I 1935 skrev Kjeld Abell den musikalske komedie Melodien, der blev væk med musik af Bernhard Christensen og Herman D. Koppel samt sangtekster af Sven Møller Kristensen. I komedien er den nok mest berømte sang »Sangen om Larsen«, hvor især den konkluderende verslinje »Det sku’ vær’ så godt, og så’ det faktisk skidt« har bidt sig fast i den musikalske erindring. Og med denne lille historiske information vil jeg gerne byde læseren indenfor til mit spørgsmål: »Var det nu egentlig så skidt?« i, hvad der vel allerede nu i visse kredse betegnes som ‘Lucatelli-gate’ – om værket, der næsten kun kan tabe ved at blive spillet.

»Med de fleste mennesker fører man ikke en dialog, men kun en dobbelt monolog,« bemærkede Karen Blixen. Det er ret beskrivende for den ærgerlige sag, vi er havnet i med Marcela Lucatellis værk. Musikerne (i DR Symfoniorkestret, red.) har vurderet, at det ikke var klar til en meningsfuld fremførelse, og ønsket, at det blev gennemarbejdet, så dette kunne opnås. I tiden op til prøverne kom den tilbagemelding til Marcela, men det var ikke muligt at få materialet på plads, så begge parter var tilfredse. Det er blevet modtaget – af nogle – som en blanding af musikernes frygt for nye veje og kunstnerisk censur over for et mesterværk.

Ikke sjældent i disse år skaber musik, man ikke hører, debat. Man hører stort set ikke ny musik skrevet af kvinder. Stadig mindre ny musik hører man af komponister med en hudfarve mørkere end askehvid. Endnu et eksempel på musik, vi ikke får at høre, er Marcela Lucatellis RGBW, som burde være opført ved åbningskoncerten på Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums festival for ny musik, Pulsar, i aften. Jovist, fra orkestret, som skulle uropføre værket, DR Symfoniorkestret, forlyder det, at man gerne opfører værket på et senere tidspunkt. Forløbet op til aflysningen lader dog, for en udenforstående, ikke umiddelbart til at være hverken motiverende eller fordrende for en komponists videre arbejde med et værk, som det må formodes, at ophavskvinden anser som værende færdigt – i det omfang et musikværk nogensinde bliver ‘færdigt’.

Fire minutter er der gået, siden orkestret begyndte at spille Marcela Lucatellis RGBW (2019). Med individuelle, skrøbelige stemmer til de enkelte musikere har komponisten villet tegne et billede af den orkestrale enhed som en nervøs og uperfekt maskine. Strygere, horn, træblæsere, slagtøj – alle har de spillet hurtige sekstendedele, flere af dem i yderregistre, men i et langsomt tempo. Og så går lyset i salen ud, vi er halvvejs i værket. »Marcela går ind på scenen; applaus«, står der i det komplekse, men ellers helt konventionelt noterede partitur. Iført en lysende LED-dragt med hat, vest og nederdel improviserer hun vokalt over orkestrets nodemateriale, mens hendes medbragte lysmand sørger for, at musikken og Lucatellis bevægelser aktiverer og styrer lyset i koncertsalen. Efter ti minutter ender værket, og den 31-årige komponist kan fejre et foreløbigt højdepunkt i karrieren. Sådan kunne en liveopdatering fra næste uges åbningskoncert ved Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums årlige Pulsar Festival have set ud.

Nogle gange er en debutkoncert egentlig ikke en debutkoncert. Bára Gísladóttir havde allerede udgivet tre album, modtaget en række priser og fået sine værker opført af Islands Symfoniorkester og Frankfurt Radioorkester, da hun onsdag i sidste uge tog afsked med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hendes karriere er allerede nået langt uden for konservatoriets trygge rammer, og i stedet for at afholde debutkoncerten i dets koncertsal lokkede hun hundredvis af nysgerrige mennesker ud til Danmarks svar på Reykjavíks Hallgrímskirkja, Grundtvigs Kirke på Bispebjerg.

Næsten ingen professionelle instrumenter er fremstillet af plastik. Materialet resonerer dårligere end træ, messing, sølv og andre metaller, så instrumenter af plastik er fortrinsvis elektriske; her er holdbarhed og vægt vigtigere end materialets klanglige egenskaber. Alligevel spiller plastik en ganske central rolle i musik. I hvert fald hvis man spørger den canadiske musikforsker Kyle Devine, der i sin bog Decomposed: The Political Ecology of Music (2019) har undersøgt, hvordan fremstillingen af musik indskriver sig i det globale kapitalistiske produktionsapparat. I bogen er et af de indlysende omdrejningspunkter derfor den fysiske distribution af musik, som siden Anden Verdenskrig har været helt afhængig af plastik i form af LP’er, CD’er, kassettebånd med videre.

Det hører til sjældenhederne, at Seismograf interviewer musikere, men en undtagelse er blevet gjort i tilfældet Neko3. Dels fordi dette ensemble i sig selv udgør en sjældenhed, dels fordi du formentlig – hvis det ikke allerede ér sket – kommer til at opleve dem live inden længe. I den kommende tid bliver Neko3 mere eller mindre umulige at undgå for den almene Seismograf-læser. Ikke at Seismograf-læsere er Neko3’s primære målgruppe. Den nomadeagtige adfærd hos publikummet til samtidsmusik er ikke noget, ensemblet er store fans af: de samme mennesker ved de samme koncerter af de samme – mestendels jobrelaterede – årsager. Det var noget, gruppen allerede begyndte at tænke over efter deres første koncert i november 2017.