Når musikken tager dig ned i kaninhullet
»These spaces are designed for getting lost,« siger min britiske anmelderkollega. Jeg var faret vild i Buchanan Galleries, det store shoppingcenter midt i Glasgow. Ved andet forsøg fandt jeg, over for Krispy Kreme, installationen i et tomt butikslokale. Og kort derefter lå jeg med bind for øjnene på en trampolin. I de næste tredive minutter blev den til et flyvende tæppe, der bar mig langt, langt væk. Omringet af højttalere både over og under mig, og med transducere indbygget i liggeunderlaget, blev jeg ledt gennem en sonisk meditation, der forvandlede akustiske svingninger til en bogstavelig klangmassage.
Brasiliansk house, britisk electronica, skotsk crossover-folk og så maltesisk electropop? Hvordan ville det her fortsætte?
TransVISION af franske Gaëtan Parseihian og Lucien Gaudion blev eksemplarisk for de psykedeliske kaninhulsoplevelser, som åbningsweekenden af Sonica Glasgow bød på.
Lydsansen i forbindelse med andre sanser, her følelsessansen, er kendetegnende for værkerne, der bliver præsenteret på Sonica. Biennalen kalder sig en festival for musik, audiovisuel og immersiv kunst. Lydkunst, som ofte har kortere vej til det synæstetiske end klassisk koncertmusik, udgør en stor del af programmet. Men det er kun én del: På åbningsweekenden kunne man ud over installationer også opleve så forskellige genrer som balkansk folkesang, modulær synth, ironisk pop, drum’n’bass eller en performance i fluxus-traditionen.
Jeg hørte ordet »shamanistisk« i foyeren bagefter
Når synet tager over
Helt på linje med mottoet »Look/Listen« begyndte festivalen med et format, som blev gentaget flere gange de næste aftener: En elektronisk musiker blev ledsaget af en VJ, hvis digitale billedverdener udfoldedede sig på et stort lærred bag performerne. På spillestedet Tramway, i den rå bydel South Side, åbnede Renata Chebel og Nelson D, begge med brasiliansk baggrund, festivalen med et brag. Nelson D’s amazonasinspirerede fusions-clubmusik blev blæst ud i salen, mens Chebels gigantiske, glitrende, digitale fisk svømmede hen over vores hoveder. Deres »pop-up-performance« var optakten til aftenens headliner, Dinos Chapman. Han akkompagnerede sin langsommere, eksperimenterende clubmusik med en grynet video af et landskab, hvor et menneske i kaninkostume trak os længere og længere ned i sit hul. Jeg hørte ordet »shamanistisk« i foyeren bagefter.
Var det her musik med video til, eller video med musik? I bedste tilfælde er spørgsmålet overflødigt. Men jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til, at min opmærksomhed blev markant mere bundet af det visuelle – måske fordi det er vor tids standard, at lyden altid underordner sig billedet, eller fordi det er sådan, vores opmærksomhed fungerer? Eller også fordi musikken her simpelthen ikke var fængende nok?
The Festival’s Unexpected Connections
Men der var næppe tid til at fundere over den slags akademiske spørgsmål. For på Tramways mindre scene fortsatte aftenen med en koncert, der åbnede for den mest overraskende tråd i programlægningen: eksperimenterende folk. stravsky & pelé spillede quirky kærlighedssange med et sammensat band af instrumenter som cello og harmonium, men også med synth og sampler – og den mellemøstlige klarinet balaban. Det var mærkværdigt fortryllende crossover. Den prøvede ikke at udjævne forskellene mellem traditionerne, men lød bare, som om musikerne nød det, de hver især bidrog med.
