Aldrig har jeg før befundet mig så yderligt på Refshaleøen, når jeg altså ikke har været på Copenhell: Jeg er nærmest helt ude ved den nordlige ende af den, da jeg en smule tøvende går rundt om nogle tilforladelige bygninger for at finde det øvelokale, som den taiwansk-danske slagtøjsspiller og komponist Ying-Hsueh Chen har sat mig stævne i. Heldigvis regner det ikke, selvom himlen er meget grå, og heldigvis er det ikke rigtigt koldt endnu, selvom der er små stænk af kulde i novemberluften. 

I netop samme øjeblik som min telefon pludselig synes, den skal udsende en alarmlyd, bliver jeg råbt an fra et nærliggende hus. Med sine store briller, stor hue og en forventningsfuld attitude kommer Chen mig i møde. Vi har mødtes en enkelt gang før, men det ligger otte-ni år tilbage, og vi når aldrig at tale om det, fordi så meget andet tager over. 

Det er sjældent, at der spilles på lugtesansen, når man går til koncerter. Lige så sjældent er det, at musikerne står i pandebånd og træningsshorts og performer et to timers workout-program, for ikke blot at få fortællingen, men svedlugten helt ud over scenekanten. Current Resonance holdt sig ikke på Yoga-måtterne, og i værket musical workout inviterede de publikum ud på gulvet for at deltage i en akavet workoutsession. Det var grotesk – og ret sjovt. 

Graft, et koncert et sted mellem performancekunst, musikforestilling og idrætstime, bestod af fem værker, der alle udforskede samme tema, nemlig »arbejde«. Den britiske term, der har lagt navn til forestillingen, betyder netop »hårdt arbejdende«, og med neurotisk Monty Pythonsk vedholdenhed tog de konceptet til yderlighederne. Graft fremlagde det moderne menneskes fetichering af hårdt arbejde, som en besættelse af søgen efter mening og formål. I centrum for værkernes mere og mere fordrejede fortællinger om arbejdets former stod hver af de fire komponister i komisk fornægtelse, som fire moderne Sisyfosser. 

Nu er det ganske vist ikke enhver forundt at kunne holde sig vågen et helt kvarter, når man lytter til P2s aktualitetsprogram Puls. Lykkedes det alligevel enkelte at nå så langt ind i ugens udsendelse i går, mødtes man af et sært interview med den 73-årige historiker Birgitte Possing. Forfatteren bag Argumenter imod kvinder fra 2018 blev ringet op af værten, Iben Mogensen, for at give et modsvar til et, indrømmet, provokerende essay om kønsbalance, som jeg skrev til sidste måneds udgave af Magasinet Klassisk.

I essayet spørger jeg, hvordan man skal forstå de seneste ti års uddelinger af Danmarks største kulturpris, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. For en uge siden modtog Bára Gísladóttir, Signe Lykke og Kirstine Lindemann årets tre hovedlegater til komponister – hvert af dem til en værdi af én million kroner – ved en stor koncert med Odense Symfoniorkester

Støjen fra Lilleøre – færgen mellem Aarhus og Samsø – har en sær ro over sig. En monoton, metallisk summen, som vugger én ud af byen og ind i en anden rytme. Samsø vågner langsomt. Regnen ligger som et tyndt slør over markerne. En kok larmer i køkkenet på Samsø Badehotel. Han er fra New York. Han har arbejdet på ElBulli. 

Grøntsagsboderne står som små øer langs vejene, og på skiltene loves både polynesisk massage og vin fra Château Alstrup. Selv kongeparret har været her – i torsdags til koncert med Poul Krebs på Hotel Brundby, det sagnomspundne rockhotel. Foran hotellet står en hvid kunstig ko med noder på kroppen, som om musikken har sat sig fast i dens hud.

»GRØN MUSIK er en fire-dages manifestation på Samsø af lydkunst og musik, som har et tæt samarbejdsforhold med naturen!« lød invitationen fra festivalens initiativtagere, foreningen Terraform. 

