I 2015 havde jeg den glæde at kunne tildele Hans Abrahamsen årets Hakon Børresen-pris. I 2016 modtog han den prestigefyldte amerikanske Grawemeyer Award, og her i år – 2019 – tildeltes han dansk musiklivs uden sammenligning mest hæderfulde pris, Léonie Sonnings Musikpris.

Jeg holder af at forestille mig de to sidste legaters respektive bestyrelser ved deres møder fremholde Børresenprisen, rive sig selv i håret over, at de ikke selv havde set Hans Abrahamsens oplagte kandidatur, og straks vedtage, at de skam ikke vil stå tilbage for lille Børresen!

Præcis sådan er det dog næppe gået til; men velfortjent, det er det.

Allan Gravgaard Madsens første udkast til hans nye dobbeltkoncert, Nachtmusik, blev ikke lavet på nodepapiret. I stedet tog han på nattevandring rundt i Aarhus.

»Natten har altid fascineret mig, og jeg vidste med det samme, at mit stykke skulle have noget med natten at gøre,« fortæller han. »Så en sen aften tog jeg en lydoptager i hånden og gik ud i mørket.

DR Symfoniorkestret havde bedt om et værk på cirka 25 minutter, og den varighed passede med min sædvanlige gåtur fra Ingerslevs Boulevard i Aarhus og ud til en bænk ved en lille sø i Marselisborgskoven. Jeg ville undersøge, hvordan natten påvirkede min oplevelse af en tur, som jeg havde gået hundredvis af gange i dagslys.«

Copenhagen Opera Festival bød i år på to ret interessante værker, ét kendt og berygtet, ét helt nyt og frisk: engelske Peter Maxwell Davies’ Eight Songs for a Mad King (1969), der fejrede 50 år og kunne opleves i Ukirke på Vesterbro, samt We Like Wes Myte om mørke (2019), der blev uropført på Teaterøen.

Begge værker hiver os ud af det traditionelle operahus og opføres af mindre ensembler. Og i begge tilfælde udspringer librettoen af tekster fra England i begyndelsen af 1800-tallet.

Men så slipper lighederne også op, for lige så bombastisk og in-your-face Eight Songs for a Mad King er, lige så subtil og underspillet er Myte om mørke. Lige så dissonerende og uforudsigelig musikken hos Peter Maxwell Davies er, lige så konsonerende og repetitiv er den hos We Like We.

Da jeg ringer til Poul Ruders i starten af maj, sidder han på en McDonald’s i Boston og er midt i morgenmaden. Hotellets morgenbuffet var ikke værd at indtage, fortæller han, »men McDonald’s, dér har man jo været før«.

Der er ingen tvivl om, at den 70-årige komponist – en af de førende, nationalt og internationalt, blandt sin generation – ikke alene kan se, men også fejrer det morsomme i den uventede scene. ‘Ridderkorset på burgerbar’ er en god historie. Og det er Poul Ruders den første til at bemærke.

»Dér tog jeg sgu røven på dig, hva’!« udbryder han således storgrinende, da jeg nogle uger senere besøger ham hjemme »på bøhlandet«, som han kalder det.

Den dominerende kultur kan med succes gøre krav på universalitet. Man møder dens kunst uden at spørge, hvor den kommer fra, og uden at kræve, at den fortæller om sin kulturelle oprindelse. Den dominerede kulturs kunst kan måske blive en del af det gode selskab. Men man forlanger, at den skal have det, man i gamle dage kaldte ‘lokalkolorit’. Den skal ses, høres, lugtes og smages som eksotisk interessant for at pirre det trætte kulturmenneskes gane. Send flere krydderier!

Så er det sagt. Jeg ankom til Klang Festivals dag med ny musik fra Mellemøsten og Nordafrika den 8. juni med paraderne oppe. Hvorfor sætte ny musik fra Mellemøsten og Nordafrika i bås? Hvorfor ikke bare spille gode ny og eksperimenterende værker af komponister fra den del af verden sammen med gode ny og eksperimenterende værker fra andre steder? Og hvorfor skulle vi, som det hedder i programbogen, rykkes »til spillestedet Alice, der huser verdensmusikken i alle dens mangfoldigheder«.