Hvad skal man lægge i, at komponister opfører deres egne værker? I den vestlige klassiske tradition er det intet nyt. Mange traditioner skelner ikke mellem de to roller. Du spiller, du komponerer, du spiller dine kompositioner, du komponerer det, du spiller.

Hvorfor taler man så nu om ‘komponist/performeren’, som om det er noget nyt? For et par måneder siden mødte jeg en pianist til en fest. Han spurgte: »Laver du så, altså, performance-ting, eller skriver du for instrumenter?«, som om det ene udelukkede det andet.

Det har i et stykke tid naget mig, hvad det vil sige at være komponist/performer, og hvad begrebet egentlig dækker over.

Med tanke på hans tidligere værk Comfort Music (2015), en 90-minutters koncertperformance, hvor publikum inddeles i to grupper – én, der ganske konventionelt sidder i en koncertsal, og én, der bliver ført til en nærtliggende bunker med et livestream fra salen – kan man ikke være i tvivl om, at den norske komponist Knut Olaf Sundes tilgang til at skrive musik er iøjnefaldende.

Som publikum overgiver vi os til Sundes befaling og lader ham føre os ad snørklede stier og subtile omveje

Især hans fokus på at sætte publikum selv i spil og udfordre dets opfattelse af, hvad musik kan være. I løbet af et enkelt værk kan han helt diskret og tålmodigt ændre vores idé om, hvad der foregår. Der sker ingen åbenlyse ændringer, intet chokerende. Men som publikum overgiver vi os til Sundes befaling og lader ham føre os ad snørklede stier og subtile omveje. Hans tidsligt udstrakte kontrol over os får os til at miste fodfæstet. Vi glemmer, hvor vi er, og hvor vi har bevæget os hen i løbet af hans værker