Hvordan er du kommet hertil?

Af Roberto Beseler Maxwell (28.10)

Applausen efter FIE’s (Free Improvisation Ensemble) koncert var uden tvivl den længste, jeg oplevede under årets NOPA Festival i Jerevan. Det tog publikum et øjeblik at finde sig til rette igen efter den iranske gruppes 40 minutter lange optræden. Aftenen fik en særlig kulisse i mindesmærket for ofrene for den sovjetiske undertrykkelse, der troner øverst på Jerevans Cascade-kompleks.

Koncerten var kulminationen på otte måneders prøver under ledelse af komponisten og underviseren Arshia Samsaminia. Samtidig rejste den spørgsmål om det musikalske landskab, den indgår i, og om den institution, den udspringer af. Man kunne samle det i ét spørgsmål: Hvilke musikalske rum kan opstå i de tomrum, som de etablerede institutioner efterlader?

Jeg vidste meget lidt om den aktuelle iranske samtidsmusikscene og stort set intet om School of Sonic Arts (SSA) i Teheran, da jeg stødte på skolens navn i festivalprogrammet. Det fik mig til at undersøge sagen nærmere. Efterhånden som spørgsmålene hobede sig op – langt flere, end jeg kunne nå omkring i en uformel samtale – spurgte jeg, om de var interesserede i et mere dybdegående interview. På grund af et stramt program og udsigten til en 26 timer lang bustur tilbage til Teheran aftalte vi at tale sammen på video efter festivalen.

Aftenen fik en særlig kulisse i mindesmærket for ofrene for den sovjetiske undertrykkelse, der troner øverst på Jerevans Cascade-kompleks

SSA blev grundlagt for tre år siden af Shervin Saremi, Arshia Samsaminia og Shaahin Peymani. Shervin deler sin tid mellem Teheran og Berlin. Han er uddannet fra det nu nedlagte Sound Studies-program på Universität der Künste og underviser i lyddesign, algoritmisk komposition og computermusik. Arshia er ph.d.-studerende ved Aristotle University og underviser i komposition, mens Shaahin, der også er uddannet fra Sound Studies, står for lydstudier og andre teoretiske fag.

At lære at lære

Shervin: »Jeg tror ikke, at et akademisk uddannelsesprogram i lydkunst er særlig trendy nogen steder i verden lige nu. Iran er ingen undtagelse. Efter selv at have studeret i udlandet fik vi idéen om at bringe denne type uddannelse til vores eget land. Der er dog allerede folk her, som arbejder med lydkunst. Vi hævder ikke, at vi på nogen måde er pionerer inden for dette felt i Iran.«

Skolen optager nu sit tredje hold. Indtil videre har omkring 20 studerende hvert år meldt sig til det tre semestre lange program. I takt med at SSA udvikler sig, er planen at introducere flere fagområder og udvide lydkunstuddannelsen med flere teoretiske elementer, eksempelvis et bredere fokus på komposition eller improvisationsteori, samtidig med at skolens grundlæggende tilgang bevares.

»Vi ønsker ikke hjælp, fordi vi kommer fra Teheran, eller at blive opfattet som eksotiske«

Shervin: »Skolens udgangspunkt var at skabe et tilbud, der så godt som muligt kunne give folk et solidt fundament, så de kunne bruge det, de havde lært, og fortsætte deres studier på egen hånd. I dag kan man jo i høj grad studere selvstændigt, fordi der findes YouTube-videoer, bøger og så videre. Derfor tilrettelægger vi undervisningen, så de studerende lærer, hvordan man lærer.«

Trods sin korte levetid har SSA allerede etableret forbindelser til institutioner som IRCAM og Aristotle University of Thessaloniki. De har tilbudt skolens studerende betydelige rabatter på musiksoftware og adgang til et helt semester med onlineworkshops gennem IRCAM Forum. For Arshia er det afgørende, hvordan man beskriver disse relationer, da de ellers risikerer at blive opfattet anderledes udefra.

