Det lyder umiddelbart som en selvmodsigelse: dokumentarisk opera.

På den ene side står ønsket om at fortælle en sand historie med autentiske vidnesbyrd, der skal formidle en stor viden om et specifikt emne. Det er set mange gange i andre kunstarter.

Filmen er for eksempel et oplagt medie til dokumentarer. Her har man muligheden for at klippe mellem interviews med eksperter og værdifulde optagelser fra alverdens arkiver.

Musikalske værker har det med at cirkulere i vores kulturelle bevidsthed. De præsenterer sig for verden, inden interessen for dem en dag dør ud. Og så sker det gerne, at de med tiden bliver genopdaget og på den måde født på ny.

Her spiller pladeindustrien en afgørende rolle. For eksempel når branchen med jævne mellemrum står over for at udskifte ét format med et andet: Mange album blev i 1980’erne genudgivet i forlængelse af CD’ens indtog på markedet; en bevægelse, der siden er blevet vendt på hovedet i det 21. århundrede, hvor mange CD-album er blevet genudgivet på vinyl.

Få festivaler gør så meget for at skabe en munter og imødekommende atmosfære for sine besøgende som den femten år gamle Borealis Festival i Bergen. Offstage, i hvert fald.

Her er alt fra kønsbalance i programmet og safe space-politik til fælles vinterbadning på sidstedagen og en evigkæk kunstnerisk leder, Peter Meanwell, der introducerer koncerterne.

Omgivelserne er idylliske: fjeldskråninger og fjordudsigt. Selv det tidlige martsvejr er charmerende med sine pludselige skift mellem snevejr og solskin. Der hersker en næsten klaustrofobisk feelgood-stemning.

Den islandske komponist og kontrabassist Bára Gísladóttirs kompositioner og performances passer på mange måder ind i det 21. århundredes avantgardemusik. Her findes en aversion mod ‘traditionelle’ harmonier og melodier, en stærk forkærlighed for udvidede teknikker og et fokus på lydlig udforskning, som i pertentlig grad undgår gængse strukturer.

Men jeg har altid følt, at Gísladóttirs musik handler om mere end rækker af skurrende støj fra tamtammer og multiphonics fra oboer; noget, der kun kan forstås ved at nærme sig musikken gennem personen – gennem komponist/performeren – snarere end omvendt.

De første minutter er der intet andet end stilhed og lugten af svovl. Fornemmelsen af et bagholdsangreb hænger i luften. Men vi går tættere på, flokkes om det store hul i jorden.

Det er blevet vinter på den utvetydige måde; temperaturen er faldet til tolv frostgrader, sneen dækker alt, hvad der ikke rører sig, isen er glat under fødderne. Alligevel løber små, dampende vandløb i fletninger mellem de varme kilder og gejsere omkring os, her fyrre kilometer uden for Reykjavik. »Op til hundrede grader varme«, står der som advarsel på små skilte overalt.