»Jeg var en af dem, der var meget kritisk i starten,« siger Henrik Tinggaard fra Danmarksdemokraterne til reporteren fra TV Midtvest – »men jeg har ændret holdning.« Midt i virakken af den ekstatiske lydkunstinstallation Kanonslag står han i bedste sendetid med Struers borgmester og diskuterer, om politikerne kan tillade sig at bruge så mange skattekroner på at promovere Struer som »Lydens By«. Siden finanskrisen i 2008 har kommunen investeret tungt i at rebrande byen for at tiltrække og fastholde arbejdskraft, og Struer Tracks  – biennale for lyd og lytning, i år med temaet »Kommunal praksis« – er bare ét af mange tiltag. 

Tilrettelæggeren kunne ikke have valgt et bedre sted til interviewet: For hvem kan have noget imod det nostalgitrippende legeland, som spilopmagerne i den norske kunstnerduo Samvær Under Tilsün har skabt i det tomme lokale ved siden af brugsen? Selv den mest surmulende rindalist må trække på smilebåndet i mødet med værkets overgearede påfund. Hovedattraktionen er et bordtennisspil, pimpet med sensorer, så hvert slag med bolden former en fragmenteret chiptune-komposition ledsaget af farverige 16-bit animationer på det pixelerede net.

Superidylliske Savonlinna ligger dybt inde i Finland – fire timer i bus fra Helsinki eller en kort flyvetur på tre kvarter. En postkortskøn by midt i noget af landets smukkeste natur, hvor søer, øer og skove flyder ind og ud af hinanden i det uendelige. På en lille ø rejser der sig et råt, men velbevaret middelalderborgslot, perfekt i størrelsen til at rumme en scene og mere end 2000 publikumspladser midt i slotsgården. Netop derfor opstod idéen om en operafestival her i 1912 – en af verdens ældste af sin slags.

Opera kan være så meget – affekteret, ekstremt medrivende, snobbet, følelsesfremkaldende, drønkedeligt eller ganske enkelt for meget. Netop den spændvidde gør den til den mest fascinerende – og dyreste – af alle musikkens kunstarter. Spørgsmålet er derfor, om det tilfører noget særligt, at en opsætning finder sted i billedskønne og historisk autentiske rammer, eller om borgen blot fungerer som dekorativ staffage og leverer feel-good-effekt til et eksklusivt publikum, der kan nyde hvidvinen lidt ekstra i pausen på et ægte middelalderslot. 

På sin egen, underspillede facon er lydkunsten et evigt oprør. Når Jacob Kirkegaard vender sine ultrafølsomme mikrofoner mod Jordens indre, mod landbrugsvæsenet eller mod en efterladt reaktorkerne, er det af samme årsag, som når lydøkologer i årtier har insisteret på at dokumentere landskaber under forandring: Vi skal mindes om, at der er en hel verden af information – af liv, historie, erindring – som vi enten har glemt at lytte til eller ganske enkelt ikke kan høre med vores begrænsede ører.

Og så skal vi forstå, at det, vi dermed overhører, er alternativer til den virkelighed, vi ser udspille sig omkring os, og hvis udvikling vi sjældent oplever at have reel indflydelse på. Pointen: Den, der lytter grundigt, får øje på det, den blinde fremdrift overser.

Det er denne stille modstand, som er drivkraften bag Witness Stand, en lydkunstvandring på Refshaleøen i København, hvis ramme er skabt af de australske lydhippier Madeleine Flynn og Tim Humphrey.

Jeg ved ikke, hvad dansk opera skulle gøre uden Copenhagen Opera Festival. Ti dage med dusinvis af operaer, koncerter og alle mulige arrangementer – talks, interventioner, arbejdsvisninger – der officielt sættes i gang fredag, men allerede i dag, onsdag, tyvstarter med uropførelsen af Josefine Opsahls EKKO, der i sig selv blot er første del af en hel operacyklus om køn og identitet.

Alt det, der ellers har trange kår i det etablerede operamiljø i Danmark, hvor eksperimenter og nye værker er en sjældenhed, får en plads her: en James Black-mockumentary inspireret af The Office, Faun Vium og Amanda Drews psykoseundersøgelse Dronning Annabell, Poulencs La voix humaine forvandlet til natklubbede smartphonerefleksioner, opfølgeren til OPE-N’s kritikerroste LOL – Laughing Out Lonely, der nu sætter fokus på vold i hjemmet … Listen fortsætter i noget, der ligner en uendelighed.

Min første lektion i musikteori fandt sted i mine tidlige teenageår, mens jeg lå under dynen med en billig transistorradio, når jeg egentlig burde være faldet i søvn. I æteren lød en Top 40 AM-station, en sær eklekticisme hvor psykedelisk musik blev fulgt af syngende nonner, nye hits fløj op ad hitlisterne og andre styrtdykkede mod glemslen. Forretningsmodellen gik ud på at sælge min opmærksomhed til annoncørerne – og hvad end de så ville sælge til mig. Men jeg tog det ikke så tungt, for i USA er alting altid til salg. Radioværten, der foregav at være alles bedste ven, fiskede med sange og jingler, fyldt med kroge og ørehængere. Det hele var fascinerende, men noget nagede mig – på en hjemmelavet eksistentialistisk måde.

Borealis-festivalen leger med vores forventninger – netop fordi den konstant underminerer dem. Festivalen, der markedsføres som en »festival for eksperimentel musik« og er blevet en velbevaret hemmelighed blandt musikelskere i Europa, er faktisk svagest i de klassiske koncert- og opførelsesformater, hvor den sjældent bliver virkelig eksperimentel. Et eksempel er den traditionsrige koncert med det norske marinemusikkorps, hvor der i år blev uropført værker af Herborg Rundberg, Jason Yarde og Kari Beate Tandberg. Her ville det virkelig eksperimenterende have været at tage et kritisk greb på selve formatet – på blæseorkestret som historisk og politisk ladet formation, også i Norge. Men ingen af de tre komponister tog denne udfordring op, og resultatet i Bergens domkirke lød præcis, som man kunne forvente af et militærorkester – krydret med lidt impressionistiske bølgebevægelser, eftersom det jo trods alt var marinen og ikke hæren, der spillede.

Jennifer Walshe stod sjældent stille på scenen. Den irske komponist og performer speed-snakkede, sparkede ud efter trommeslageren og kæmpede med rummet som en prædikant fanget i sit eget feedback-loop. Hun gentog mantraet »We want eternity«, men rablede også om exorcisme og selvudslettelse. Keyboardisten fra Ensemble Nikel rullede en sovepose ud midt i det hele. Performancekoncerten Minor Characters – skabt af Walshe i samarbejde med Matthew Shlomowitz – fremstod som en kakofonisk sitcom i opløsning. Et skævt, lækkert skrattende Herzlich Willkommen til Berlin.

Melencolia – åbningsforestillingen på Berlin-festivalen MaerzMusik, skabt af Brigitta Muntendorf og Moritz Lobeck – greb samtiden an på en helt anden måde.

Andreo: 

Hallo, summer det stadig? Hvad var den allersidste lyd, du hørte på festivalen?

Rasmus:

Ja, jeg må i den grad sige, at det summer i mine ører, men de var også på hårdt arbejde, ikke mindst på festivalens sidste dag, hvor der var drøn på volumen til både det særlige samarbejde mellem de to danske metalbands Kollapse og Grava (der fik besøg af Henriette Sennenvaldt i en fortolkning af Anne Linnets »Forårsdag« – dét havde jeg ikke lige set komme), efterfulgt af Nine Inch Nails efterfulgt af en overraskende vellykket koncert med gode gamle The Raveonettes, der i hvert fald viste, at rocken ikke er død på Roskilde (trods rygterne om det samme), og at man ikke behøver at blive kedelig med alderen, for det var en koncert med støjspeederen i bund.

På Stavanger Camping – et minigolfcenter midt i byen – sidder en halvnøgen mand, indhyllet i plastik. Foran ham ligger en bunke grene, som han stikker en mikrofon ned i, som om han (performeren Owen Weaver) leder efter noget skjult. De raslende lyde, han frembringer, minder om et dyr, der roder efter føde – sultent, rastløst. 

På Stavanger Camping kan man også sætte sig til rette i en tandlægestol fra 50’erne. Over kroppen spændes en bølgebliksplade med seks højttalere, og jeg bliver midtpunktet i min egen intime koncert: Lydene i værket Den elektriske tannlegestolen mærkes i kroppen, før de høres med ørerne. Transducere indlejret i stolen gør oplevelsen både fysisk, urovækkende og kildrende. Ved siden af står kunstnerduoen Ibsen_Minothi og styrer lyduniverset – min private session – fra et ombygget trædeorgel.

På et lettere overeksponeret sort-hvid fotografi står en kvindeskikkelse i en næsten hvid skov, klædt helt i hvidt og med det sorte hår i glinsende kontrast. Hun er i færd med at spænde transparente bånd af tape ud mellem træernes grene, mens hun bevæger sig gennem skoven, som et underspillet, næsten ikke-eksisterende instrument. Jeg forestiller mig, hvordan vinden bliver skåret over af båndets skarpe kanter, hvordan den sætter materialet i en tonisk bevægelse, der skaber en flygtig lyd. Er det mon en hvislen eller et skrig?

Kvinden på fotoet er Kazuko Tsujimura, og vi befinder os i hendes arkiv, der netop nu er udfoldet i udstillingsstedet Heirlooms lokaler i Sølvgade. Fotografiet er fra en performance i 1971, hvor Tsujimura deltog i On-e, en todages eksperimentel event for 35 medlemmer af kunstnergruppen Nirvana Commune, der blev afholdt på en meditationsplatform i bjergene ved Suwa, Japan.