I det gamle medicinske auditorium på ul. Kopernika 15, hvor væggene stadig husker en anden form for smerte, afholdes Unsounds Morning Glory-koncerter. Her pressede den franske guitardekonstruktør Nina Garcia sit instrument til bristepunktet: skærende feedback, pulserende støj og små rytmiske bevægelser, der glimtede som metal i morgenlyset. 

Afternoon Glory bød på endnu en guitardekonstruktør, Tashi Dorji. Bhutaneseren »skrællede« sin guitar i stykker med en næsten ceremoniel tålmodighed og med rolige gearskift undervejs og – efter fyrre minutter – et enkelt udbrud.  

Under Glory-koncerterne er der ingen visuals – kun solen, som vælter ind i auditoriet, kun støjen, der bryder den kliniske ro på det tidligere hospitalsområde. Hvis Lars von Trier nogensinde skulle filme et polsk hospital, måtte det være her.

Den 43. udgave af Musica forløb over to hele uger (19. september til 5. oktober) iført Strasbourgs orangebrune efterårsfarver. Fredag aften i festivalens midterste weekend satte jeg mig i teateret Le Maillon og følte mig først alarmerende malplaceret. Jeg skulle høre en talk med kunstneren Joris Lacoste inden opførelsen af hans værk Nexus de l'adoration (2025), men Lacoste foldede sig ud på fransk i 45 minutter, og jeg sad med ører på stilke for at fange en sætning hist og her. Ikke engang et ord på tysk var der at klynge sig til. Men lige da jeg var ved at flygte ud ad døren, strømmede det ind med folk på Le Maillon. Det var en imponerende skare af både unge mennesker i store jeans og ældre folk i farvede briller og silketørklæder. Caféens skydedøre blev slået fra, og gæsterne købte vin og varm aftensmad, slog bordene sammen og grinede dæmpet sammen, mens kunstneren fortalte. Det viste sig at være alt andet end ekskluderende. 

Kazuhisa Uchihashi stod mellem rustne mejetærskere på Landbrugsmuseet, da han lod buen glide over pickuppen på sit hjemmelavede instrument. Ud væltede en lyd, der på én gang mindede om en grønthøster og et groovy, mekanisk uhyre. 

Under festivalens ti timer lange minimaraton for elektronisk musik blev maskinerne for alvor til medspillere: Richard Grimm og Patrik Herman forvandlede en 3D-printer til en stædig rytmemaskine, et brummende doom, der skiftevis lød som fremtidsteknologi og gammeldags tærskeværk. Jean-Philippe Gross modellerede i stedet lyden som et fysisk stof – lag på lag, indtil den eksploderede i salen som en sværm af nytårsraketter.

Den stærkeste oplevelse kom fra Augustė Vickunaitė, der gjorde lyden til et poetisk opgør med fortiden. Hun kastede sig over spolebåndoptagere, lod båndene sno sig frit, vred og flåede dem fra hinanden, indtil de blev både rytme og rå støj – en kropslig og sanselig konfrontation, hvor nostalgi og destruktion smeltede sammen.

Man skal være varsom, når folk siger, »nu bliver det rigtig dybt«. Musikalsk, faglig eller åndelig dybde skal erfares – ikke proklameres. På årets Langgaard Festival i Ribe blev der talt meget om dybde, store begreber og åndfulde retninger, men uden at vi faktisk kom i dybde med dybden. 

Over fire dage i september omdannes Ribes gamle bykerne hvert år til et stort festivalområde, hvor historiske bygninger, caféer og spisesteder, det lokale gymnasium, kirkegård og kirker alle lægger rum til enten koncerter, foredrag eller lounge-steder, hvor dagens musik diskuteres. Festivalen har udviklet sig gevaldigt de sidste år, og siden sin begyndelse i 2010 altid haft enten en komponist eller overordnet tema til at stå over for Rued Langgaards mangefacetteret og forunderlige musik. 

Under paraplyen »Dansk mysticisme« fik vi i år lidt af hvert – mesterværker såvel som nitter og fusentast-kunstnere, som følte sig væk i nogle mystiske eller dystre klange, der ikke stak dybere end fornemmelser.