Bryder de reglerne eller morer de sig bare? Samtidsmusikkens tilstand i Reykjavík
Få festivaler udstråler coolness som State of the Art. Festivalen, der har hjemme i Reykjavík, udfordrer samtidsmusikkens rammer. Lethed og leg har været centrale elementer i programmet siden den første udgave i 2024 og afspejler de fire kunstneriske lederes – Bjarni Frímann Bjarnason, Bergur Þórisson, Magnús Jóhann Ragnarsson og Sverrir Páll Sverrisson – eventyrlyst, stærke fællesskabsfølelse og hang til humor. Ved at placere koncerter på fodboldpubber, klubber og kunstgallerier skaber de plads til andre måder at lytte på. Men fører det altid til noget nyt at bryde reglerne?
Få festivaler udstråler coolness som State of the Art
Barokken går i klubben
Hvis konventionerne tynger den tidlige musik, kan en god rave måske løfte den. I år blev festivalen afholdt for tredje gang fra 6. til 11. oktober, og det populære og rebelske format Baroque at the Club var tilbage. Lørdag aften var den stemningsfulde bar på Austurbæjarbíó fyldt med et forventningsfuldt publikum. Det er sjældent, at festivalarrangører selv indtager scenen, men på State of the Art optrådte Bjarni Frímann, Magnús Jóhann og Bergur Þórisson flere gange sammen med gæsteensembler og musikere, blandt andet ved denne koncert.
Da jeg ankommer til baren, kommer gennem den lange kø og finder en god plads, slår en lokal keramiker sig ned ved siden af mig. Hun flyttede til Island for syv år siden og deler hurtigt sin observation: Tilsyneladende er halvdelen af Reykjavík her. Baren fyldes da også hurtigt med koncertgæster iført lange kjoler, flagrende stoffer og dramatiske silhuetter. Den febrilske forventning kulminerer i et højt elektronisk beat, mens en gruppe musikere dukker op på scenen. To violiner, bratsch, cello, keyboard, trommer og en computer: Forestillingens teatralske iscenesættelse antyder, at den tidlige musik står over for en særlig behandling.
Trods den dårlige akustik og høje lydstyrke lykkedes det musikerne at indfange de hvirvlende rytmer i Vivaldis violinkoncerter De fire årstider. Første sats af »Forår« og sidste sats af »Sommer« blev opført flere gange i løbet af aftenen, hver gang ledsaget af nye, energiske beats. Hvor Max Richter forsøgte at sætte Vivaldis umiddelbare genkendelighed i en ny sammenhæng, skrælle de kulturelle associationer af og fremhæve værkernes opfindsomhed, syntes Baroque at the Club snarere at cementere de livlige melodier som klichéer, der kunne nydes for genkendelsens egen skyld. Og alle syntes at elske det.
Programmet bød også på andre hits af Bach, Händel, Telemann og flere. Med tør humor forvandlede Bjarni Frímann komponisternes navne til en call-and-response-leg: Han råbte komponistens fornavn, og publikum svarede med efternavnet. Stemningen i lokalet mindede mere om en rockstjernekoncert, hvor publikum synger med på deres yndlingsbands sange. Jeg kunne ikke lade være med at lade mig rive med.
Fodbold, fællesskab og sårbarhed
En lignende stemning af komik og overdrivelse herskede under Ég er kominn heim, et arrangement på Ölver, en lokal fodboldbar lidt uden for det centrale Reykjavík. Performerkollektivet Atvinnumenn inviterede os til en fiktiv fodboldaften foran skærmen. Det begyndte med en polyfoni af »ahhh« og »ohhh« fra de optrædende, der sad blandt os og fulgte kampens udvikling med passionerede reaktioner.
Storskærm, ølglas, yndlingsholdets trøjer: Alt var på plads. Skuffede stemmer, begejstrede stemmer, stemmer, der stødte sammen. Teksterne til fodboldsangene, hvoraf jeg ikke kunne tyde en eneste. Et vedholdende trommeslag pulserede gennem lokalet. I dette fodboldteater syntes hver eneste gestus og ansigtsmimik at opretholde en tvetydig fremstilling af broderskab.
Klimakset indtraf i en intim scene: To fodboldkammerater blev grebet i et ømt øjeblik midt på scenen
Klimakset indtraf i en intim scene: To fodboldkammerater blev grebet i et ømt øjeblik midt på scenen. Fortællingen og koreografien fulgte dramaturgien i en 90 minutter lang kamp, selvom kun den ene halvleg blev spillet. Performerne fyldte rummet med forskellige udtryk for maskulint fællesskab og antydede, at det at deltage kan skabe plads til sårbarhed og samhørighed.
Mindre spændingssøgende, men stadig centreret om ideen om at høre til, var det arrangement, jeg overværede torsdag aften på Living Art Museum. Kiður & Tu ha? Tu Bjö! samlede et kor og en blæserkvartet – en ikke helt oplagt kombination i et program for ny musik. Men her fungerede formatet ganske godt. Sangerne fra Kiður var fordelt rundt i lokalet og badet i rødt lys. Under ledelse af Gyða Valtýsdóttir og Snorri Hallgrímsson opførte de et udvalg af sange komponeret af gruppens medlemmer: folkesange, salmelignende stykker og dristige udforskninger af den menneskelige stemmes klanglige muligheder. Repertoiret udfoldede sig blidt og omsluttede os med fløjten, hvislen og bløde melodier. Musikerne i Tu ha? Tu Bjö!, et ensemble bestående af to trompeter og to saxofoner, fandt deres egen plads i samspillet med de klangfulde stemmer og skabte en arkitektonisk ramme omkring dem, samtidig med at de farvede deres teksturer.
