Under relativt stor mediebevågenhed blev Allan Gravgaard Madsens symfoniske værk Nachtmusik (2019) uropført i begyndelsen af september i DR’s Koncertsal. Det blev omtalt i dagblade, DR producerede en podcast om komponisten og hans proces op til koncerten, og også her på Seismograf blev uropførelsen behandlet. Det er heller ikke hver dag, at der bliver skrevet, opført og indspillet en dobbeltkoncert for klaver, violin og orkester, men der var to ekstra kroge, som hjalp formidlingen på vej: dels at komponisten er kendt som »Speaker-Allan« i Den Korte Radioavis, dels at han har været meget åben om inspirationen til det nye værk, der er skrevet direkte til et ægtepar: violinisten Christina Åstrand og pianisten Per Salo.

For to måneder siden afsluttede jeg et projekt, der i al sin enkelhed gik ud på at digitalisere en række koncertoptagelser og interview med danske kvindelige komponister, som foreningen Kvinder i Musik havde indsamlet i perioden 1980-2016. Et arkiv, der endelig gav dokumentation for kvindelige komponisters eksistens og virke i Danmark – det skulle blot gøres tilgængeligt og bevares gennem digitalisering.

Aftenen inden Gong Tomorrow, op ad et afbarket træ på H.C. Andersens Boulevard. Jeg står og kigger op mod taget af Radio 24 Syv, det er lige præcis fire minutter i midnat på allehelgensaften. Boulevardens modsatte side er befolket af mennesker i hundredvis foran People Groups syv etager høje radiohjem, telefonerne fremme, de er kommet for at tage afsked. Messingbasuner glimter i nattemørket, blæsere og percussionister fra hovedstadens orkestre er stimlet sammen deroppe på taget for at spille en sidste hymne for kanalen, Aaron Coplands filmiske ...

»Vil du anmelde Marcela Lucatellis debutkoncert? Det bliver formentlig totalt kaos.« Det vil jeg gerne, og ja, det blev det.

Vi kan lige så godt lægge ud med hundene. Den første hund var den bløde bamsehund, der blev slæbt ind på scenen af betjenten i latex-bondage-uniform.

Den anden hund var den udstoppede ræv på skateboardet (okay, ikke helt en hund, men fire ben, skarpe tænder og en lodden hale).

Donaueschinger Musiktage er en af verdens ældste og mest omtalte festivaler for samtidsmusik, og hver oktober måned siden 1921 har den indtaget den lille by Donaueschingen – indbyggertal: 22.000 – i det sydvestlige Tyskland.

Det er en kæmpe kulturel begivenhed, som altid meldes udsolgt flere måneder i forvejen.

Alle scener er kolossale, og selv de mindste kammerkoncerter foregår i tætpakkede auditorier, sådan som Klang, Spor, Gong Tomorrow med flere kun kan drømme om – selv de største publikumsskarer ved DR’s orkesterkoncerter får kamp til stregen her.

»At rejse til græsset på nordsiden af en himmerlandsk fjord, for der at høre musik komme op af jorden.«

Denne sætning kunne nærmest være citeret fra en af guldalderens knaldromaner. Men nej. Det er derimod titlen på en stedsspecifik lydinstallation af komponist og lydkunstner Anders Lauge Meldgaard.

Der simrer en højstemt naturromantisk opfordring i titlen: Drag ud i naturen, og lyt til den! Skarpt kontrasteret af den samtidige information til Google Maps-generationen om, at lydværket befinder sig på GPS-koordinatet 57.016736, 9.325684.