Det første, der slog mig, da jeg stiftede bekendtskab med den unge, japanske sangerinde og sangskriver Ichiko Aoba, var, hvor stille hendes musik er. Jeg var selv på det tidspunkt bosat et par måneder i Tokyo, byen, hvor Aoba bor, og hvor de fremragende plader, hun har udgivet i løbet af det sidste årti, er indspillet. Jeg havde svært ved at forstå, hvordan musik, der er så stille, kunne komme fra en by, der er så larmende. En by, hvor lastbiler ikke nøjes med at reklamere for firmaer ved blot at have deres logo klistret på sig, men naturligvis også uafbrudt må spille det pågældende firmas jingle fra en megafon på sit tag. Hvor det ene tog efter det andet konstant kører på broer over ens hoved og bidrager til lydbilledet med den der karakteristiske skurrende og klikkende lyd. Hvor hver eneste butik spiller høj musik ikke blot indenfor, men også ude på gaden, så man selv med lukkede øjne ved, at man nu ikke længere går forbi H&M, men derimod står uden for en 7-Eleven

København er forandret. I denne by, hvor jeg bor, er byens lyd dæmpet, ja her er nærmest stille. Folk driver pletvist rundt i de tomme gader med behørig afstand til hinanden. Baggrundsstøjen, den evige tone af storby, er nogle steder helt forsvundet, og alle små lyde funkler og knitrer som fyrværkeri i mine ører. Onlineundervisningen fra min datters computer inde på værelset går tydeligt igennem, og jeg hører stemmer fra klassekammerater, som jeg ikke kender – nogle stemmer dybe, andre pibende og skingre. De går i 2. g, mon de klarer sig igennem denne periode uden at blive vanvittige? Fræseren fra snedkerens værksted i baggården står knivskarpt i lydbilledet, de få gange den kører; mon snedkeren klarer sig igennem krisen? Lyden af mit tastatur lyner, og min søns mange spørgsmål til lektier er som torden på en sommerdag. Min næstældste datter hvirvler ud af sit værelse en gang imellem, laver kakaomælk og siger en hel masse om, at Uni-login til skolen ikke virker og hun derfor ikke kan tage sin engelskprøve, og så forsvinder hun ind på værelset igen.

Der har været lyd af regnvand, månedsvis af regn. Regnvand på ruder og dryp på fliser. Strømme af regnvand fra nedløbsrør. Der har været store søer på markerne og også en sø her i svinget, som bilerne har hvislet igennem og rejst til vifter af vand. Lyd af mudder. Grus, der lyder blødere, som en tæt grøde omkring skoen. Og jorden lyder stadig våd, føles klæg. Selvom solen har skinnet i nogle uger nu, er mulden mættet med vand, og ikke langt nede under overfladen ligger mulden tæt som ler. Jeg har købt et nyt lærketræ til min have, og jeg sætter skovlen imod jorden. Lyden fra et spadeblad, der skærer gennem jord, og spændte rødder, der knitrer. Mulden falder dumpt, når jeg slår den af på kanten af hullet. Tungt. En hane galer fra min genbos hønsegård, og i den anden ende af landsbyen galer en anden tilbage.

Jeg var kun et barn, da grunge som den sidste store kollektive rockbølge skyllede hen over verden. Og jeg nåede som teenager kun at få de sidste skvulp med fra 90’er-rocken, før verden var videre og rockmusik var noget, der hørte et andet årtusinde til. Min musiksmag var med andre ord forældet fra starten af. Toget var ligesom kørt. De bands, jeg kunne lide, var enten gået i opløsning, musikerne døde, eller hvis de stadig spillede, spillede de for et stadig mindre publikum og kom længere og længere væk fra radioernes playlister og musikprogrammerne på TV (dengang i starten af nullerne spillede det stadig en rolle, hvad de spillede i radioen, og der var faktisk programmer på TV, som sendte musikvideoer).

Eleverne på mit hold i kreativ skrivning har taget notesbøger og kuglepenne med ud på Sønder Boulevard i København. Vi har sat os på nogle store sten i nærheden af et træ. På begge sider af boulevarden kører biler og cykler forbi, folk slentrer omkring med barnevogne, to go-kaffe og is, på bænkene sidder folk og snakker sammen og ler, nogle drenge spiller basket på en bane bag os. Her er masser af lyde, og i dag skal eleverne lytte. Jeg er inspireret af den britiske antropolog Tim Ingold, der insisterer på en læring, som ikke vil forsyne eleverne med viden om verden, men sætte dem i stand til at lære af verden. Jeg beder eleverne glemme, hvad de ved, glemme, at de ved, hvad der skaber de lyde, de hører, glemme ord som bil, menneske, bold, grus. I stedet skal de lytte, virkelig lytte. Hvilke lyde findes i bilens lyd, hvad minder lyden dem om, hvilken stemning skaber den?

Det enorme stadion i Tbilisi ser mørkt og forfaldent ud. Store brokker af rå, sovjetisk beton ligger smuldret blandt nedfaldne, falmede reklamebannere og affald og rødder på fortovene, der omgiver den brutale bygning. Det er midt om natten i Georgiens hovedstad, hvor det gamle Dinamo Tbilisi-stadion breder sig ud over den nordvestlige del af byens centrum som en gigantisk, grå påmindelse om sovjettidens både storhed og forfald. Gadebelysningen er stort set fraværende, området er øde og stille i den kolde februarnat. Ud over løse hunde og ensomme taxier i vanvittig høj fart er min veninde og jeg tilsyneladende de eneste, der færdes her på dette tidspunkt af døgnet. Frygter vi. For vi leder nemlig efter indgangen til Bassiani.

Der er lyd i mine nære ører, der er baggrundslyd, der er underlægningslyd, der er springende lyd, og der er lyd og fravær af lyd alle vegne, og jeg er bare på cykel på vej til arbejde, mens lyde danner usynlige pixels i mit passive morgensind. Min cykel skramler, en løs eger fjedres rytmisk, men alt for løst ind i de andre eger, bilerne støjer, skolebørns lyse, lyse drengekorsstemmer overdøver kun i glimt bussens bassede acceleration, mens trafiklysenes bippen næsten driver mig til vanvid, de ti sekunder det tager at lade dem tone ud i horisonten bag mig. Mit eget åndedræt er rytmisk, og hjertet, åh, hjertets lyd, så stabil og beatet til mit liv.

Få komponister inkluderer så meget materiale fra medier, man ikke umiddelbart ville forvente i en musikalsk sammenhæng, som Jennifer Walshe gør. Gennem sin godt tyveårige karriere har den irske komponist ikke kun regelmæssigt kombineret det klassiske instrumentarium med video eller elektronik, men også lavet bøger, installationer og performances – til tider præsenteret under et eller flere af adskillige pseudonymer. Et forsøg på at danne sig et overblik over Walshes samlede værker kan derfor nemt blive til en længerevarende tur ned i det metaforiske kaninhul, hvor man støder på strygekvartetter og orkesterværker, men også barbiedukker som voldtægtsofre (i dukkeoperaen XXX_Live_Nude_Girls!!! fra 2003), opfundne kunstnerkollektiver (Grúpat, siden 2007) eller en hel alternativ irsk kunsthistorie, inklusive kunstværker (Aisteach – the Avant Garde Archive of Ireland, 2015).