Vi har ligesom set det hele efterhånden. Nøgne mennesker på scenen, blowjob i operaen og flygler, der smadres under en koncert.

Alligevel blev jeg provokeret af Niels Rønsholdts nye oratorium, Book of Prayers (2019) – allerede i værkets indledning: Publikum i Christians Kirke på Christianshavn blev bedt om at udtrykke en fællesskabshandling i en salme.

I en for høj toneart, et for langsomt tempo og med et hakkende, uorganisk akkompagnement skulle vi synge med på Nu takker alle Gud – fra den danske salmebog, men også kendt på alle de store sprog i verden. At pianisten konsekvent afsluttede fraserne med en såkaldt skuffende kadence, gjorde det heller ikke bedre ...

Til oktober befinder Daníel Bjarnason sig i Los Angeles, hvor den islandske komponist og dirigent skal assistere tre dirigenter ved den første gennemspilning af sit nye orkesterværk From Space I Saw Earth.

Gustavo Dudamel, Esa-Pekka Salonen og Zubin Mehta – den nuværende musikchef for L.A. Philharmonic og hans to nulevende forgængere – kommer alle tre til at dirigere det nye værk i Disney Hall den 24. oktober under 100-årsfejringen af det bedste orkester på den amerikanske vestkyst.

»Jeg vender oftest tilbage til det enkle i min musik, fordi der er mere kraft i enkelhed,« siger komponisten, da vi taler om partituret, der er skrevet for stort symfoniorkester og orgel, men hvor instrumenterne er adskilt af usynlige skillelinjer og derfor forudsætter tre dirigenter. »Det enkle kan dog ikke nødvendigvis oversættes med det simple.«

I 2015 havde jeg den glæde at kunne tildele Hans Abrahamsen årets Hakon Børresen-pris. I 2016 modtog han den prestigefyldte amerikanske Grawemeyer Award, og her i år – 2019 – tildeltes han dansk musiklivs uden sammenligning mest hæderfulde pris, Léonie Sonnings Musikpris.

Jeg holder af at forestille mig de to sidste legaters respektive bestyrelser ved deres møder fremholde Børresenprisen, rive sig selv i håret over, at de ikke selv havde set Hans Abrahamsens oplagte kandidatur, og straks vedtage, at de skam ikke vil stå tilbage for lille Børresen!

Præcis sådan er det dog næppe gået til; men velfortjent, det er det.

Allan Gravgaard Madsens første udkast til hans nye dobbeltkoncert, Nachtmusik, blev ikke lavet på nodepapiret. I stedet tog han på nattevandring rundt i Aarhus.

»Natten har altid fascineret mig, og jeg vidste med det samme, at mit stykke skulle have noget med natten at gøre,« fortæller han. »Så en sen aften tog jeg en lydoptager i hånden og gik ud i mørket.

DR Symfoniorkestret havde bedt om et værk på cirka 25 minutter, og den varighed passede med min sædvanlige gåtur fra Ingerslevs Boulevard i Aarhus og ud til en bænk ved en lille sø i Marselisborgskoven. Jeg ville undersøge, hvordan natten påvirkede min oplevelse af en tur, som jeg havde gået hundredvis af gange i dagslys.«

Copenhagen Opera Festival bød i år på to ret interessante værker, ét kendt og berygtet, ét helt nyt og frisk: engelske Peter Maxwell Davies’ Eight Songs for a Mad King (1969), der fejrede 50 år og kunne opleves i Ukirke på Vesterbro, samt We Like Wes Myte om mørke (2019), der blev uropført på Teaterøen.

Begge værker hiver os ud af det traditionelle operahus og opføres af mindre ensembler. Og i begge tilfælde udspringer librettoen af tekster fra England i begyndelsen af 1800-tallet.

Men så slipper lighederne også op, for lige så bombastisk og in-your-face Eight Songs for a Mad King er, lige så subtil og underspillet er Myte om mørke. Lige så dissonerende og uforudsigelig musikken hos Peter Maxwell Davies er, lige så konsonerende og repetitiv er den hos We Like We.

Da jeg ringer til Poul Ruders i starten af maj, sidder han på en McDonald’s i Boston og er midt i morgenmaden. Hotellets morgenbuffet var ikke værd at indtage, fortæller han, »men McDonald’s, dér har man jo været før«.

Der er ingen tvivl om, at den 70-årige komponist – en af de førende, nationalt og internationalt, blandt sin generation – ikke alene kan se, men også fejrer det morsomme i den uventede scene. ‘Ridderkorset på burgerbar’ er en god historie. Og det er Poul Ruders den første til at bemærke.

»Dér tog jeg sgu røven på dig, hva’!« udbryder han således storgrinende, da jeg nogle uger senere besøger ham hjemme »på bøhlandet«, som han kalder det.