Han er travl. Konstant på rejse med sine forestillinger rundt omkring i Europa. Og om lidt fylder Simon Steen-Andersen 50. Lige nu arbejder han på en genopsætning af sin seneste forestilling, Run Time Anomaly (2025), som skal opføres i Akademie der Künste i Berlin til juli. Jeg fanger ham en mørk eftermiddag på et Zoom-opkald til selv samme by, hvor han sidder klar i sin lejlighed. 

Steen-Andersen, der med tiden har udviklet sig til at være lige så meget scenograf og instruktør som komponist, havde premiere på værket i november sidste år, og som han siger: »Jeg glæder mig helt ekstremt til anden runde«. I lighed med andre af hans værker er Run Time Anomaly skabt i en slags forlængelse af værkserien Run Time Error (2009-2022), som han betegner som et »koncept for stedspecifikke videokompositioner, performances og installationer.«

Estland er et usædvanligt lille land med et usædvanligt rigt og mangefacetteret musikliv. I korridoren, der fører flypassagererne ud af Tallinns lufthavn, er der opsat store posters med både fotos og livsfilosofiske citater af Arvo Pärt, hvis verdenskendthed for længst er blevet noget, han stolt bliver brandet med. 

Selv er jeg netop landet og er på vej til Estonian Music Days, festivalen for samtidsmusik som under skiftende navne har eksisteret siden 1979. Og selvom jeg som så mange andre i sin tid kom til at lære estisk musik at kende med den nu 90-årige komponists værker som indgang, henleder disse posters af ham også min opmærksomhed på den modsætning, han for så vidt personificerer. 

For på den ene side er han et mainstream-ikon, der skulle sætte Estland på det kulturelle verdenskort. På den anden side er han en enorm elefant i rummet for landets musikliv, der måske nok nyder godt af den opmærksomhed, hans ry har bragt med sig, men også konstant må forsøge at kæmpe sig fri af den dominans, han uundgåeligt udøver både indadtil og udadtil som den største enkeltstående institution i musiklivet. 

Da jeg spurgte en række mennesker, hvem der efter deres mening er den »grundlæggende skikkelse« i ukrainsk lydkunst, fik jeg en lang række forskellige navne og pseudonymer – fra personer knyttet til new media-kunst til kunstnere, der primært er aktive inden for den kvasi-akademiske sfære af samtidsmusik. Forskellige miljøer, forskellige kredsløb, forskellige former for institutionel forankring – genealogierne i ukrainsk lydkunst er lige så mangfoldige og heterogene som andre steder.

Hvad mener vi egentlig, når vi taler om »ukrainsk lydkunst«? Hvordan definerer vi hver del af dette udtryk? Hvordan afgrænser vi feltet og indfanger lydkunstens essens – ligger den tættere på den angelsaksiske britiske tradition for sound art eller måske nærmere den tyske Klangkunst-tradition? 

1. Elektroniske nocturner

Berlin og elektronisk musik hører sammen som pot og pande. Siden 1999 har CTM været et sted, hvor nye æstetikker, politiske strømninger og klubkulturens næste bevægelser har kunnet spores. I år kunne man på en af de første koncertdage sætte sig i mørket og lytte til elektroniske nocturner på Radialsystem.

feeO tog afsæt i klubmusikken, men det var som om, pulsen var vendt indad. Man skulle vente længe på klimaks i sangene, som bevægede sig mellem drone, ambient og minimalistisk rytmik med stemmen i centrum. Jeg hørte dem som dæmpede, næsten private nocturner.

Hvordan lyder nostalgi? Er det barndommens melodistump, et støvet kassettebånd i en kælder – eller noget mere uhåndgribeligt, der kun viser sig i korte glimt? I genren dungeon synth er det hverken gamle instrumenter eller autentiske optagelser, der vækker længslen efter det, der var. Her opstår nostalgien i støjen, i forfaldet og i de analoge skygger af en fortid, der for længst er forsvundet, men som alligevel føles mærkeligt genkendelig. På mange måder kan man kalde det for en nostalgisk musik. Men er det nu også sådan at den opleves?

De glemte spøgelser

Dungeon synth begyndte i starten af 2010’erne som et forsøg på at genkalde de mere obskure soloprojekter fra black metalens marginer, hvor musikere som Mortiis, Wongraven, Depressive Silence og Burzum regerede. Som det ofte går med revivalbevægelser, blev genkomsten dog til noget andet end udgangspunktet.

»After the performance, the audience is invited to stay with the performers to share impressions, thoughts, and feelings together – both in conversation and in silence. Anne Cecilie’s famous Røst fish soup and a vegetarian alternative will be served to warm our bodies. Together, we can reflect on what has unfolded on stage, process the loss of biodiversity we are witnessing, and perhaps sow a seed of hope.«

Velkommen til Borealis. Her er vi sammen om alt. Før åbningsforestillingen Vedøya – Laments to the birdmountain who lost their voice skulle vi – inspireret af Pauline Oliveros – hilse på hinanden og se hinanden i øjnene i foyeren på Cornerteateret.

Selve performancen fungerede som et live soundtrack til Vedøya, engang et af Nordeuropas mest larmende fuglefjelde. Elin Már Øyen Vister flettede feltoptagelser, nye kompositioner, nordnorske folketoner og samiske vokaltraditioner sammen med naturbilleder. Der blev skåret fisk på scenen. Og bagefter spiste vi suppen sammen.