Jeg forventede noget psykedelisk, men så snart de gik i gang, forstod jeg, at titlen også kunne forstås ironisk
Efterfølgende blev mine koordinater for, hvordan en festival er skruet sammen, forskudt igen: med JOONs og Veronica Petukhovs I want to lose my mind and never find it. Jeg forventede noget psykedelisk, men så snart de gik i gang, forstod jeg, at titlen også kunne forstås ironisk. JOON fremførte gakket italo-electropop med en så punket attitude, at jeg mistede forstanden og virkelig ikke havde lyst til at genfinde den. Projektionerne af Petukhov balancerede på en kongenial knivsæg mellem cute og edgy: badeværelser med hundehvalpetapeter, hvis vægge forskød sig. Det var forfriskende, medrivende og simpelthen bare sjovt. Og efter en del selvhøjtidelige performances senere på festivalen husker jeg deres som den mest livsglade. Jeg venter spændt på, hvad der sker for JOON fremover, for hun er en sand popstjerne.
Og så var festivalen skudt i gang. Jeg var forvirret efter første aften: brasiliansk house, britisk electronica, skotsk crossover-folk og så maltesisk electropop? Hvordan ville det her fortsætte?
Næste dag stod jeg i en scenografi med en projiceret film, iført et kostume, der lyste i takt med filmens emotionelle udsving. Bliesbros This is my heart, en poetisk immersiv installation om at finde sig til rette i sin krop, blev vist i en tidligere garage. Jeg stod også i en have bag Tramway og lyttede til et træs biologiske processer – eller rettere til kunstnernes klanglige oversættelse af data fra biosensorer på træet (Deepwood af Mechanical). Jeg befandt mig pludselig i en ørken, i computerspillet Cosmic Ch’ixi af Daira Ronzoni og Alex Smoke.
Og så om aftenen blev jeg vidne til Svetlana Spajićs aldeles reelle, kraftfulde serbiske stemme, der i et overraskende greb blev kombineret med Martin Greens skotskinspirerede folk. Jeg fattede langsomt, at de uventede kombinationer var hele festivalens DNA.
Cathie Boyd, festivalens kunstneriske direktør, havde arrangeret dette møde mellem balkansk og skotsk folk, ligesom så mange andre kunstneriske samarbejder på Sonica. Martin Green bandt denne iscenesatte koncert sammen med lidt for dybsindige monologer om folder – koncertens titel var »Folding Songs« – og spillede droner på sit selvudviklede instrument, »syndrone«.
Spajićs rungende stemme overdøvede selv hendes voluminøse kostume, designet af Alison Brown. Graeme Stephen, der improviserede på guitar, stod i skyggen, ikke mindst fordi der selvfølgelig også var visuals her: Bag musikerne foldede Kurt d’Haeseleers video hud, der blev til klipper og til sidst gik i brand. Det virkede vilkårligt, måske også fordi jeg ikke forstod teksterne i Spajićs sange. Jeg higede efter at høre hende synge uden nogen form for dekoration.
Heldigvis havde Cathie Boyd hørt mine bønner. Næste morgen stod Spajić i bunden af en brøndeagtig trappeopgang på Hunterian Art Gallery og sang folkesange fra Balkan. Her var ingen video, hovedtelefoner eller VR-briller. Det var imponerende god, gammeldags akustisk sangteknik. Og publikumsinteraktion som den nok er blevet kultiveret gennem århundreder: Sig mig, hvad jeg skal synge, opfordrede Spajić publikum, og så sang hun en happy song, eller a song for children! Det var oplagt, at Spajić skulle få denne lejlighed til at vise sin kunnen. Men det gjorde mig eftertænksom: Hvorfor har vi egentlig brug for alt det digitale, virtuelle, teleporterende, hvis vi kan have nærvær her og nu?
Hvorfor har vi brug for det digitale?
