Durtertsens magi. Det lille interval i en treklang, vi mennesker opfatter som lyst og stærkt. For eksempel afstanden mellem tonerne c og e. Eller mellem e og gis. Et interval, som vores indre øre altid længes efter at bygge videre på: op mod kvinten, op mod oktaven, fordi vi ikke kan lade være med at fylde resten af tonerne i en harmoni ud.

Det er dette interval, komponisten Niels Lyhne Løkkegaard har sat sig for at undersøge nærmere i sit værk Egis ce asc (2019), der åbnede dette års Organ Sound Art Festival i Koncertkirken på Nørrebro i København. Løkkegaard slog e og gis an på det gamle orgels tangenter, efter at vi alle var gelejdet ind på pulpituret – den balkon, hvor orgel og sangere er placeret. Enkelte havde endda fået lov til at gå helt ind i orglet.

Jeg møder Søs Gunver Ryberg blandt bøger, skitser, plancher og højttalere i en prøvesal i Skuespilhuset i København, hvor hun for tiden arbejder på lydsiden til en kommende forestilling af instruktør Anja Behrens over Platons Symposion. Det er ikke længe siden, komponisten og lydkunstneren afsluttede et kollektivt residency på spillestedet Forbrændingen i Albertslund, som kulminerede i en audiovisuel koncert i arrangementsserien med overskriften Suburban Summit.

Og om kort tid udkommer hendes næste soloalbum på det Berlin-baserede pladeselskab Avian. På mange måder er dette møde – flygtigt og midt mellem en række forskelligartede projekter – meget symptomatisk for, hvordan Søs Gunver Ryberg arbejder: Det ene øjeblik skaber hun musik til scenekunst eller dans, det næste lyd til computerspil eller film, måske afbrudt af en turné, installation eller multikanalskoncert undervejs.

»Der er alt for lidt håndværk og alt for meget atonal plingplongmusik og ekstremt eksperimenterende kunst.« To en halv uge efter Lars Løkke Rasmussen den 7. maj udskrev valg til Folketinget, lykkedes det for en kort bemærkning Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, at sætte de danske kunstmiljøer på mediernes dagsorden.

Der var nu ikke mange, der bed på hans antielitære opsang i Politiken, som specifikt rettede sig mod noget så valgfjernt som danske musikkonservatorier og kunstakademier; bortset fra enkelte replikker fra Reimer Bo Christensen, Katrine Winkel Holm og Jens Rohde døde debatten ud, næsten før den var begyndt. Så behøver vi vel ikke tale mere om dét, kunne man tro ...

I 1907 skriver den italienske pianist og komponist Ferruccio Busoni et essay med titlen Sketch of a New Esthetic of Music. Hans ærinde? At gøre musikken fri af sin fortid og lade den sigte mod fremtiden i stedet. »Lad os befri den fra arkitektur, akustik og æstetiske dogmer,« skriver han manifestagtigt. »Lad opfindsomhed og følelser få frit spil i harmonierne, i formerne, i klangfarverne.«

Busoni er stærkt inspireret af en nylig opfindelse: det amerikanske telharmonium, som i dag regnes for det første elektroniske musikinstrument. Her er pludselig et instrument, som ikke blot bliver drevet af elektricitet, men som helt konkret skaber sine klange ved at omforme elektriske spændinger til hørbare vibrationer. En synthesizer!

Forbløffende. Smuk. Kreativ. Rørende. Sensuel. Talentfuld. Kompleks. Dette er blot nogle af de ord, Marta Śniady bruger i videodelen af Probably the Most Beautiful Music in the World (2018) til at beskrive sin egen musik.

Men er det hendes egne beskrivelser? Er det andres beskrivelser? Handler de om dette værk? Handler de om, hvad der er god kunst? Praler Śniady? Fortæller hun publikum, hvad det skal synes? Lyver hun? Sælger måske sig selv? Gør grin med samtidsmusikkens strukturer? Går dem på klingen og leger med dem? Reapproprierer det helt forfærdelige networkingaspekt ved jobbet som komponist, samtidig med at hun skaber et værk rundt om det? Og hvorfor bliver jeg ved med at høre McDonald’s-melodien?

Hvordan står det til med diversiteten i de danske musikmiljøer? I løbet af de seneste ti år har en række undersøgelser peget på behovet for forandringer, og med Me Too-bevægelsen har samtalen om ulighed i musikbranchen bevæget sig fra et sted i kulissen til helt ind på midten af scenen.

Et af de steder, hvor debatten har været rejst, er ved den feministiske debatfestival Talk Town, som fandt sted første gang i København i 2016. I begyndelsen af maj var festivalen tilbage i sin fjerde udgave, denne gang indrettet i og omkring det lille spillested Råhuset på Vesterbro, og endnu en gang var en del af programmet sat af til at fokusere på musiklivets udfordringer. Under overskriften »Musikkens midtvejsevaluering« havde man inviteret repræsentanter for en række institutioner i dansk musikliv – på tværs af genrer – for at fortælle om deres eget arbejde med at skabe større diversitet inden for identitetsmæssige kategorier som ...

Doven skrædder syr med lang tråd, siger et ordsprog på både svensk og dansk. Det handler nok snarere om beklædning end om et insekt, der er kendt for at gå på vandet. Men på svensk deler den menneskelige skrædder (skräddare, red.) navn med det, man på dansk kalder en skøjteløber: den næbmundede tæge i Gerridae-familien, der lever i vandoverfladen, og hvis lange ben kan ses promenere over vandløb på en sommerdag.

Det virker sløvt, skrædderinsektet, en ranglet sag, der flyder på vandoverfladen og lurer på andre insekter, det kan suge livet ud af. Ganske vist er det håndværksskrædderen med den mere end nødvendigt lange tråd, der regnes for magelig. Lang tråd er lig med manglende foretagsomhed, et unødvendigt spild. Men man kan også tale om en lang tråd i insektets tilfælde; noget, som har med det rolige liv på vandoverfladen at gøre.