I en serie af mini-interviews spørger Seismograf/DMT forskellige aktører på musik- og lydkunstscenen til aktuelle anbefalinger af værker eller events. Se her komponist og lydkunstner Sandra Boss spændende anbefaling.
1a) Hvilket værk vil du gerne anbefale til andre?
Jeg vil anbefale at tage op og kigge på Compenius-orglet, der står oppe i Frederiksborg Slotskirke. Hver torsdag kl. 13.30 bliver orglet demonstreret, og det er en performance i sig selv: Det der ligner et stort, ornamentet træskab forvandles langsomt til et orgel ved at låger åbnes, der afslører 1001 piber, og skuffer med tastatur og pedaler trækkes ud. Herefter sættes kalikanten igang med at pumpe luft ind i bælgene, der herfra spreder sig ud i piberne. Det er en højst bemærkelsesværdi klang, instrument genererer, hvilket først og fremmest skyldes, at piberne alle er lavet i ædle træsorter, og dernæst at orglet spiller i sin originale middeltonestemning.
2) Hvorfor er dette værk/denne event særlig?
Det er en mulighed for at opleve et af verdens ældste orgler, der står i sin originale stand. Og en mulighed for at opleve en klang, som hører fortiden til, men som lyder som noget fra fremtiden.
3) Hvad arbejder du selv med lige nu?
Sjovt nok arbejder jeg med orgelmusik! Jeg har tidligere arbejdet med at skabe lydkunstværker for orgler, (senest i samarbejde med Jonas Olesen, hvor vi lavede en koncert for syv orgler i Sct. Andreas Kirken i København.) Nu har jeg imidlertid fået fingrene i et transportabelt midi-styret pipeorgel, der har 61 piper. Og det er det instrument, som jeg arbejder med for tiden, og som fik sin ilddåb med en performance forleden på Kunsthal Aarhus.
Derudover går jeg og venter på at min nye plade med titlen Perfekt Termisk snart kommer. Det er en plade bestående af udelukkende elektronisk musik, genereret via de mest opslidende gammeldags metoder, der har inkluderet brug af spolebåndoptagere, tonegeneratorer og gamle filterbokse. Man kan sige, at pladen afspejler en slags nørdet, mediearkæologisk udredning.
Læs mere om Sandra Boss’ projekter her.
Læg ørerne ind i de langsomme toners mange smukke lag
Mette Nielsens musik er sanselige undersøgelser af toners og klangenes mindste mikroskopiske detaljer. Efter en time i selskab med strygekvartet og klarinet på hendes nye album sidder man tilbage med en følelse af at have været helt tæt på musikkens mindste bestanddele. Når trykket på strengene hos Novokvartetten er tungt, mærker man støjen og de skærende metalliske overtoner, der får trommehinderne til at blafre. Når Jonas Frølunds klarinet sætter an helt fra toppen ud af ingenting, er det atmosfærisk sitren. Men lige meget hvad tæt på.
De seks stykker på Frozen Moments er melodiske og skramlende på samme tid. Rester af musikalske minder bliver til knitrende, iscenesatte salmer, hvor klangene får karakter som objekter, der hænger i luften en ad gangen. Et stykke har kun en tone, men formår alligevel at vise masser af nuancer. Andre, som solostykket »Apart«, kommer vidt omkring med rene klarinettoner, interferencer, multiphonics, sang og growl – men stadig med grundig langsommelighed.
Hun har en fascinerende evne til at skrive rigtig smukt uden patos. Klangskønt, elegant og sart og kun med en lille smule af den slags højtidelighed, der opstår, når man giver tid og rum til klangenes egen poesi. Og selvom hun søger støjen og det bøjelige og ufikserede, når hun udforsker tonernes randområder, bliver hendes musik aldrig grim eller for meget. Den får bare lov at være sig selv med sine mange naturlige, akustiske lag.
Beruset af storbyen
Lydkollektivet XYZ Sound Collective og kulturhuset KU.BE inviterede på en musikalsk cykeltur på Frederiksberg med intet mindre end fem koncerter. Vi kom vidt omkring – ikke kun fysisk.
Lydkunstneren Julie Østengaard bød på trafikal musique concrète under Bispeengsbuen, mens Lola Ajima hypnotiserede med engleagtige vokalloops, fuglesang og græsslåmaskine i Landbohøjskolens have. Performancekunstnerne Absurdum Temporary Art bød et absurd-komisk retssalsdrama tilsat techno og pantomime foran retsbygningen på Skyggens plads, og musikerne Ingvild Skandsen og Arash Pandi tegnede en arabesk af små cirkulære melodier med pibeorgel og persisk daf i Frederiksberg Hospitalskirke. Under en gylden aftensol afsluttede lydkunstnerne LuN/A og Tanja Schlander turen med en nærmest ASMR-lignende forstørrelse af de mikroskopiske lyde, der gemmer sig i alt fra en spand vand til en bunke spillekort til træernes grene på en bakketop bag KU.BE.
Særligt begejstret var jeg for Julie Østengaards koncert, der på støjende og storslået vis gjorde Bispeengsbuen til en brutal, stærkt trafikeret, sekssporet katedral, og som fremstod som en kærkommen kærlighedserklæring til en berusende storbyfølelse, der nok er på vej væk: I 2027 begynder nedrivningen af Bispeengsbuen; bilerne, larmen, forureningen og kaosset skal ud af byen; beton og asfalt skal erstattes af lysegrønne områder, og idealet er en kompulsivt behagelig forstadsidyl. Man kan jo ikke stritte imod udviklingen, men Østengaards koncert var en destilleret påmindelse om den energi, den sanselighed og den skønhed, der er til stede i alle de ting, vi ihærdigt forsøger at rense byen for.
