Lyd er noget, vi snakker om

Af Louise Steiwer (12.10)

Sankt Hans Hospital i udkanten af Roskilde er sådan et sted, hvor man kan være sikker på, at det spøger. Hospitalet, der på nudansk hedder Psykiatrisk Center Sct. Hans, ligger naturskønt ud til Roskilde Fjord og forener klassicistiske, gamle bygninger, høje træer og små stisystemer med den uhygge, der følger psykiatriens rædselsvækkende historie. Et unikt sted.

Kun enkelt værk befinder sig på hospitalets grund – men hvilket værk!

Herude har Museet for Samtidskunst igennem de senere år lavet flere udstillinger i haven og de bygninger, der ikke længere bruges til patienter, og det forstår man godt. På museets aktuelle udstilling Lyden af befinder et kun enkelt værk sig på hospitalets grund – men hvilket værk!

Nynnen som modstand

I det nedlagte centralvaskeri har den canadiske kunstner Hajra Waheed installeret et 16-kanals lydværk med titlen Hum, der betyder at nynne på engelsk og vi på urdu. Værket består af en melodi vævet sammen af otte forskellige politiske protestsange fra Tyrkiet, Palæstina, Egypten, Sudan og flere andre brændpunkter. 

Nok kan man censurere sanges indhold, men man kan ikke forbyde folk at nynne

Sangskriverne, hvoraf de fleste er afdøde, har det tilfælles, at de alle har været fængslet, censureret eller tvunget i eksil for deres brug af den kollektive stemme som politisk redskab. Derfor nynnes melodierne, frem for at blive afsunget: For nok kan man censurere sanges indhold, men man kan ikke forbyde folk at nynne.

Det er et utroligt intenst værk, hvor forskellige stemmer overtager fra hinanden og kaster lyden rundt i forskellige dele af rummet, mens sangernes vejrtrækning høres tydeligt igennem. De føles ekstremt nærværende, trods geografisk og tidslig afstand til de begivenheder, protesten oprindeligt handlede om. Det er ikke alene vanvittigt smukt, særligt for os, der har en forkærlighed for traditionel mellemøstlig musik, men jeg tror også, at det vil resonere med de nuværende patienters oplevelser af at være en del af et system med en lang, voldelig historie, hvor den individuelle stemme ikke altid bliver hørt.

Når lyd bliver til samtale

Museet for Samtidskunst havde tidligere til huse i et palæ i det centrale Roskilde. For nogle år siden besluttede man, at museet skulle være en mobil udstillingsplatform, der arbejdede rundt omkring i byrummet, og man flyttede således ud af sine lokaler. Det har man muligvis fortrudt; i hvert fald har museet i de kommende tre år igen fået fast base, denne gang i et tidligere gasværk ved byens havn.

Her befinder størstedelen af Lyden af sig, og her er lyd især noget, man taler om. De fleste værker er mono- eller dialoger, nogle gange tilsat andre optagelser, men med fokus på sproget. Cally Spooner har eksempelvis optaget en telefonsamtale med sin mor, hvori de diskuterer, hvordan politiske og økonomiske systemer opleves i dagligdagen. Værket har en billedside, en meget langsom projektion af Geneve-søen, som ligner lidt en screensaver. Ved søens bred ligger et hotel, som i 1947 fungerede som kulisse for en konference, hvor medlemmer af den liberale verdenselite formulerede deres fremtidsvision for det frie marked. Telefonsamtalen spiller op af det bagtæppe, når Spooner og hendes mor diskuterer frihedsbegreber, kapitalisme og hvad det vil sige at være en taber.

I kælderen har Clara Mosconi i tilsvarende samtale med sin far. Den foregår på italiensk, et sprog den dansk-italienske kunstner voksede op med, men siden glemte og i dag forsøger at genlære. En videoprojektion oversætter løbende talesproget, men også de pauser og rytmer, små subtile lyde, som opstår i en samtale, hvor sproget endnu ikke helt rækker. 

Man opfordres til at forestille sig, hvordan det føles at være en del af vandet, at blive blandet op med sæbe

På Gasværkets toilet kører korte monologer af danske Arendse Krabbe, med udgangspunkt i det vand, der løber i vask og cisterne. Der tales om spildevandsproblematikker og klimakrise, og man opfordres til at forestille sig, hvordan det føles at være en del af vandet, at blive blandet op med sæbe, at løbe gennem kloakker og risle ned gennem jorden. 

Vi er ude i noget transartet solidariet, og mellem monologerne er der optagelser af rindende vand – og det kan jo være praktisk nok, lokationen taget i betragtning.

Dekolonial afrofunk

To værker af Julian Abraham ‘Togar’ og Emeka Ogboh fokuserer på dekolonisering gennem lyd, der heldigvis ikke (udelukkende) er tale. Førstnævnte viser to videoer fra et igangværende projekt, hvori han trommer sig vej gennem landskaber og storbyer langs de ruter, der binder tidligere kolonier og kolonisatorer sammen. 

Rytmen er umiddelbart enkelt og stabil gennem, men lyden ændrer karakter efter, hvad trommestikkerne rammer. I en fin scene står han i vand til knæene og slår sine trommestikker ned i Atlanterhavets bølger, så vandet sprøjter omkring ham. Alt er et instrument, tydeligvis.

Emeka Ogboh har produceret en øl, som man inviteres til at drikke ved en meget minimalistisk bar, mens man lytter til et værk i hovedtelefoner. Jeg drikker ikke alkohol, men læser mig frem til, at vi er ude i en perlende, citronagtig smag, som formentlig står ret godt til den afrofunk, der afspilles, da jeg lytter med. Lydværket indeholder også en dekolonial tematik, men det er særligt ideen om at oversætte smag til lyd, jeg synes er interessant. To sanser, man sjældent kobler, men hvorfor egentlig ikke?

Som udstilling er Lyden af en underlig decentral størrelse med flere lokationer spredt over tre byer – Roskilde, København og Malmø – forskudte udstillingsperioder og et omfattende eventprogram. Det virker usandsyneligt at særlig mange beskuere kommer til at opleve den fulde udstilling, hvorfor man måske skal betragte værkerne som enkeltstående oplevelser, man kan støde på rundt omkring i byrummet og på insitutionerne. Det forklarer måske også titlen, den lidt ubestemte Lyden af: Lyden af hvad?, spørger man uvilkårligt sig selv. 

Som udstilling er Lyden af en underlig decentral størrelse med flere lokationer spredt over tre byer – Roskilde, København og Malmø

I Roskilde er det især lyden som politisk instrument, der fylder, som modstand og protest, men også som den forbindelse til omverdenen, der nogle gange svigter. Og midt i alt det verbale, alle samtalerne og enetalerne, er det de undertrykte, men nynnede stemmer på hospitalet, som rammer mig lige i hjertet.

Lyden af: Hajra Waheed, Hanne Lippard, Clara Mosconi, Julian Abrahm ‘Togar’, Emeka Ogboh, Cally Spooner, Arendse Krabbe, Fransceso Fonassi, Annika Kahrs

Museet for Samtidskunst (i samarbejde med Moderna Museet Malmö), 26. september – 8. november 2026