I 2007 skrev jeg artiklen »Fjernt fra virkeligheden« til Dansk Musik Tidsskrift. Det var en polemisk beretning om den »voksende kløft« mellem komponister og klassiske musikere, jeg oplevede som kompositionsstuderende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Jeg rettede en temmelig voldsom kritik imod mine medstuderende klassiske musikere, som efter min mening nedprioriterede ny kompositionsmusik og ikke engagerede sig i den, men i stedet fokuserede ret ensidigt på det klassiske standardrepertoire.

Derfor undrede jeg mig over, hvorfor vi som komponister skulle orientere os i retning af musikerne og undervises i konservative discipliner som klassisk instrumentation frem for at søge væk fra de klassiske musikinstitutioner og finde vores samarbejdspartnere i andre kunstneriske miljøer, hvor jeg oplevede at »græsset var meget grønnere«.

Det er et paradoks. Også for mig personligt. Længe har jeg følt en vis lede ved det enorme fokus, man har rettet mod 1960’erne, når der er skrevet nyere dansk musikhistorie. Man er aldrig helt kommet sig over fascinationskraften ved de æstetiske opgør og højspændte meningsudvekslinger, der prægede tiden.

Det var jo en tid, hvor velfærdssamfundet gjorde sit indtog og påvirkede borgernes hverdag på et utal af måder. Ikke kun materielt, men også kulturelt.

Vi går lige på og hårdt. Scenen er Koncertkirken på Nørrebro i København. Den svenske cellist Alexandra Hallén spiller solokoncert under den mystiske koncerttitel »Chunky and Funky«, tilsyneladende uden en helt klar rød tråd for de ni værker i det varierede program.

Aftenen starter i grænselandet mellem musik og performance med Simon Løfflers Graduale (2009), der i en video introduceres af komponisten selv: »Den optrædende skal holde sig stramt om ørerne og synge, så lyden næsten forsvinder for det indre øre,« lyder det. Idéen er, at man bliver tilskuer til en sang, der ikke opføres for publikum, men for performeren selv.

Det lyder umiddelbart som en selvmodsigelse: dokumentarisk opera.

På den ene side står ønsket om at fortælle en sand historie med autentiske vidnesbyrd, der skal formidle en stor viden om et specifikt emne. Det er set mange gange i andre kunstarter.

Filmen er for eksempel et oplagt medie til dokumentarer. Her har man muligheden for at klippe mellem interviews med eksperter og værdifulde optagelser fra alverdens arkiver.