På Pollok House, midt i en storslået landskabspark, blev denne på sin vis klassiske konflikt mellem det akustiskes nærvær og det elektroniskes fremmedgørelse gjort mere kompliceret. Huset, der ligner en kulisse fra Downton Abbey, var under Sonica omdøbt til Listening House og fyldt med lydkunst, installationer og performances fra kælder til anden sal. Her kunne man fortabe sig i legen med et ensemble af lyspærer i Paul Russells Ricochet, i Boris Labbés finurlige japanskinspirerede VR-univers Ito Meikyū eller i AES+F's groteske video Inverso Mundus, hvor grise slagtede mennesker. Listening House var en hel festival i sig selv. Det havde sin egen poesi, at de tomme og halvt renoverede sale blev hjemsted for det uhyggelige, meditative eller legesyge.
Af de koncerter, jeg hørte på Pollok House, overbeviste især Thomas Ankersmits The Tcherepnin Series. Han improviserede med klange fra den ikoniske Serge-modulærsynthesizer. Ankersmit har en formsans i særklasse. Efter et par aftener med sentimental clubmusik og meget reverb var det befriende at høre elektroniske klange, der bare fik lov til at være sig selv. Hvis Svetlana Spajićs traditionelle folkesang markerede en musikalsk yderpol på festivalen, markerede Ankersmit en anden. Paradoksalt nok fornemmede jeg også her et nærvær, en insisteren i klangene selv.
Overflødighedshornet Sonica bød på meget mere, bl.a. en frygtindgydende, men dekorativ Tesla-spole af Robbie Thomson, og aya, der desværre afbrød sin på den bedste måde vanvittige drum’n’bass/grime/hardcore-performance alt for tidligt.
Måske var det bedre sådan: jeg havde allerede ondt i maven efter SPIME.IMs performance Grey Line lige forinden. Den var et ubarmhjertigt horrortrip ind i vor tids dystopiske digitale realitet: overgearet kapitalisme, oprustning, politisk vanvid i et uendeligt bombardement af AI-billeder og hypercuts fra højttalerne. Det var konsekvent overfladisk, ja, overfladisk i potens.
Rage bait, sagde nogle, aktivisme, andre. Jeg var tæt på at kaste op, men jeg elskede det
Performancen splittede vandene: rage bait, sagde nogle, aktivisme, andre. Jeg var tæt på at kaste op, men jeg elskede det.
Ud af kaninhullet
Hvor Grey Line udstillede fråds, havde Asunas Afternoon Membranophone og Falling Sweets en mere kærlig tilgang til at spise.
Den vigtigste ingrediens i Asunas performance var nemlig slik. Det blev dels lagt på vibrerende trommeskind, dels sat op på klistrende tape over et bord. Lidt efter lidt dryssede M&M’sene ned på xylofoner og elektroniske instrumenter. I den resulterende meditative pling-plong bevægede de to performere sig rundt med en sjælden kombination af koncentration og ynde – også når de af og til, ligesom selvforglemt, spiste af slikket. Det hele var præget af en helende, barnlig og underfundig humor.
Lidt efter lidt dryssede M&M’sene ned på xylofoner og elektroniske instrumenter
Asunas performance var som et blidt vækkeur, der mindede mig om, at nu var det på tide at forlade kaninhullet. Sonica ramte plet, når festivalen turde det kompromisløse, som Ankersmits sprøde klange eller SPIME.IMs bad trip. Jeg havde ønsket, at den oftere havde satset på den slags. For tit landede laptop-musikerne i et sikkert 4/4-metrum og modale melodier, mens visuals'ne blev til pauseskærme. Måske er bredden prisen for at fylde salene. Men det var i yderpolerne, festivalen levede.
Det psykedeliske kan være en flugt, men det kan også vise nye veje i virkeligheden
Det, der blev ved med at arbejde i mig, var især humoren. Ude på den anden side stod det klart: om virkemidlerne var elektroniske eller akustiske, er ligegyldigt. Det psykedeliske kan være en flugt, men det kan også vise nye veje i virkeligheden. Humoren var en kærlig håndsrækning, der lod mig erkende, at kaninhullet fortsatte ud i vores virkelighed.
Sonica Glasgow, Skotland, 24. september - 04 oktober 2026