Et kort øjeblik troede jeg, der var tale om en sensation. Jeg læste de samme ord og sætninger igen og igen, langsommere og langsommere.

Kunne det virkelig passe: Havde chefen for DR Symfoniorkestret, den ellers så magtfuldkomne gigant i dansk musikliv, sendt en kronik til Politiken fyldt med selvkritik?

»Dansk kompositionsmusik står i højeste kurs i udlandet, men er samtidig en blind vinkel hos os selv,« læste jeg for syvende gang.

Der er tyst i Herskind Forsamlingshus.

En tirsdag aften har en hvid skolebus kørt os, publikum til Kirstine Fogh Vindelevs performanceværk Selskabssange, fra midten af Aarhus til et festlokale små tyve kilometer mod vest.

Vi får en velkomstdrink, hilser lidt på de andre fremmødte og sætter os ned ved pyntede borde, der er opstillet i hesteskoform. Der skal synges.

Hvordan skriver man om en festival, der praktisk taget ikke findes?

Den findes selvfølgelig i den forstand, at der er en begivenhed, som finder sted: Hvert år samles 35 unge komponister i et af de nordiske lande for at høre hinandens værker – dette år i svenske Piteå. Men Ung Nordisk Musik-festivalen, UNM, har ingen fast kerne.

Der er ingen kunstnerisk leder, intet programudvalg, ingen bestyrelse, ingen administrativ tovholder.

»Den her skal jeg øve mig på, når jeg bliver gammel,« udbryder Fuzzy.

På vores tur gennem hans arbejdsstudie er vi nået til thereminen – et elektronisk musikinstrument, der spilles ved at bevæge hænderne foran et par antenner uden berøring.

Et besøg i den 80-årige komponists værksted hjemme i villaen på Frederiksberg er nærmest et lille stykke musikhistorie, hvor en altædende nysgerrighed på, hvad end der kan bruges til at skabe lyd og musik, skinner igennem.

Vi har ligesom set det hele efterhånden. Nøgne mennesker på scenen, blowjob i operaen og flygler, der smadres under en koncert.

Alligevel blev jeg provokeret af Niels Rønsholdts nye oratorium, Book of Prayers (2019) – allerede i værkets indledning: Publikum i Christians Kirke på Christianshavn blev bedt om at udtrykke en fællesskabshandling i en salme.

I en for høj toneart, et for langsomt tempo og med et hakkende, uorganisk akkompagnement skulle vi synge med på Nu takker alle Gud – fra den danske salmebog, men også kendt på alle de store sprog i verden. At pianisten konsekvent afsluttede fraserne med en såkaldt skuffende kadence, gjorde det heller ikke bedre ...

Til oktober befinder Daníel Bjarnason sig i Los Angeles, hvor den islandske komponist og dirigent skal assistere tre dirigenter ved den første gennemspilning af sit nye orkesterværk From Space I Saw Earth.

Gustavo Dudamel, Esa-Pekka Salonen og Zubin Mehta – den nuværende musikchef for L.A. Philharmonic og hans to nulevende forgængere – kommer alle tre til at dirigere det nye værk i Disney Hall den 24. oktober under 100-årsfejringen af det bedste orkester på den amerikanske vestkyst.

»Jeg vender oftest tilbage til det enkle i min musik, fordi der er mere kraft i enkelhed,« siger komponisten, da vi taler om partituret, der er skrevet for stort symfoniorkester og orgel, men hvor instrumenterne er adskilt af usynlige skillelinjer og derfor forudsætter tre dirigenter. »Det enkle kan dog ikke nødvendigvis oversættes med det simple.«

I 2015 havde jeg den glæde at kunne tildele Hans Abrahamsen årets Hakon Børresen-pris. I 2016 modtog han den prestigefyldte amerikanske Grawemeyer Award, og her i år – 2019 – tildeltes han dansk musiklivs uden sammenligning mest hæderfulde pris, Léonie Sonnings Musikpris.

Jeg holder af at forestille mig de to sidste legaters respektive bestyrelser ved deres møder fremholde Børresenprisen, rive sig selv i håret over, at de ikke selv havde set Hans Abrahamsens oplagte kandidatur, og straks vedtage, at de skam ikke vil stå tilbage for lille Børresen!

Præcis sådan er det dog næppe gået til; men velfortjent, det er det.