I disse dage skulle Christian Winther Christensen egentlig have stået i et rum fyldt med mennesker, mens han præsenterede årets udgave af Klang, en »festival for avantgardemusik«. Så skete 2020. Klang er blevet udskudt til november, hvor festivalen vil antage en mere beskeden og lokal form. Der er ikke meget, der har føltes normalt dette forår, og mit møde med Christian Winther Christensen er ingen undtagelse. Tøvende går vi ind på en café i nærheden af hans studie på Nørrebro og bestiller mad og kaffe, som pligtskyldigt leveres til os ved bordet. Indtil i dag har den slags dekadence været forbudt i Danmark i mere end to måneder, så enhver lille detalje i oplevelsen kan ikke undgå at blive forstørret.

Måske havde nogle forestillet sig, at alt nu ville ændre sig. At en undtagelsestilstand som covid-19-pandemien ville få gamle magtstrukturer til at splintre og andre, bedre systemer til at tage over. Af chokket skulle en ny verden fødes, endelig skulle indsigter fra de fortrængte kulturvidenskaber forme et mere retfærdigt, deltagende og nysgerrigt samfund. Tanken er sympatisk. Opildnende. Og frygteligt naiv, ville den britiske kulturteoretiker Mark Fisher, ophavsmand til begrebet kapitalistisk realisme, nok have indvendt. Det kapitalistiske system – som i Fishers optik er en evig kilde til problemer – er mere modstandsdygtigt end som så. Samme argument møder man hos den canadiske aktivist Naomi Klein, forfatter til bestselleren The Shock Doctrine fra 2007, hvor beskeden er klar: Snarere end at blive udfordret af katastrofer og undtagelsestilstande, så næres kapitalismen af dem.

Det kan næsten ikke være et tilfælde, at musikhistoriens måske mest ikoniske text score er den til et stykke, der kun består af stilhed. Men at stykket består af stilhed, er som bekendt en overfladisk betragtning. John Cage ville med 4’33’’ (1952) få publikum til at lytte til alle de ting, det normalt ikke lægger mærke til: lampernes sur, stolenes knirken, dets eget åndedræt. I forlængelse af Marcel Duchamps kunst var pointen at vise, at vi selv kan bestemme os for, hvornår vi lytter til noget som musik. At vi kan vælge at lytte i bestemte modi. Vi kan vælge at ignorere klang; vi kan lytte til den, som var den en tilfældig følge af ting, der sker; vi kan lytte til den, som var den skabt af en kunstner. Der er utallige muligheder. For at fiksere denne skelsættende idé brugte Cage blot ét ord, noteret tre gange i hans finurlige håndskrift: tacet, tacet, tacet. Stilhed – og så alligevel ikke. Nogle gange er det nemmere at sige, hvad der ikke skal ske, hvis man vil have noget til at ske.

Året er 2020. Hitlisterne domineres som vanligt af pop, hiphop og grime. Den vestlige populærmusik er beviseligt dyster for tiden, og med god grund. I det herrens år 2020 hjemsøges i særdeleshed ungdommen af to tyve, der truer med at stjæle selve vores livsglæde. Den første er det senkapitalistiske verdenssamfund, der med sine for længst stagnerede lønninger, for evigt stigende priser og forøgede prekære arbejdsforhold ser ud til at give millennials og generation Z’ere markant dårligere leveforhold end dem, deres forgængere til stadighed nyder godt af. Den anden er klimakrisen og den dertil hørende globale nedsmeltning ...

Hvis 2020 har en lyd, må det være lyden af covid-19, den nye coronavirus, som i foråret satte verden på den anden ende. Pandemien flåede verdens vaner i tusind stykker med uoverskuelige konsekvenser for både enkeltindivider, firmaer og verdensøkonomien. Men den kom også som en mærkbar forandring i vores auditive kultur. Den kom med en lyd. I mit netværk beretter nogle, at de har væsentligt lettere ved at gå ud om dagen, fordi der er færre indtryk, andre, at de sover væsentligt bedre om natten, mens atter andre opdager nye lyde i fraværet af de gamle, hvilket giver en vis uro eller bare kræver en tilvænning. Flere af dem, jeg har talt med i kraft af mine roller som underviser og lydforsker, fortæller derudover, at isolationen sætter dem i et nyt og meget intimt forhold til hjemmets lyde.