En solistisk cementblander gjorde sin entré med myndig fremdrift og et glimt af humor
Orkestret går DIY
Den afsluttende koncert satte til gengæld save og elektriske boremaskiner i gang. Blandt musikerne fik jeg øje på flere velkendte ansigter, som jeg havde mødt til middagen inden korarrangementet. Reykjavík Tool Orchestra, festivalens eneste orkester, var ganske rigtigt et ensemble af værktøj: Ud over elektriske redskaber og skarpe klinger dukkede der en cementblander og varmepistoler op på scenen.
Under ledelse af Kristinn Arnar Sigurðsson modstod gruppen fristelsen til at lade det hele ende i støj og fyldte i stedet kunstgalleriets rum med blødhed. De blide klange fra de højfrekvente save, der blev spillet med bue, smeltede elegant sammen med rytmerne fra boremaskiner og varmepistoler. En solistisk cementblander gjorde sin entré med myndig fremdrift og et glimt af humor.
Trods det tilsyneladende pastichepræg var orkestret skabt til at overraske med sit symfoniske potentiale og nikkede samtidig til den klassiske koncerts konventioner. I første del indtog guitaristen Francesco Rista scenen med en solokoncert til ære for Steve Reich, der fylder 90 i år. Programmet omfattede Electric Counterpoint (1987), skrevet for elektrisk guitar og bånd, hvor solisten spiller sammen med ti forudindspillede guitarer og to elbasstemmer. Værket er bygget op af sammenflettede melodiske mønstre, der snor sig og drejer, mens tonearter og tempo skifter. Rista tilførte det en febrilsk energi, føjede nuancer til og trak de næsten uudtømmelige klanglige teksturer frem. Programmet omfattede også John Cages Dream, Eve Beglarians ...until it blazes og John Dowlands Flow, My Tears, som tilsammen gav os en glimrende øvelse i at lytte.
Ud over den nordiske stereotype
Spørgsmålet om den nordiske samtidsmusiks aktuelle tilstand kom i forgrunden ved BIT20-koncerten søndag eftermiddag. Under ledelse af ensemblets kunstneriske leder, Bjarni Frímann, leverede musikerne et vægtigt program, der på ingen måde lod sig kategorisere uden videre. Det rev os med gennem sin idealisme og gav et indblik i nogle af de udfordringer, det moderne samfund står over for.
Knut Vaages Odyssey, skrevet til ensemblet for mere end to årtier siden som en nykomposition af Edvard Griegs Lyrisk suite, udfoldede sig som en imødekommende række af kontrasterende lydlandskaber, afbrudt af crescendoer. Andrea Tarrodis drømmende Nightingale tager afsæt i H.C. Andersens eventyr og fremmaner fugleagtige kvidder fra træblæsere og strygere, mens en drømmeagtig harpe bærer på foruroligende undertoner. Uropførelsen af Jakob Thonander Glans' Symphony II førte musikken ind i et mere bramfrit og direkte terræn, som om den fortsatte dér, hvor Jennifer Walshes begreb The New Discipline slap. Videooptagelser, som komponisten selv havde lavet af sin dagligdag, flettet ind mellem de levende instrumentale partier, virkede mere som en eskapistisk gimmick end som et konceptuelt greb. Til gengæld var værket fuldt af punkrockenergi, skarpe kanter og slapstick-øjeblikke.
Lotta Wennäkoskis Nosztalgiaim var måske programmets mest personlige værk. Inspireret af sin tid i Budapest trak hun på sine møder med ungarsk folkemusik og fortolkede dem gennem en optik af formmæssig kompleksitet og klanglige nuancer. Samtidig rejste værket spørgsmål om erindring og om, hvad vi vælger at huske. Aftenen sluttede med Atli Heimir Sveinssons Icelandic Rap V, et performativt værk drevet af rytmiske mønstre og skiftende klangfarver. Med opførelsen hyldede ensemblet den islandske avantgardekomponist, der også grundlagde festivalen Dark Music Days.
BIT20-programmet bevægede sig mellem tradition og fornyelse. Det afslørede ikke noget grundlæggende nyt om det musikalske økosystem, der gemmer sig under paraplybetegnelsen »nordisk«, men gav plads til nuancer. Ved at bryde med stereotyper om nordiske komponister og gængse fremstillinger af natur og mytologi tilbød det et mere sammensat perspektiv på, hvordan folklore og traditioner kan genfortolkes. Spørgsmål om identitet, kulturarv og forholdet mellem natur og teknologi dukkede op undervejs.
Hvor kan musikken bevæge sig hen, og hvem kan den nå?
Måske er State of the Art så tiltalende, fordi festivalen ikke forsøger at definere eller diagnosticere, hvordan samtidsmusikken lyder i dag, men snarere er optaget af at stille andre spørgsmål: Hvor kan musikken bevæge sig hen, og hvem kan den nå? Årets program trivedes ved at tage tingene mindre højtideligt uden at gå på kompromis med den kunstneriske kvalitet. Ikke enhver koncert behøver en intellektuel ramme, men enhver koncert har gavn af nysgerrige lyttere.
State of the Art Festival, 6.-11. oktober, Reykjavík, Island
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek