Samsø får en ny lyd
»Folly and fun«, en god, uskyldig og glædelig tid: Sådan beskriver Alison Statton de såkaldte salad days i sangen af samme navn fra det banebrydende album Colossal Youth med det walisiske postpunkband Young Marble Giants. Det er svært at beskrive oplevelsen af anden udgave af festivalen Salad Days bedre. Festivalen fandt sted på Samsø 14. og 15. august 2026 – og arrangørernes valg af titel viser sig at være velvalgt. På ægte DIY-manér gik Johann Kauth og hans partner Hannah Giese deres pladesamling igennem på jagt efter titler, der kunne egne sig som festivalnavn. »Vi elsker sangen i forvejen, så det passede perfekt,« fortæller Kauth og tilføjer, hvordan navnet siden den første Salad Days-festival i 2024 er blevet ved med at give mening: »en blandet salat af kunstneriske bidrag, referencen til Samsø som grøntsagsøen og programmets nysgerrige, lidt grønne tilgang – ikke mindst friskheden.«
Salad Days holdes bevidst lille og er åben for mennesker fra alle samfundslag
Idéen udsprang dog af deres tidligere liv i Amsterdam og Antwerpen, hvor Kauth og Giese allerede arrangerede koncerter, udstillinger og små festivaler, ofte i krydsfeltet mellem musik, lydkunst og billedkunst, før de flyttede til Samsø i 2020 og i 2021 grundlagde foreningen Terraform sammen med venner. Foreningen fungerer som ramme for at forbinde lokale, nationale og internationale kunstnere, skabe dialog med øens lokalsamfund, arbejde solidarisk, producere kunst lokalt og arrangere begivenheder og workshops, især for børn og deres familier. Den første Salad Days-festival for to år siden var det første større arrangement, Terraform stod for, med hjælp fra en lang række frivillige.
Til anden udgave bragte festivalen igen lydkunst og indie-kultur fra hele Danmark og resten af verden til Sambiosen, øens sports- og kulturcenter i Tranebjerg – fra Japan over Colombia til USA: 31 navne på to dage, med Jonas Olesens præsentation af bogen Pionerer & Outsidere. Dansk Elektronisk Musik 1928–1980 på Samsø Bibliotek som optakt aftenen før. Under hele festivalen kunne man desuden opleve Knud Viktors kortfilm AKVAREL. Alt dette gav mig meget at lytte til og tænke over. Sætter man det ind i et større perspektiv, bliver det hurtigt tydeligt, at denne vilde blanding af eksperimenterende og elektronisk musik, lydkunst, rap, dub, freejazz og støj netop er den lyd, der har manglet på Samsø, og at den rummer et betydeligt potentiale – både for den scene, festivalen forbinder sig til, og for selve øen.
Når maskinen svarer igen
Årets kombination af livekoncerter i kulturcentret og på skatebanen foran det, med dj-sæt, kunstperformances, installationer og soundwalks, mindede om et laboratorium for improvisation, for eksperimenter med nye sprog og kommunikationsformer, for kunstnerisk forskning i realtid – udført foran et interesseret, ja ligefrem begejstret publikum på omkring 200 besøgende over de to dage.
En eksplicit form for kunstnerisk forskning – i Henk Borgdorffs forstand som en måde at skabe erkendelse i og gennem selve den kreative praksis – var til stede på festivalens første dag i en performance af Carolyn Goodwin, grundlægger af Copenhagen Clarinet Choir, og komponisten Michael Mørkholt, medlem af den københavnske gruppe År & Dag. I en halv time forfulgte duoen ét spørgsmål: Kan man improvisere med en lyttende maskine?
Mørkholts system, som han kalder Answering Machine, reagerer øjeblikkeligt på akustiske input, spejler det, den hører, eller frembringer nye former ud fra det. Han beskriver ikke sin interesse som et enten-eller mellem menneske og maskine, men som en form for krydsbestøvning, hvor systemet fungerer som medperformer inden for sin egen kybernetiske logik – lyttende, fortolkende, intervenerende. Mens Goodwin spillede sopransaxofon, betjente Mørkholt systemet, og det, der opstod, var et kontinuerligt feedback-loop, hvor de to aktører modulerede hinanden, og maskinen besvarede hendes fraser med flimrende og kvidrende teksturer.
I kontrast til dette kybernetiske setup arbejder den eksperimenterende filmskaber og lydkunstner Floris Vanhoof fra Antwerpen med mediearkæologi og foretrækker analog teknologi på grund af dens rigdom. Hans performance den første aften kombinerede en 16 mm-film – flimrende projektioner af naturbilleder, der fór forbi med en hastighed, som oversteg genkendelsen – med live-modularsynthesizer i et forsøg på at afsøge perceptionens grænser.
Idéen opstod i mørkekammeret, fortalte han i en samtale: Han havde lagt mærke til, at fremkaldelsen af fotografier gav forskellige resultater, når han lyttede til musik samtidig. Kunstnere bør derfor, konkluderer han, ikke tænke i adskilte kategorier. På Salad Days viste Vanhoof også Talking Gongs: to store skiver ophængt i kubiske rammer mellem træerne langs Pillemarksvej på vej mod Sambiosen. De fungerer som højttalermembraner, der omsætter vibrationer fra små elektroniske kredsløb til lyd – og til en dialog med det omgivende habitat og dets beboere.
At lytte til landskabet
Denne dialog mellem instrument og omgivelser blev til et akustisk samspil mellem menneske og natur i Valeria Oggionis og Nele Möllers performances. Den Köln-baserede colombianske musiker, kunstner og sound designer Oggioni opførte sit ambientværk i det udendørs amfiteater foran den lokale ungdomsklub Grotten: en meditativ dialog mellem træ, sten, vand, tekstiler og lyd, hvor hun brugte grene fra abeskræktræet, en træart, der går omkring 200 millioner år tilbage – et levende fossil fra dinosaurernes tidsalder, som har overlevet mange af planetens økologiske omvæltninger.
Nele Möllers performance fokuserede på forholdet mellem menneske og dyr ved at udfordre og afbryde traditionelle ordener og hierarkier. Den tyskfødte kunstner, som bor i Bruxelles, optrådte i det huleagtige Shelter i parken ved siden af Sambiosen, hvor hun præsenterede sin store samling af jagtkald. I stedet for at bruge dem til at lokke hjorte eller ænder til sig for at dræbe dem tog Möller kaldet ud af deres oprindelige sammenhæng og spillede dem som instrumenter.
Begge performances har en forhistorie på øen: festivalen Grøn Musik i 2025, som Terraform tog initiativ til, og udstillingen Læg Øret til Jorden fra 2023 om den danske økomusik-pioner Knud Viktor, som Kauth producerede for øens Billedkunstråd. Begge projekter havde som mål at ændre forholdet mellem menneske og natur i en tid med klimaforandringer gennem det at lytte.
Det, en lille festival uden Samsø Festivals professionelle apparat vinder i åbenhed, risikerer den at miste i holdbarhed
Musik, man laver sammen
Andendagen åbnede med Folk på Samsø, og på en måde legemliggør bandet hele festivalens princip: et møde mellem meget forskellige mennesker i én lyd. Deres to timer lange jam i freejazztraditionen var delt i to – den første time spillede bandet alene, den anden blev publikum inviteret til at deltage, så mennesker mellem syv måneder og 69 år endte med at lave musik sammen.
Det var en af de tydeligste illustrationer af det, Jacques Attali kalder composition, musikkens fjerde stadium, hvor mennesker laver musik for sig selv i stedet for at forbruge den.
En anden illustration af idéen, i en helt anden tone, var den audiovisuelle duo Jenny Gräf og Stephanie Barber, begge født og opvokset i USA, på deres første fælles europæiske turné. Barber, eksperimenterende filmskaber og videokunstner, arbejdede med et tidligt mini-DV-kamera. Hun filmede fotografier af udsmykkede haver fra 1970'erne på et bord, hvor hun selv sad, og projicerede dem op på et lærred, mens hun hele tiden forskød forholdet mellem overflade, linse og lys.
Gräf svarede med en lille synthesizer, loops, samples, stemme, klokker og et selvbygget strygeinstrument og arbejdede intensivt med foruroligende støj. Det, der gjorde det til mere end et akkompagnement, var den gensidige påvirkning. »Jeg ændrer billederne ud fra det, jeg hører fra Jenny, og Jenny ændrer lyden ud fra det billede, jeg skaber,« forklarer Barber – »et uendeligt feedback-loop.«
Hvor Goodwin og Mørkholt tilsyneladende harmonisk improviserede med en maskine, improviserede to kunstnere her på tværs af medier, hvor hver af dem påvirkede den andens materiale og til tider skabte en atmosfære, der stod i skarp kontrast til festivalens generelt varme og fællesskabsorienterede stemning.
Et økosystem med skrøbelige rødder
Salad Days holdes bevidst lille og er åben for mennesker fra alle samfundslag, sådan som Kauth beskriver Terraforms vision: at forankre et netværk af uafhængige musikere og kunstnere, som kan fremme udveksling, inspiration gennem nye perspektiver og samarbejde på lokalt, dansk og internationalt niveau – »lille nok til, at folk kan lære hinanden at kende, dele erfaringer og skabe nye kontakter.«
At organisere en sådan festival af venner kræver imidlertid et stort arbejde fra arrangørerne og deres omkring 30 frivillige.
Det, en lille festival uden Samsø Festivals professionelle apparat vinder i åbenhed, risikerer den at miste i holdbarhed: Den hviler på enkeltpersoner. Det er både dens kvalitet og dens skrøbelighed.
Om Salad Days bliver øens tredje register – ved siden af Samsø Festivals pop og Søholm Operas klassiske kanon – vil afhænge af, om det netværk, festivalen forankrer, slår rødder, der er stærke nok i Samsøs jord til at bære det.
Salad Days, Samsø, 14.-15. august 2026
Dansk oversættelse: Andreo MIchaelo Mielczarek