22.05.2013

5 korte til Anders Beyer

Til de der ikke kender Bergen festspillene, hvordan vil du kort karakterisere dens særpræg i forhold til andre festivaler?
Beyer: Festspillene er stor og med 232 produktioner i 2013 større end de fleste festivaler, som har fokus på musik, teater, dans med mere. Det interessante for mig ved at arbejde med denne festival er, at den både er bred og smal, båret af stolte traditioner og samtidig vildt eksperimenterende. En undersøgelse fra 2008 viser, at 86% af Norges befolkning kender Festspillene, og en undersøgelse fra 2010 viser, at 97% af befolkningen i Bergen/Hordaland kender festivalen. Arkivet for Festspillene i Bergen er netop blevet optaget i det nyoprettede og eksklusive register «Norges Dokumentarv».

Vi taler med andre ord om en festival, som i nordmændenes egen selvforståelse har betydet noget for Norge som nation. Hele byen er i undtagelsestilstand i 15 dage, og du er nødt til at være her, hvis du vil opleve det nye fødes og det gamle tolket af verdens bedste udøvere. Med et generøst budget og en række fantastiske støttespillere, kan vi gennemføre omfattende og komplicerede projekter, som andre ikke har administrative og økonomiske muskler til at realisere. Hvis du f.eks. samler alle vores ny musikaktiviteter i år, vil du se, at der er tale om ikke så få produktioner, faktisk en hel festival i festivalen.

Hvad ser du frem til som festivalens højdepunkter?
Beyer: Jeg synes, at alle vores produktioner er interessante. Mens jeg skriver disse linjer (tirsdag den 21. red.), lyder en flot musik fra Festpladsen, hvor Phase7 prøver på den spektakulære event i morgen aften, hvor nye electronica beats, 300 syngende børn og unge, lurspillere og 35 lysende helikoptere svæver over byen. Før dette har vi haft premiere i Grieghallen på operaen Marco Polo af Tan Dun, som bliver en billedstorm og vokal og musikalsk eksotisme og ekvilibrisme. Det nyskabende sker ikke mindst på teaterområdet, og der har vi bl.a. verdenspremiere på Coelacanth af Alan Lucien Øyen. Det er en fem timer lang forestilling, som på alle måder er stort tænkt. Listen er lang over produktioner, jeg gerne vil nævne, måske det er bedre at invitere læserne inden for på www.fib.no – så kan de selv gå på opdagelse i vores tre indgange til programmet: Fornøjelser, forbindelser og forstyrrelser.

Hvad er årets kunstneriske sats?
Beyer: Festspillene har tradition for at satse på unge talenter. Det er på denne festival, at Leif Ove Andsnes, Vilde Frang, Christian Ihle Hadland har fået deres kunstneriske kickstart. Vi har en nordisk solistkonkurrence for unge talenter, og vi har fokus på talentudvikling i bredeste forstand. Bergen er en ung by, en tiendedel af befolkningen er studerende på universitetet. Det er vildt spændende at tænke nye projekter med dem. Fremtidens publikum vil vi gerne nå, derfor har vi et omfattende børn- og ungeprogram. Vi har et stort, loyalt kernepublikum, som forventer klassisk musik i verdensklasse, og dette publikumssegment skal vi ikke skuffe. Festivalen er såkaldt ”knudepunktsfestival”, dvs. vi skal være motor i hele regionen og gerne i hele landet i forhold til at dele ud af vores kompetencer og netværk, vi skal arbejde mangfoldigt, med publikumsudvikling og vise Bergen som ledende kulturby. Vi arbejder i festivalen med stor virkelyst og energi for at fastholde og udbygge denne position som ledende festival i Norden på musik- og teaterområdet.

Hvordan differentierer festivalen sig fra sidste års festspil?
Beyer: Vi har gennemført en institutionel turn-around, og er flyttet til nye lokaler. Vi har en ny strategi, nyt visuel profil og grafisk design. Vi arbejder målrettet med nye former for markedsføring, inkludering og udnyttelse af ny teknologi. Når din ambition er at rebrande en så tung og betydningsfuld institution med 61 års historie, er du nødt til at tage nogle tydelige greb i forhold til form, indhold og formidling. Du kan ikke nøjes med at flytte en lille brik i et hjørne. Du skal ville chokere.

I hvilken retning ønsker du Bergen Festspillene bevæger sig i løbet af de næste fem år?
Beyer: Den 61-årige dame skal blive endnu mere ungdommelig, farlig og uforudsigelig.