Arshia: »Vi beder aldrig om hjælp, men om samarbejde. Vi vil for eksempel tilbyde workshops om elektronisk musik eller mikrotonal komposition for studerende ved universitetet i Thessaloniki, ligesom deres værker vil blive uropført ved koncerter, vi arrangerer i Teheran – og omvendt. Når vi henvender os til institutioner som IRCAM, foreslår vi altså altid en udveksling af viden og ressourcer. Vi ønsker ikke hjælp, fordi vi kommer fra Teheran, eller at blive opfattet som eksotiske. Derfor har jeg altid haft det svært med ordet ‘hjælp’.«

»Jeg kan ikke påstå, at vi er det første ensemble af vores slags, men vi er bestemt i gang med noget vigtigt«

Eksperimenterende musik, samtidsmusik og lydkunst har en historie i Iran, der går mindst tilbage til 1960’erne. Man kan eksempelvis nævne pionerer som Alireza Mashayekhi og Dariush Dolatshahi. Sådan er det stadig i dag, hvor scenen især er aktiv i Teheran og i mindre grad i byer som Isfahan og Shiraz.

Arshia: »Det er ikke kun os, der er aktive. Der findes andre festivaler, såsom Tehran Electronic Music Festival og Tehran Contemporary Music Festival, som fortsatte frem til 2019. Samtidsmusikscenen er særligt aktiv lige nu. Vi har selvfølgelig ikke et symfoniorkester, der uropfører værker af nye eller unge komponister. Men nogle uafhængige ensembler opfører samtidsmusik. Der er også mange spillesteder i Teheran, som arrangerer festivaler og koncerter med fokus på elektronisk musik og samtidsmusik. Hvad angår improvisation, kender jeg ikke andre ensembler, der minder om FIE. Men jeg håber, at der kommer flere. Jeg kan ikke påstå, at vi er det første ensemble af vores slags, men vi er bestemt i gang med noget vigtigt.«

Efter blot tre sessions følte han behov for at gøre gruppen til et egentligt ensemble

Et ensemble bygget på venskab

FIE blev grundlagt som en gruppe, hvor de studerende kunne udvikle deres improvisationsevner og få musikalsk erfaring ved at spille sammen. Koncerten i Jerevan var ensemblets første offentlige optræden. Arshia havde bemærket den førnævnte mangel på ensembler af denne type og arrangerede derfor en workshop i improviseret musik. Efter blot tre sessions følte han behov for at gøre gruppen til et egentligt ensemble.

Arshia: »Det er et ensemble med skiftende besætning, hvor medlemmerne udskiftes, efterhånden som nye studerende bliver færdige. Ved de næste koncerter vil vi prøve forskellige konstellationer. Måske et laptoporkester eller udelukkende akustiske eller elektroniske instrumenter? Workshoppen var præget af et tæt samarbejde, også mellem de studerende og mig. Vi begyndte at udveksle idéer, og de kunne for eksempel sige: 'Arshia, det her skal vi prøve.' Det, I hørte på NOPA, var resultatet af otte måneders kontinuerlige prøver. Jeg er meget tilfreds med resultatet.«

Det samme gælder den tidligere studerende Nazanin Karami, som var en af de fem studerende, der blev udvalgt til at optræde på NOPA. Hun tilhørte SSA’s første årgang. For hende er vægten på venskab og de tætte bånd, der er blevet knyttet på skolen, afgørende for den måde, de arbejder sammen på.

