er så typisk for det tidlige efterår, hvor vinden ikke viser sig, og hvor den lavtstående sol kaster et sælsomt gult skær over byen. Ikke et gyldent skær, ikke som bladene på træerne, der allerede er begyndt at iklæde sig deres varme, rødlige efterårsfarver, nej, et gult skær, et næsten kemisk, plastisk, gult skær, der på én gang er både smukt og let uhyggeligt i sin skinnende gule kunstighed. Anledningen for aftenens lytteklub er lanceringen af The Lake Radios nye podcast »Kender du Else Marie Pade?«, der forsøger at redefinere historien om – og vise hidtil uhørte musikalske sider af – den ikoniske komponist.

På under en måned har Seismograf udgivet to artikler, hvis emner omhandler dominansen af hvide (mænd) og en favorisering af den vestlige musik på baggrund af vestlig musikteori. Der er tale om Mikkel Vads »Musikteoriens hvide verden« og Anders Aktor Liljedahls »Hvad skal vi med musikteori?«. Begge artikler inddrager og tager udgangspunkt i amerikanske Philip Ewells foredrag »Music Theory’s White Racial Frame«. Groft skitseret argumenterer Ewell for, at nutidens praktisering af musikteori favoriserer den vestlige musik – som den eneste rigtige musik – i så høj grad, at den fuldstændig udelukker ikkevestlig musik, hvilket i bund og grund må opfattes racistisk. Vad og Liljedahl bruger efterfølgende deres artikler på at præsentere forskellige forskeres teorier og synspunkter på musikteoriens white racial frame.

Den martsdag, hvor Danmark blev lukket ned, skulle komponisten og cellisten Lil Lacys musik have spillet i Dansehallerne i København. Folk var fløjet ind fra hele verden. Koreografen Jon Skulberg og hans Convoi Exceptionnel-ensemble var klar. »Aflysningen var en mavepuster,« fortæller Lacy, da jeg møder hende i slutningen af september, »men den danseforestilling – For Ever Four Seasons (2019) – som jeg deltog i, handler om en dystopisk fremtid; af alle værker havde lige præcis det en vild timing.« Coronasommeren har hun brugt på at samle trådene til sit omfattende værk You’re Somehow Connected (2020), der spiller en hovedrolle ved hendes debutkoncert som komponist fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus på lørdag, den 10. oktober.