På billede er Annar Follesø, taget af fotografen: Dag Thorenfeldt

kortkritiklive

03.07

Komposition for stenvægge

Bjarke Mogensen – koncert i udstillingen »Psychosphere«

Cisternerne, 2.07

Louise Steiwer

Kontrasten er mærkbar, når man på årets varmeste dag træder fra Søndermarkens grønne plæner ned under jorden i Cisternerne, Københavns gamle vandreservoir. Luftfugtigheden er høj, lyset sparsomt og fra hvælvinger i loftet hænger stalakitter og kaster skygger i vandpytterne på gulvet. Og så er der lyden: I de tomme søjlesale kan rumklangen vare op til 17 sekunder. Selv den mindste skraben runger hernede.

Siden 2016 har Cisternerne fungeret som udstillingsrum, og i år har Jakob Kudsk Steensen omdannet salene til et undervandslandskab af videoprojektioner, skulpturelle objekter og et soundscape skabt af Lugh O’Neill med Bjarke Mogensen på accordion. Mogensen, som giver koncert denne aften, har en alsidig smag. Måske lidt for alsidig, tænker jeg, da jeg læser programmet for aftenens koncert, der spænder fra Bach til bornholmske folkemelodier. Det skal vise sig at hænge bedre sammen, end man skulle tro. Det er kompositioner, der ligesom trækker i tiden, hvor lange toner – forstærket og forlænget af rumklangen – lægger sig som en murrende bund for helt korte, perlende anslag, som marmorkugler, der rikochetterer fra en stenvæg.

En tindrende smuk, sorgfuld komposition af Nick Martin er inspireret af Michelangelos Pieta – marmor igen – afløses af Frederiksberg-komponisten Martin Lohses meditation over ekko mellem bornholmske klipper. Et andet stykke rejser sig spinkelt og sakralt som høje hvælvinge, mens Mogensens egen Passage knitrer, smælder og knaser som sten, der bliver brudt. Det er Mogensens accordion i konstant dialog med rummet; han kalder og de mørke søjlegange svarer tilbage – eller er det omvendt?

Publikum sidder som forstenet, sunket helt ind i lyden, når Mogensen virtuost får sit instrument til at lyde som alt fra et hastigt åndedræt til et tordenskrald. Da vi kommer op igen, ligger skyerne tungt over Søndermarken, og varmen er væk. Parken er som forandret. Kontrasten er til at føle på.

playliste

30.06

Mit navn er Bjarke Mogensen – vil du se min playliste?

Bjarke Mogensen. © Caroline Bittencourt

»Musik er (for mig) den direkte vej til alle hjerter, jorden rundt til alle tider – stol ikke på dem, der vil forbyde musik: de vil kontrollere alt og alle... for musik er lydsporet til verdens åndedræt, og musik er nøglen ind til det frie menneske.«

Bjarke Mogensen begyndte at spille accordeon som barn på Bornholm. Det, der startede som nysgerrighed, er blevet til et liv med musik – fra solooptrædener med store orkestre til eksperimenterende samarbejder med komponister og kolleger. Han har optrådt i bl.a. Carnegie Hall og Concertgebouw og fået skrevet over 60 værker til sig – flere dedikeret af komponister som Per Nørgård, Bent Sørensen og Poul Ruders. Han underviser på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han selv debuterede i 2012. Hans repertoire spænder fra klassiske transskriptioner til egne værker og elektroakustiske eksperimenter. Han spiller både på en Pigini Mythos og et specialbygget kvarttone-accordeon. Blandt priserne er Kronprinseparrets Stjernedryspris, P2 Prisen og Anne Marie og Carl Nielsens Hæderspris i 2025. Mogensen trives bedst, når han kan føre lytteren et nyt sted hen – hvad enten det er i koncertsalen eller blandt de bornholmske klipper.

kortkritikrelease

29.06

Kristine Tjøgersen skaber urimeligt smuk økopoesi

Kristine Tjøgersen: »Night Lives«

Aurora, 16.05

Henrik Friis

Naturens dyreliv er både smukt og legende – specielt i Kristine Tjøgersens musik. Det er nattens vilde, uforudsigelige liv uden for menneskets domæne, der står i centrum på hendes nye album Night Lives, skabt som en del af Ernst von Siemens-prisen, som Tjøgersen som den første norske komponist modtog for nylig.

