Hun er blevet kaldt en af de bedste inden for sit felt. Alligevel er den kosmopolitiske komponist, maler og lydpoet Lily Greenham (1924-2001) næsten fuldstændig ukendt i Danmark. Dét til trods for en omfangsrig og alsidig produktion af originale værker, der – i en periode, hvor der fandtes meget få kvindelige danske elektroniske komponister – forener lydpoesi og elektronisk musik. Men af den lange række af kompositioner, Greenham skabte fra 1970’erne og frem, er kun ganske få udgivet.

Lavalampen kaster et pink skær ud i soveværelset, en svag summen, det tager lidt tid inden væsken inde i lampen bliver varmet op og boblerne begynder at dele sig. Et sted i det pink mørke til venstre for mig ligger et lille barn. Det rører på sig, giver lyd fra sig, det er svært at beskrive, det lyder som en prusten, det nedadgående forløb som afslutter hestens vrinsk, mere og mere insisterende, en slags crescendo som hiver mig op af søvnen, lag for lag. Den lille hest er sulten.

Danmark er langsomt begyndt at genåbne efter et stille forår. Teatre og koncertsale overalt i verden har været lukket, og kunstnere, kulturinstitutioner og festivaler har forsøgt at finde et ekstra liv online i en pandemisk virkelighed. Vi har set et væld af nye digitale formater i kulturlivet. Den norske samtidsmusikfestival Only Connect gik online med skræddersyede projekter til det digitale format, og danske teatre har udviklet virtuelle værker som Det Kongelige Teaters Karantæne, Østerbro Teaters Coronamonologerne og Teater V’s Safe Space. Operahuse verden over har streamet et utal af gratis livekoncerter og arkivoptagelser; til gengæld har de tøvet mere med egentligt nye digitale formater. Den nuværende situation kan imidlertid være en god anledning til at gentænke operagenren i en digital kontekst.

Det er en mandag aften i september sidste år. Tilhængerne af KFC Uerdingen og SV Waldhof Mannheim har indtaget deres respektive pladser på Merkur Spiel-Arena i Düsseldorf, og lyset skinner fra projektørerne – perfekte omgivelser for en god og afslappet fodboldaften til at sparke ugen i gang. Men der er noget galt med stemningen. Normalt ville der lyde opmuntrende slagord, omkvæd og tilråb – selve kernen af den lydlige atmosfære – men folk omkring mig er helt stille. Det eneste, jeg hører, er dæmpet tale fra menneskemængden og de højrøstede kommandoer fra de 22 fyre på banen, som vi er kommet for at se. I min højre hånd har jeg en Olympus-lydoptager. Hvis man holder den i hoftehøjde, er apparatet heldigvis lille nok til, at ingen tager notits af det. Så jeg lytter ikke bare med mine egne ører i realtid – min optager er også vågen og lagrer sine indtryk til fremtidig brug. Sagen er nemlig, at jeg er på arbejde.

»Jeg ved ærlig talt ikke helt, hvad der kommer til at ske. Men når jeg er i gang, tror jeg, jeg kommer til at have det, omtrent som jeg har det nu.« Den 30. og 31. maj spillede den tyske pianist Igor Levit hele Erik Saties Vexations (1893) – det ikoniske værk, hvor et enkelt tema skal gentages 840 gange – i løbet af intet mindre end femten en halv time i musikstudiet B-Sharp i Berlin. Inden maratonopførelsen, som blev livestreamet på Twitter, talte Levit med The New Yorker-journalisten Alex Ross. »Der kommer til at være opture og nedture. Undergang og glæde. Og fysisk smerte,« fortsatte han. »Hele tiden den her monotone gentagelse af den samme ting, et værk, der på en måde ikke har noget egentligt musikalsk indhold – hvor man stirrer ind i en væg, mens man venter og venter. På et tidspunkt mister man tidsfornemmelsen – ligesom nu. Man mister målet af syne – ligesom nu. Der kommer nok et tidspunkt, hvor jeg mister troen på, at det nogensinde får en ende – ligesom nu. Måske klarer jeg den ikke. Det handler kun om overlevelse. Ligesom nu.«

I disse dage skulle Christian Winther Christensen egentlig have stået i et rum fyldt med mennesker, mens han præsenterede årets udgave af Klang, en »festival for avantgardemusik«. Så skete 2020. Klang er blevet udskudt til november, hvor festivalen vil antage en mere beskeden og lokal form. Der er ikke meget, der har føltes normalt dette forår, og mit møde med Christian Winther Christensen er ingen undtagelse. Tøvende går vi ind på en café i nærheden af hans studie på Nørrebro og bestiller mad og kaffe, som pligtskyldigt leveres til os ved bordet. Indtil i dag har den slags dekadence været forbudt i Danmark i mere end to måneder, så enhver lille detalje i oplevelsen kan ikke undgå at blive forstørret.

Måske havde nogle forestillet sig, at alt nu ville ændre sig. At en undtagelsestilstand som covid-19-pandemien ville få gamle magtstrukturer til at splintre og andre, bedre systemer til at tage over. Af chokket skulle en ny verden fødes, endelig skulle indsigter fra de fortrængte kulturvidenskaber forme et mere retfærdigt, deltagende og nysgerrigt samfund. Tanken er sympatisk. Opildnende. Og frygteligt naiv, ville den britiske kulturteoretiker Mark Fisher, ophavsmand til begrebet kapitalistisk realisme, nok have indvendt. Det kapitalistiske system – som i Fishers optik er en evig kilde til problemer – er mere modstandsdygtigt end som så. Samme argument møder man hos den canadiske aktivist Naomi Klein, forfatter til bestselleren The Shock Doctrine fra 2007, hvor beskeden er klar: Snarere end at blive udfordret af katastrofer og undtagelsestilstande, så næres kapitalismen af dem.