Siden sin begyndelse har elektronmusikken været centreret om store studier, typisk tilknyttet nationale radiofonier. Op gennem 1950’erne byggede man studier til elektronmusik i Milano, Paris og Köln, og i København fik Else Marie Pade i samarbejde med teknikeren Holger Lauridsen etableret et mindre lydlaboratorium i Danmarks Radio. Dette blev dog nedlagt i forbindelse med Lauridsens død i 1957, og den danske elektronmusik blev i stedet holdt i live af privatpersoner som Bent Lorentzen, Fuzzy og Gunner Møller Pedersen, inden Jørgen Plaetner i 1967 fik etableret det første egentlige danske elektronmusikstudie i Holstebro, mens Lorentzens forsøg på at etablere et tilsvarende i Aarhus mislykkedes.

»Are you ready?« Det er sommeren 2016, og Donald Trump fører valgkamp. Med fire ophængte amerikanske flag som baggrund løfter han sin højre pegefinger og kigger ud på sit publikum i Phoenix, Arizona, og fortsætter: »We will build a great wall along the southern border!« Deltagerne ved vælgermødet bryder ud i ekstatisk jubel. Den mexicansk-amerikanske grænse er ladet til bristepunktet med politisk konflikt. En konflikt, der ikke er blevet mindre højspændt i kølvandet på Trumps valgløfte om at bygge en mur.

Når jeg dækker en festival, prøver jeg normalt at opretholde en vis grad af professionel kritisk distance. Men i dette tilfælde er det ganske enkelt ikke muligt. Man kan formentlig ikke være tættere knyttet til Pulsar Festival, end jeg er det lige nu, uden at man selv er en del af programmet. Det er ikke længe siden, jeg dimitterede fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor jeg studerede i fire år, og hvor jeg derfor også i fire år fik mine værker opført på Pulsar. Jeg kender alle underviserne og størstedelen af de studerende personligt. Jeg ved, hvordan festivalen bliver til. Jeg er endda en del af festivalens undervisningstilbud – hvor jeg tager med nuværende studerende ud på gymnasier og er med til at præsentere deres værker – hvilket betyder, at jeg har en vis forhåndsviden om værkerne på programmet.

For et par år siden slog den tanke mig, at hovedparten af den mest interessante musik, der var skrevet i Norden i løbet af de sidste ni årtier, til en vis grad var en reaktion på Sibelius’ symfoniske digt Tapiola (1926). Med dette værk var det lykkedes Sibelius at finde frem til noget, der på én og samme tid var udtryk for en afslutning og en ny begyndelse; værkets udgang i et tabula rasa – en altrensende H-dur – ligner ikke blot et halvbevidst forspil til komponistens tre årtier lange tavshed, men lægger også fundamentet for en ny æstetik, som det var op til de kommende generationer at definere nærmere.

I 1935 skrev Kjeld Abell den musikalske komedie Melodien, der blev væk med musik af Bernhard Christensen og Herman D. Koppel samt sangtekster af Sven Møller Kristensen. I komedien er den nok mest berømte sang »Sangen om Larsen«, hvor især den konkluderende verslinje »Det sku’ vær’ så godt, og så’ det faktisk skidt« har bidt sig fast i den musikalske erindring. Og med denne lille historiske information vil jeg gerne byde læseren indenfor til mit spørgsmål: »Var det nu egentlig så skidt?« i, hvad der vel allerede nu i visse kredse betegnes som ‘Lucatelli-gate’ – om værket, der næsten kun kan tabe ved at blive spillet.

»Med de fleste mennesker fører man ikke en dialog, men kun en dobbelt monolog,« bemærkede Karen Blixen. Det er ret beskrivende for den ærgerlige sag, vi er havnet i med Marcela Lucatellis værk. Musikerne (i DR Symfoniorkestret, red.) har vurderet, at det ikke var klar til en meningsfuld fremførelse, og ønsket, at det blev gennemarbejdet, så dette kunne opnås. I tiden op til prøverne kom den tilbagemelding til Marcela, men det var ikke muligt at få materialet på plads, så begge parter var tilfredse. Det er blevet modtaget – af nogle – som en blanding af musikernes frygt for nye veje og kunstnerisk censur over for et mesterværk.

Ikke sjældent i disse år skaber musik, man ikke hører, debat. Man hører stort set ikke ny musik skrevet af kvinder. Stadig mindre ny musik hører man af komponister med en hudfarve mørkere end askehvid. Endnu et eksempel på musik, vi ikke får at høre, er Marcela Lucatellis RGBW, som burde være opført ved åbningskoncerten på Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums festival for ny musik, Pulsar, i aften. Jovist, fra orkestret, som skulle uropføre værket, DR Symfoniorkestret, forlyder det, at man gerne opfører værket på et senere tidspunkt. Forløbet op til aflysningen lader dog, for en udenforstående, ikke umiddelbart til at være hverken motiverende eller fordrende for en komponists videre arbejde med et værk, som det må formodes, at ophavskvinden anser som værende færdigt – i det omfang et musikværk nogensinde bliver ‘færdigt’.