På under en måned har Seismograf udgivet to artikler, hvis emner omhandler dominansen af hvide (mænd) og en favorisering af den vestlige musik på baggrund af vestlig musikteori. Der er tale om Mikkel Vads »Musikteoriens hvide verden« og Anders Aktor Liljedahls »Hvad skal vi med musikteori?«. Begge artikler inddrager og tager udgangspunkt i amerikanske Philip Ewells foredrag »Music Theory’s White Racial Frame«. Groft skitseret argumenterer Ewell for, at nutidens praktisering af musikteori favoriserer den vestlige musik – som den eneste rigtige musik – i så høj grad, at den fuldstændig udelukker ikkevestlig musik, hvilket i bund og grund må opfattes racistisk. Vad og Liljedahl bruger efterfølgende deres artikler på at præsentere forskellige forskeres teorier og synspunkter på musikteoriens white racial frame.

Den martsdag, hvor Danmark blev lukket ned, skulle komponisten og cellisten Lil Lacys musik have spillet i Dansehallerne i København. Folk var fløjet ind fra hele verden. Koreografen Jon Skulberg og hans Convoi Exceptionnel-ensemble var klar. »Aflysningen var en mavepuster,« fortæller Lacy, da jeg møder hende i slutningen af september, »men den danseforestilling – For Ever Four Seasons (2019) – som jeg deltog i, handler om en dystopisk fremtid; af alle værker havde lige præcis det en vild timing.« Coronasommeren har hun brugt på at samle trådene til sit omfattende værk You’re Somehow Connected (2020), der spiller en hovedrolle ved hendes debutkoncert som komponist fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus på lørdag, den 10. oktober.

Gennem hundrede år var Helsingør Skibsværft helt centralt for skibsbyggeriet i Danmark. Her har tung industri beskæftiget tusindvis af mennesker i arbejdet med produktionen af skibe. Siden grundlæggelsen af det moderne skibsværft i 1882, og længe før det, har trafikken ind og ud af havnen i Helsingør været afgørende for at skabe velstand i hele landet. Enorme skibe er sejlet færdigbyggede ud af havnen til kunder som Forsvaret, De danske Statsbaner, DFDS og Østasiatisk Kompagni. Og også til Saddam Hussein. I 1983 gik værftet konkurs kort efter at have leveret flere skibe til den irakiske diktator, herunder to private luksusyachter. Går man forbi havnen i dag, er lyden af skibsproduktion afløst af stilhed, og værftet er omdannet til kulturcenter. På mange måder er det alligevel som at møde fortiden, når man træder indenfor i den gamle værftshal, der står efterladt som den dag, værftet lukkede.

Det er næsten imponerende. I disse dage byder landets professionelle symfoniorkestre indenfor til en ny koncertsæson, og aldrig har det været tydeligere, at toppen af det klassiske musikliv befinder sig i sin helt egen, isolerede verden. I en tid domineret af hårde kampe for social retfærdighed brillerer orkestrene med en programlægning, der er så kønsmæssigt skæv, at den burde få alle alarmklokker til at ringe. Men af en eller anden grund får mønstret lov at gentage sig sæson efter sæson.

For to uger siden lagde den populære youtuber Adam Neely en video ud med titlen »Music Theory Is Racist« (siden ændret til »Music Theory and White Supremacy«). I videoen gennemgår Neely den verserende sag om Philip Ewells kritik af »musikteoriens hvide rammesætning«. Hele sagen om Ewells kritik og ikke mindst den respons, der sidenhen blev fremført i Journal of Schenkerian Studies, diagnosticerer og diskuterer en række centrale problemer vedrørende den måde, man underviser i musikteori på i dag – men hvad er egentlig alternativerne?

Akt 1, scene 5. Horatio og Hamlet står uden for Kronborg. Marcellus har lige forladt scenen med replikken »Der er noget råddent i Danmarks rige«. Der lyder en trompetfanfare ledsaget af dundrende paukeslag, som markerer, at kongen i sin festrus har skyllet endnu et glas vin ned og udbringer en skål. Det er næsten midnat og bidende koldt. Frem af mørket viser sig pludselig et genfærd. Lyt, o lyt! Det er Hamlets far, og han har noget vigtigt at fortælle. Jeg er på Kronborg, hvor Shakespeares skuespil Hamlet – Prins af Danmark udspiller sig. Igennem et lille vindue fra et af hoffets sovekamre ser jeg over på et gammelt, afdanket skibsværft, der nu er omdannet til kulturcenter. Mit egentlige ærinde i Helsingør er derovre i værftshallerne, hvor Click Festival i august præsenterer sin udstilling »Et stille sted«. Men jeg er slået et smut forbi det gamle renæssanceslot og står og tænker på scenen med Hamlets spøgelsesfar.

Det er slutningen af maj måned i år, og fra vores soveværelse kan jeg se en tyk, sort røgsøjle, der svæver hen over nabolaget i Minneapolis, hvor jeg flyttede til for seks år siden for at tage en ph.d. i musik- og kulturvidenskab. I luften hænger også en politihelikopter, der overvåger os alle sammen. Jeg bor lige nede ad vejen fra politistationen, hvor betjenten, der dræbte George Floyd, arbejdede. Vi har været på gaderne i protest mod politivolden og racismen, og selvom der er udgangsforbud, gør en stor mængde demonstranter oprør. På trods af afbrændinger og tyveri er det dog politifolkene og hjemmeværnet, som vi er mest bange for. De er kørt ind med paramilitært udstyr og tøver ikke med at skyde med gummikugler mod folk, hvis blot de sidder på deres terrasse med et #BLM-skilt.

Det var en træt, men glad Pauline Hall, der 10. juni 1953 smilede ud mod Dagbladets læsere (Norges tredjestørste avis, red.). Over en helside får hun en stor del af æren for, at »et nyt syn på musik er ved at blive skabt« i Norge, og at »folk har overvundet frygten for nye klange«. Baggrunden for euforien hos dem, der flankerer hende – violinisten Ernst Glaser, dirigenten Øivind Fjeldstad og formanden for Tono (Norges svar på Koda, red.), Erling Kjellsby – er et opbud af ny musik fra store dele af verden ugen før. Som leder af Ny Musikk, den norske afdeling af International Society for Contemporary Music (ISCM), har Hall været vært for organisationens årlige musikfestival. Resultatet i Oslo er så vellykket, at det også i udenlandske medier bliver omtalt som et vendepunkt.