»Vi tog vores venskab med ind i ensemblet, hvilket gjorde det meget intimt«

Nazanin: »Det er første gang, et gruppeprojekt er lykkedes så godt for mig. Vi var heldige, at medlemmerne på det første hold kom så godt ud af det med hinanden. Vi tog vores venskab med ind i ensemblet, hvilket gjorde det meget intimt. Derfor tænkte jeg egentlig aldrig over, hvordan det ville være at optræde foran et publikum. NOPA var interessant i den henseende, for indtil da havde det hele været en intim proces, hvor vi hver uge brød barrierer ned og afprøvede nye teknikker sammen.«

Shervin: »Det at kende hinanden bidrager til improvisationen, for det handler ikke bare om at høre harmonien, tage den til sig og gøre sit eget. Ensemblet skaber noget meget abstrakt, en lydlig form baseret på form og tekstur. Når man forstår den anden, tilføjer det et ekstra lag. Det er ikke en typisk improvisationsgruppe, hvor musikerne hører akkordforløbene og bare spiller med. Jeg tror derfor, at forståelsen af hinanden – både musikalsk og personlighedsmæssigt – tilfører noget.«

Det kunne tydeligt høres i musikken. FIE skilte sig ud på NOPA og blev en af festivalens højdepunkter. Musikernes konstante visuelle og gestiske kommunikation mundede ud i en tæt koordineret optræden med fælles crescendi og diminuendi, øjeblikkelige indsatser og pludselige tavsheder efter kraftige tutti-passager. Man havde en tydelig fornemmelse af at høre et komponeret værk: De formmæssige afsnit stod klart frem, og det var tydeligt, at musikerne havde en fælles forståelse af de lydlige teksturer og det materiale, de arbejdede med fra øjeblik til øjeblik.

Nazanin: »Den mest almindelige reaktion var: »Var det improviseret? Vi troede, at det hele var komponeret.«

Arshia: »Det tager jeg som et kompliment. De gjorde det virkelig godt. Mange i publikum troede, at ensemblet skulle spille mine værker, fordi de kender mig som komponist. Jeg forklarede dem, at nej, det var ren fri improvisation. De spillede, hvad de ville, og det er essensen af fri improvisation.«

Hvorfor skulle en tysk komponist udelukkende referere til Beethoven?

Hinsides det eksotiske

Rent æstetisk lægger de ikke særlig vægt på deres position som musikere og komponister, der er vokset op og bor i Iran. Man kunne stille et tilsvarende spørgsmål: Hvorfor skulle en tysk komponist udelukkende referere til Beethoven?

Arshia: »Det er vigtigt for mig at bruge persisk musikalsk materiale, men ikke på en eksotiserende måde, hvor jeg for eksempel skal vise, at jeg er perser, og at min musik derfor lyder sådan. Når jeg får en bestilling, gør jeg det klart, at man ikke skal forvente, at jeg komponerer noget persisk. Det er nærmest mit røde flag. Jeg markedsfører ikke mig selv som persisk komponist. Det undgår jeg. Jeg bruger materialet på en spektral måde eller tænker vertikalt. Jeg kan for eksempel undersøge, hvordan to forskellige maqamer kan fungere sammen. Idéen er at systematisere det persiske mikrotonale system, så man kan bruge det på sin egen måde i arbejdet med samtidskomposition.«

»Jeg tror, at verden kollektivt har besluttet, at vi skal videre fra 1600-tallet, uanset om vi er tyskere, persere eller kommer et helt tredje sted fra«

Shervin: »Jeg tror, at verden kollektivt har besluttet, at vi skal videre fra 1600-tallet, uanset om vi er tyskere, persere eller kommer et helt tredje sted fra. Vi er ved at nå frem til en slags plads, en musikalsk plads, hvor vi alle samles. Vi taler sammen og spørger: 'Hvordan er du kommet hertil? Nå, også dig? Også mig.' Det er en samtale om de rejser, vi har foretaget ved at forlade andre steder. Jeg synes, det er en interessant samtale, som vi fire i hvert fald er begyndt at føre. Måske er dette begyndelsen på vores ankomst til den musikalske plads, hvor vi alle så småt indleder samtalen: Hvordan er du kommet hertil? Og hvad er din historie?«

NOPA. Festival for sonic arts, 26. september – 4. oktober

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek