Aftenen inden Gong Tomorrow, op ad et afbarket træ på H.C. Andersens Boulevard. Jeg står og kigger op mod taget af Radio 24 Syv, det er lige præcis fire minutter i midnat på allehelgensaften. Boulevardens modsatte side er befolket af mennesker i hundredvis foran People Groups syv etager høje radiohjem, telefonerne fremme, de er kommet for at tage afsked. Messingbasuner glimter i nattemørket, blæsere og percussionister fra hovedstadens orkestre er stimlet sammen deroppe på taget for at spille en sidste hymne for kanalen, Aaron Coplands filmiske ...

»Vil du anmelde Marcela Lucatellis debutkoncert? Det bliver formentlig totalt kaos.« Det vil jeg gerne, og ja, det blev det.

Vi kan lige så godt lægge ud med hundene. Den første hund var den bløde bamsehund, der blev slæbt ind på scenen af betjenten i latex-bondage-uniform.

Den anden hund var den udstoppede ræv på skateboardet (okay, ikke helt en hund, men fire ben, skarpe tænder og en lodden hale).

Donaueschinger Musiktage er en af verdens ældste og mest omtalte festivaler for samtidsmusik, og hver oktober måned siden 1921 har den indtaget den lille by Donaueschingen – indbyggertal: 22.000 – i det sydvestlige Tyskland.

Det er en kæmpe kulturel begivenhed, som altid meldes udsolgt flere måneder i forvejen.

Alle scener er kolossale, og selv de mindste kammerkoncerter foregår i tætpakkede auditorier, sådan som Klang, Spor, Gong Tomorrow med flere kun kan drømme om – selv de største publikumsskarer ved DR’s orkesterkoncerter får kamp til stregen her.

»At rejse til græsset på nordsiden af en himmerlandsk fjord, for der at høre musik komme op af jorden.«

Denne sætning kunne nærmest være citeret fra en af guldalderens knaldromaner. Men nej. Det er derimod titlen på en stedsspecifik lydinstallation af komponist og lydkunstner Anders Lauge Meldgaard.

Der simrer en højstemt naturromantisk opfordring i titlen: Drag ud i naturen, og lyt til den! Skarpt kontrasteret af den samtidige information til Google Maps-generationen om, at lydværket befinder sig på GPS-koordinatet 57.016736, 9.325684.

Kærligheden og døden – og hvordan det ene fører det andet med sig, og omvendt – er et centralt tema i mange operaer, særligt fra 1800-tallet. Så mange, at dét at kalde det en kliché ville være en seriøs underdrivelse.

Fra Mozarts Don Juan, hvis hang til at forføre kvinder leder ham direkte i Helvede, over Bizets Carmen, hvis frie forhold til kærligheden gør, at hun til sidst dræbes af en tidligere elsker, til Wagners Tristan og Isolde, hvor den forbudte kærlighed aldrig kan forløses i dette liv, men kun realiseres i døden.

Jeg gik i den samme katolske skole, fra jeg var tre år, og til jeg blev 14.

I skolen skulle pigerne gå i en lyserød eller hvid kittel, mens drengene bare kunne gå i deres jeans. I frikvartererne om formiddagen måtte pigerne blive inde i klassen, mens drengene kunne gå udenfor og spille fodbold.

Da jeg spurgte en af nonnerne, hvorfor jeg ikke måtte spille med, svarede nonnen, at drenge havde mere energi end piger, så de kunne ikke blive inde i klassen