Et NemID er normalt noget, man modtager med posten. Ud over bunkerne af reklamer, der ryger direkte i containeren, er det lille, uundværlige nøglekort nærmest den eneste tilbageværende årsag til overhovedet at åbne sin postkasse. Som et analogt efterslæb i kølvandet på den digitale revolution klynger nøglekortet sig til et brevformat, der for længst er blevet overhalet. Derfor virker det også som et symbolsk møde med det arkaiske, når jeg nu står foran en af de karismatiske røde postkasser med mit gamle NemID i en konvolut. Denne gang som afsender og ikke modtager. At poste et brev i en offentlig postkasse føles som at åbne en sprække til fortiden, og jeg indrømmer min ærgrelse over, at jeg ikke kunne forlænge nostalgien ved at hente frimærker i kiosken.

Spyd, sværd, pile, skorstene, kanoner, missiler, raketter. Helten vender altid tilbage fra slaget med en sejr og en fængende historie at fortælle til de lyttende skarer, som spejler deres tilværelse i hans overmenneskelige formåen. Mammutten nedkæmpes med spyd, så alle kan ernære sig med mammutkød – og helten kan fortælle sin historie om, hvordan han alene overvandt mastodonten. Heron og senere Watt udtænkte dampmaskinen med trykstempler og ventiler – og helten kan fortælle sin historie om, hvordan han alene industrirevolutionerede verden med hidtil uset styrke. Japanernes krigsvanvid blev stoppet med to velplacerede bomber over Hiroshima og Nagasaki – og helten kan fortælle sin historie om, hvordan han alene satte en endelig stopper for verdenskrigen.

»Listen to the sound of the Earth turning.« Sådan lyder Yoko Onos enkle instruktion Earth Piece fra foråret 1963. Jeg må indrømme, at jeg sjældent lytter særlig koncentreret til mine omgivelser. Endnu mindre lytter jeg til selve planeten, om end pålidelige internetkilder fortæller mig, at Jorden udleder en konstant, uhørlig summen, som tyske observatører har viet deres liv til at forsøge at høre. Nej, jeg lytter sjældent til mine omgivelser; jeg går sjældent ud ad min dør uden at have Juliette Gréco i ørerne i et desperat forsøg på at placere mig selv i en konstant og endeløs Godard-film. Det er ikke, fordi musikken nødvendigvis skal være meget høj: kun lige præcis høj nok til, at den ikke overdøver, men blander sig med støjen fra bilerne, vejarbejdet, snakken fra fodgængerne og vinden, der, hvis jeg kender den ret, sandsynligvis vil forvilde sig ind bag presenningen på et stillads og komme til at lave en farlig larm i forsøget på at komme ud igen.

I august 2018 vendte guitaristen Mikkel Schou hjem til Sjælland, da han blev optaget i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse efter at have studeret nogle år i Aarhus. »Jeg valgte helt bevidst at ændre min tilgang til musikken fundamentalt,« fortæller Schou om skiftet til København. Alle, der har set ham i aktion de sidste par år, har en idé om, hvad han mener. Og de, der ikke har, kan få en smagsprøve, når hans debutkoncert bliver livestreamet i to dele næste mandag. Schou holder sig ikke til guitaren. Han kommer til at vise sig frem som en skabende musiker og improvisator, producent og organisator. To tredjedele af materialet er skrevet særligt til koncerten, og det ’ældste’ værk på programmet er fra 2012. Onlinepublikummet vil formentlig mere bestå af konservatoriets komponister end af dets guitarstuderende. »Jeg er venner med nogle af dem,« siger Schou om sidstnævnte. »Ud af omtrent 20 er der kun én, der spiller ny musik ret ofte.« Og de andre? »Lad os bare sige, at vi stræber efter helt forskellige ting.«

Club Matryoshka var åben. Ingen kø, ingen udsmidere. Jeg tjekkede ind på det aftalte tidspunkt, 23. januar kl. 17. Ligesom mine sædvanlige CTM-kammerater var jeg ikke rigtig i Berlin, vi sad ved hver vores computer og deltog – sammen med folk fra syv tidszoner, fra Chile til Korea – i virtuel clubbing i Minecraft. For Matryoshka har adresse i et spil. Min avatar døbte jeg 🎾MoSeizMoGraff. Vi var alle avatarer og rendte rundt i et flippet univers med guldtempler, pools og neongrønne skove. Der var grottelandskaber og syrede jordbærmarker. Uhhhh, en pyramide! Og der var koncerter, på to scener: MC Ecko Bazz fra Kampala buldrede gennem skærmen med mareridts-hiphop-grime. S280F/011668/VVXXII – tre lydkollektiver, som havde dannet en ny formation i Minecraft – fik os til at hoppe rundt med cookiemonstre og andre bæster.

Det er en lille musikalsk tænkningsmaskine, sangskriver Kristian Finne Kristensen har begået med sin seneste udgivelse. Underbelly er på samme tid en podcast og et album, og begge dele snor sig om hinanden som et möbiusbånd af nysgerrige refleksioner over en grundlæggende undren: Hvor kommer musikken fra? Et spørgsmål, der måske kun kan besvares – som Finne gør det – ved på den ene side at prøve at sætte ord på dette mystiske fænomen og på den anden side ved helt at udelade ordene. Der er nemlig en helt særlig feature ved den del af projektet, der er udformet som et album: Finnes vokal er ordløs – alle sangstemmer nynner.

I april 2019 står kronprinsesse Mary i den nyudsprungne Dyrehave i Klampenborg med en telefon i hånden og spejder fokuseret rundt i den naturskønne kulisse. Man kan se, at hun lytter efter et eller andet. Ved siden af hende står tre fintklædte herrer, der imidlertid virker mere interesserede i den telefon, hun holder op i luften. Forståeligt nok, for kronprinsessen er ved at lave en lydoptagelse. De fotojournalister, der er troppet op, holder et øjebliks våbenhvile fra deres blitzende dokumentation af seancen for ikke at ødelægge lydoptagelsen. Den ene af de fintklædte herrer, professor Carsten Rahbek, er leder af Københavns Universitets Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, der i samarbejde med blandt andre DTU har udviklet den app, som forestår kronprinsessens lydoptagelse. Appen er en del af det storstilede forskningsprojekt Lyden af Danmark, der ...

Det var en kold januaraften i 2017, at jeg første gang hørte navnet Max Richter. Jeg var inde at se Den Kongelige Ballet, en forestilling med det krampagtigt afslappede navn Dans2Go. Især, sagde min bekendte, burde jeg lægge mærke til sidste koreografi, for den blev danset til musik af denne Richter. »Og han er jo altid fantastisk.« Jeg burde have kendt navnet, for jeg ejer en gammel DVD med filmen Waltz with Bashir, som netop Richter har skrevet musikken til. I dag ved jeg, at det ikke var noget tilfælde, at jeg ikke havde lagt mærke til, hvem der har lavet filmens musik. For kendetegnet ved Richters musik er netop, at den ikke vil lyttes til. Men lad mig begynde et andet sted.