Funky Jeanne d'Arc
Hvis der er én ting, komponisten og vokalisten Marcela Lucatelli dyrker, er det det uendeligt flertydige. Jeg tænker på det hver gang, jeg hører hende synge: Er hun en slave af sangen? Er hun indespærret i den og kæmper for at komme ud igen? Er hun i en romantisk, måske erotisk relation til den? Prøver hun at slå den ihjel? Eller er hun en slags sangens Jeanne d'Arc, der stiller sig foran den med sværd og skjold for at beskytte den mod fjender? Det er umuligt at sige, men flertydigheden – eller endda: utydeligheden – er det konstante anker, der fastholder mig og får mig til at lytte igen og igen.
Det gælder også det nye album, Necromancy, en sangcyklus på ti sange, der hver er dedikeret til en orisha fra den afro-brasilianske yoruba-religion, og hvor Lucatelli har allieret sig med guitaristen Lars Bech Pilgaard og perkussionisten Anders Vestegaard. Resultatet er Lucatellis hidtil bedste album – et lille mesterværk fristes jeg til at kalde det – hvor de tre musikere med en blanding af kompositorisk elegance og punket fandenivoldskhed kombinerer en form for støjende, psykedelisk rockmusik med ritualistiske polyrytmer, et free-jazzet tonesprog, synthflader, der er som taget ud af 70'ernes b-horrorfilm, og en energi, der nærmest er funky på den helt beskidte Betty Davis-agtige måde. Det er i mødet mellem musikkens kropslighed og den spirituelle aura, at magien opstår.
Og så er der Lucatellis stemme, som skal nævnes selvom den er hinsides det, der kan beskrives i den sproglige orden. Famlende får jeg lyst til at prøve med matematikken (den berømte formel i2 = −1 må tages i brug for at beskrive kompleksiteten) eller en række entusiastiske udråbstegn (!!!!!!!).
Over the top
Det startede godt. Josefine Opsahl ejer evnen til at sætte scener: Cellistens nye cellokoncert Hands for Århus Sinfonietta gik fra noget mysteriøst, hemmeligt, neoklassisk, folkemusikalsk (klart den bedste del) til noget neoromantisk. Og sad man på første række, blev man let blæst bagover af den megen action. Sad man lidt på afstand, var oplevelsen – ihvertfald hos mig – en anden: Musikken bragede ud i salen og mindede om adskillige Hollywood-films lykkelige slutninger, som fx den oprindelige Avatar-films over-the-top happy ending, hvor alle de gode kræfter til slut slår sig sammen og sejrer. Opsahls pompøse cellokoncert virkede lige så endimensionel. I en tidsalder med evindelige »posings« kan kunsten risikere at klinge lige så hult og overfladisk som den flottest opsatte selfie.
Hvis storladent i sig selv kan opfattes som et positivt statement, så er denne anmeldelse positiv. Elsker man det hurtige og glamourøse, ville man have nydt Opsahls Hands.
Klassiske musikere siger, det er på Spot, det sner. Måske får Opsahl ny musik ud til et bredere publikum. Som populærmusik duer det nok ok. Men så taler vi om to forskellige kunstkulturer, to forskellige forbrugskulturer. Et klassisk publikum ville dog næppe blive glade for et opblæst værk i den bogstaveligste forstand, hvor det storladne får så frit spil for galleriet. Hvor store løfter og armbevægelser fejer dybde og subtilitet af banen. Men måske er det bedste spørgsmål, om en nutidig cellokoncert må stryge én med hårene, om den må lyde lige så flygtig som en Instagram-story, og om det er et problem, hvis den minder mest om et døgnflue-pophit, selvom komponisten i programteksten citerer selveste Immanuel Kant?
Bidt af Thorshavn
Mens Spot skinnede som ny konfetti i alle poppens afarter – fra 80’erne og frem – gik den færøske gruppe Klingra i helt andre retninger: tilbage til fortidens traumer, til fiskerne, der i 1950’erne var tvunget til at arbejde ved den grønlandske vestkyst. En stemme tilhørende farfaren til pianisten, Dánjal á Neystabø, blandede sig i lydbilledet. For Klingra er historiefortællere, de pakker gamle og glemte fortællinger om fiskere og andet godtfolk ind i atmosfæriske, Sigur Ros-agtige og højstemte landskaber af lyd.
Maggie Björklund fra Jack Whites band fik sin pedal steel til at synge, som akkompagnerede hun vejrbidte viser (eminente Björklund ville man gerne have hørt mere til). Og langsomt byggede det arktiske sekskløver et meditativt og folkemusikalsk groove op, inden det sfæriske fik mere hårde, rockede kanter. Alt det fik de presset ind i en alt for kort Spot-koncert. Men det er betingelserne her.
Jeg vil huske den komplicerede stoflighed fra denne koncert. Lyden, som var både grottemørk og himmellys, sart og hård, og næsten symfonisk i sin billedskabende kvalitet. Musikerne rapporterede fra en verden, hvor gardinerne er rullet ned, men indenfor sidder jo levende mennesker med vigtige historier. Nu kan jeg påstå, jeg har været i Thorshavn og med egne øjne set de hændelser, Klingra behandler i deres veldrejede og meget personlige musik.