En gammel mand krabber rundt på scenen. Han slæber et apparat hen på et bord: en spolebåndoptager fra 1950’erne. Så fumler han sig frem til et helt bestemt bånd, som han har indtalt 30 år tidligere – »kasse 3, bånd 5«. Han lytter fascineret og vantro til sin egen stemme, der taler om en tid, hvor der stadig var optimisme og kærlighed i hans liv. Så indtaler han en modfortælling … Samuel Beckett skrev Krapps sidste bånd i 1958 som et billede på det endelige skibbrud for tro, håb og kærlighed i en absurd, dødsmærket periode i moderniteten: atomkapløbets og den kolde krigs tid. Den danske komponist Karl Aage Rasmussen transformerede ti år senere skuespillet til en opera.

Det første, der slog mig, da jeg stiftede bekendtskab med den unge, japanske sangerinde og sangskriver Ichiko Aoba, var, hvor stille hendes musik er. Jeg var selv på det tidspunkt bosat et par måneder i Tokyo, byen, hvor Aoba bor, og hvor de fremragende plader, hun har udgivet i løbet af det sidste årti, er indspillet. Jeg havde svært ved at forstå, hvordan musik, der er så stille, kunne komme fra en by, der er så larmende. En by, hvor lastbiler ikke nøjes med at reklamere for firmaer ved blot at have deres logo klistret på sig, men naturligvis også uafbrudt må spille det pågældende firmas jingle fra en megafon på sit tag. Hvor det ene tog efter det andet konstant kører på broer over ens hoved og bidrager til lydbilledet med den der karakteristiske skurrende og klikkende lyd. Hvor hver eneste butik spiller høj musik ikke blot indenfor, men også ude på gaden, så man selv med lukkede øjne ved, at man nu ikke længere går forbi H&M, men derimod står uden for en 7-Eleven

København er forandret. I denne by, hvor jeg bor, er byens lyd dæmpet, ja her er nærmest stille. Folk driver pletvist rundt i de tomme gader med behørig afstand til hinanden. Baggrundsstøjen, den evige tone af storby, er nogle steder helt forsvundet, og alle små lyde funkler og knitrer som fyrværkeri i mine ører. Onlineundervisningen fra min datters computer inde på værelset går tydeligt igennem, og jeg hører stemmer fra klassekammerater, som jeg ikke kender – nogle stemmer dybe, andre pibende og skingre. De går i 2. g, mon de klarer sig igennem denne periode uden at blive vanvittige? Fræseren fra snedkerens værksted i baggården står knivskarpt i lydbilledet, de få gange den kører; mon snedkeren klarer sig igennem krisen? Lyden af mit tastatur lyner, og min søns mange spørgsmål til lektier er som torden på en sommerdag. Min næstældste datter hvirvler ud af sit værelse en gang imellem, laver kakaomælk og siger en hel masse om, at Uni-login til skolen ikke virker og hun derfor ikke kan tage sin engelskprøve, og så forsvinder hun ind på værelset igen.

Der har været lyd af regnvand, månedsvis af regn. Regnvand på ruder og dryp på fliser. Strømme af regnvand fra nedløbsrør. Der har været store søer på markerne og også en sø her i svinget, som bilerne har hvislet igennem og rejst til vifter af vand. Lyd af mudder. Grus, der lyder blødere, som en tæt grøde omkring skoen. Og jorden lyder stadig våd, føles klæg. Selvom solen har skinnet i nogle uger nu, er mulden mættet med vand, og ikke langt nede under overfladen ligger mulden tæt som ler. Jeg har købt et nyt lærketræ til min have, og jeg sætter skovlen imod jorden. Lyden fra et spadeblad, der skærer gennem jord, og spændte rødder, der knitrer. Mulden falder dumpt, når jeg slår den af på kanten af hullet. Tungt. En hane galer fra min genbos hønsegård, og i den anden ende af landsbyen galer en anden tilbage.

Jeg var kun et barn, da grunge som den sidste store kollektive rockbølge skyllede hen over verden. Og jeg nåede som teenager kun at få de sidste skvulp med fra 90’er-rocken, før verden var videre og rockmusik var noget, der hørte et andet årtusinde til. Min musiksmag var med andre ord forældet fra starten af. Toget var ligesom kørt. De bands, jeg kunne lide, var enten gået i opløsning, musikerne døde, eller hvis de stadig spillede, spillede de for et stadig mindre publikum og kom længere og længere væk fra radioernes playlister og musikprogrammerne på TV (dengang i starten af nullerne spillede det stadig en rolle, hvad de spillede i radioen, og der var faktisk programmer på TV, som sendte musikvideoer).