Albummet er en lydversion i syv satser skåret ud af et scenisk værk på Ultima Festivalen i 2023, og det fungerer fuldstændig perfekt alene i en halvakustisk version spillet af Cikada Ensemble. Musikken spænder fra legesyge, eksperimenterende, rytmiserede lydbilleder af instrumenter der rasler og knitrer – til intense pulserende forløb. Tjøgersen har en helt speciel klangfølsom forståelse af instrumenterne, som gør, at hun kan morfe overraskende mellem akustisk og elektronisk, kulturelle miljøer og tider. Fra en enkel, langstrakt fløjtesolo til et dansende computerunivers – uden at blinke.

For 40-50 år siden kaldte man det postmodernisme, når gammel musik dukkede op i ny musik som det materiale, komponister genbrugte. Det gav mening, fordi mange dengang havde et bibliotek af historisk klassisk musik i hovedet, som et refleksionsrum alt det nye blev fortolket i. Publikums hoveder er anderledes i dag. Kristine Tjøgersen kan for eksempel sagtens bruge en helt straight baroksats som afslutning på albummet – som udgangspunkt for en musik, der tynder ud og går i stå i vanvittig smuk utopisk verden af akustiske strygere og synthesizer. Uden man tænker, at hun forhandler med publikums fornemmelse af fortid og nutid. Naturlyde, efterligninger af naturlyde, harmonier og hele sekvenser er bare byggeklodser i hendes personlige eksperimentarium. Og hvilket et!

kortkritikrelease

26.06

Når eksperimentet bliver tragisk smukt

Mark Solborg & Tungemål: »Confluencia«

ILK Records, 13.06

Simon Heggum

»Virtuost dynamisk og klangligt afbalanceret – en exceptionel kammermusikalsk oplevelse«. Normalt undgår jeg at citere pressemeddelelser direkte, men denne præcisering af det intime og spraglede Confluencia er svær ikke at kopiere. Den danske guitarist og eksperimentalist har på albummet samlet et mindre ensemble af musikere fra grænselandet mellem neoklassik og jazz, hvor pladens egentlige stjerner er Simon Toldam på klaver og – især – Susana Santos Silva, hvis trompet bræger, ånder og skurrer i ørerne. Hun trutter, som der sjældent truttes, i den postmoderne eksperimentalisme.

Confluencia søger at spejle den moderne kommunikation – en kommunikation, der burde overskride grænser som race, køn og andre influenter – i instrumentalmusik. En form, der synes at svinde bort dag for dag i et virvar af misinformation, miskommunikation og mistro. Toldams klaver trækker i retning af det uhyggeligt dissonante, mens Solborgs guitar tilfører en øm, næsten sårbar nerve – især på »Southern Swag«. Stærkest står musikken, når instrumenterne mødes i samtale og unisone momenter, som i den sære begravelsesballade »Planes«, der balancerer på undergangens rand med klaverfigurer og diabolske klokkeslag.

Confluencias bevæger sig mellem jazz, folk, ambient og avantgarde – med en kammermusikalsk intimitet, der insisterer på intensitet, melankoli og refleksion. Det, der gør albummet stærkt, er netop det, mange eksperimenterende udgivelser mangler: plads til eftertanke og dialog med lytteren. Tungemål tør være eksperimenterende uden at overdøve sig selv – og maler med en bred, emotionel pensel, hvor tragedien altid lurer i horisonten.

playliste

25.06

Mit navn er Morten Jessen – vil du se min playliste?

»Musik er for mig et sprog, der har en særlig evne til at åbne sindet og løfte sig op over det talte sprog. Hvis du er tålmodig – eller måske bare heldig – kan musik en sjælden gang bringe dig i en tilstand, hvor tid og sted må overgive sig til det guddommelige.«

Morten Jessen er komponist, multiinstrumentalist og stifter af Nordisk Kirkeensemble. Det genreløse møde med kirkerummet er omdrejningspunktet for Jessens kompositoriske arbejde. Rummet danner ramme om et drømmende og tidsløst udtryk, hvor reminiscenser af impressionisme og nordisk melankoli blandes med kirkerummets klangfarver. Jessen er aktuel med flere værker, heriblandt Kyiv, som i 2024 blev opført ved Kyiv National Philharmonic og på Christiansborg i forbindelse med FN's Internationale Fredsdag. Denne sommer uropføres hans European Solidarity March af Den Kongelige Danske Livgarde og The Presidential Orchestra of Ukraine i forbindelse med Danmarks overtagelse af EU-formandskabet i 2025. Jessen har spillet og arrangeret for kunstnere som The Savage Rose, Nikolaj Nørlund, Quadron, Phlake, Lukas Graham, Vinnie Who, Iceage, Bisse, Calby og Ulige Numre.